Pionérerne i den moderne dans

Ruth St. Denis (1879 - 1968)

Af Ingrid Brynjølfsson

Doris Humphrey Charles Wiedman Jose Limon

zzzzzzTrp

Ruth St. Denis

Ruth Denis blev født i Sommerville, Newark, New Jersey i 1879. Hun blev født ind i en religiøs familie, hvor moderen havde en eksamen i medicin og faderen var ingeniør og opfinder. Moderen havde på et tidspunkt taget dansetimer hos en lærer, Mme Poté, som kendte til Delsarte systemet, så hun fik sin datter interesseret ved selv at undervise hende efter en bog derhjemme. Familien levede i omgivelser, hvor amatørteater var det gængse og professionelt teater det sjældne, her optrådte hun engang med sine forældre i en velgørenhedsforestilling, hvortil hun selv havde lavet en solo ved navn "Lessons from Delsarte". Dette var i 1893, da Ruth var 14 år gammel.

Da hun var 10 år, blev hun af sin nærmeste familie introduceret til et historisk festspil "The Burning of Rome", opført i Manhattan i Cirkus Barnum og Bailey, hvilket gjorde et stort indtryk på hende. Et år efter så hun Genevieve Stebbins, elev af Steely McKaye, der havde studeret med Delsarte i Frankrig. Allerede før puberteten læste hun bøger som "Videnskab og Helse" af Mary Baker Eddy, "Kritikken af den rene fornuft" af Kant og "Camille" af Alexander Dumas. Hun forstod sikkert ikke ret meget, men ordenes og stedernes følelsesmæssige indhold betog hende, og det var fra bogen "The Idyll of the White Lotus" af Mabel Collins, at hun fik inspiration til at blive danser.

Hun fik timer på en lokal danseskole, hvor læreren så hendes talent og opfordrede hende til at tage timer i New York hos den meget ansete schweitziske danselærer, Karl Marvig, som tilbød at give hende gratis timer. Han kunne imidlertid ikke lære hende det, hun gerne ville lære, nemlig den dans, hun havde set hos Genevieve Stebbins. Der var sådan set ikke andet for hende at gøre end at prøve lykken som danser i de eksisterende vaudeviller, og da hun fik sine forældres fulde opbakning, drog Ruth og moderen afsted til Manhattan i 1894 for at finde hende et job.

Det lykkedes hende at finde arbejde på Worth`s museum på hjørnet af 30. gade og 6. avenue. Worth's museum var en bygning delt i to. I den ene ende var der "freak" shows (d.v.s. dværge, krøblinge og andre mislykkede væsener, der var ofre for publikums latterliggørelse) og i den anden ende var der varietè show med artister, showdansere, klovne etc.

Til optagelsesprøven dansede hun en dans ved navn "Gavotte d`Amour". Den havde intet at gøre med det 16. århundredes gavotte eller med kærlighed som sådan, men var nærmest en slags akrobatisk dans med vejrmøller, dybe rygbøjninger, spagater og langsomme benløft og spark. Publikum, som var vant til hurtige benspjæt, var især vilde med det sidste, hvor hun langsomt og rytmisk til sparsomt musisk akkompagnement, løftede det ene ben op for at sætte foden på panden, for derefter at gentage bevægelsen bagud med det andet ben. Disse forvredne og yderliggående bevægelser blev betegnet dans og hvis den optrædende havde lyserøde balletsko på, var det endda "ballet".

Mellem de forskellige shows blev hun hyret til at give 11 forestillinger om dagen af "Gavotte D'Amour" for 20 dollars om ugen og det var endda billigt sluppet, andre af de optrædende skulle give 17 forestillinger om dagen.

Ruth Denis begyndte sin karriere i en periode, hvor Ægypten var kommet på mode i Amerika efter verdensudstillingen i Chicago i 1893. På udstillingen viste en danserinde kaldet "Little Egypt" mavedans og det var noget der tiltrak det amerikanske publikum.

Snart vrimlede det med ægyptiske mavedansere landet over. Årtiet var yderligere de glade halvfemsere, hvor det at vise ben var på højeste mode, folk var tiltrukket af det frække og vovede.

Ruth Denis var fast besluttet på en karriere og på at vinde berømmelse, men ikke med denne type ekshibitionistisk dans; hun var interesseret i æstetisk dans a la Delsarté, for hvilket der kun var et begrænset publikum, og hun skulle jo leve.

Tit brød hun grædende sammen i sin mors arme efter en af disse forestillinger, for selvom publikum klappede og var begejstrede, gik hendes ønsker i en helt anden retning.

Ruth var en meget yndig pige med smukke træk, langt tykt mørkt hår, der havde lige så dramatisk effekt som hendes kostumer, hun var vittig og lattermild og besad en naturlig charme som uden tvivl kunne have ruineret hendes karriere, hvis ikke moderen havde haft så stærkt et tag i hende, hvilket hun for øvrigt havde indtil Ruth giftede sig, men selv efterpå dominerede moderen hendes liv lige til sin død.

Efter Worth`s blev hun hyret til nogle andre vaudeviller, men i forbindelse med familiens flytning til Brooklyn, holdt hun op og søgte i stedet arbejde som danser i teaterstykker.

Det blev vendepunktet i hendes karriere da David Belasco hyrede hende til stykket "Zaza", og hun blev i kompagniet i 5 år. Det var også David Belasco, som ændrede hendes navn ved at droppe et "n" i Dennis og indskyde et "St.", for det var hendes charme og skønhed iblandet hendes moralske skrupler vedrørende hendes dans, der gav anstødet til dette øgenavn.

Efter at "Zaza" lukkede i London tog hun til verdensudstillingen i Paris i 1900 og blev ligesom Isadora betaget af Loie Fuller og hendes brug af stoffer og lys, men endnu mere fascineret blev hun af den japanske skuespillerinde, Sadi Yaco, som på det tidspunkt delte teater med Fuller. Hun blev inspireret af Yaco`s orientalske danse-drama, samt farverigdommen i de orientalske kostumer, make-up og rekvisitter, der passede til de skiftende stemninger på scenen.

Egypten

Hun ønskede ikke at fortsætte med hverken akrobatik, showdans og ballet. En dag i 1903, hvor hun var på cafe sammen med en veninde, så hun en reklame for nogle cigaretter ved navn "Isis", Egyptens gudinde. Plakaten viste gudinden siddende i en tempel-niche med en buket hvide lotus. Dette virkede som en åbenbaring for St. Denis og hun måtte simpelthen have denne plakat, da den mindede hende om historien "The Idyll of the White Lotus". Plakaten fulgte hende overalt på rejser og turnéer, og alle steder opsøgte hun museer og biblioteker for at studere Egypten. Alle hendes tidligere oplevelser svirrede rundt i hovedet på hende, og hun følte, at hun simpelthen måtte lave en dans om Egypten.

For at lave "Egypten" som et danse-drama indså hun, at ikke alene skulle hun lære Egyptens historie, men også sceneteknik, belysning, arkæologi og malerkunst. Det skulle handle om en enkelt dag i det gamle Egypten og samtidig vise en hel nations historie spændende over flere tusind år.

Mens hun beskæftigede sig med dette projekt, var hun en dag på tur i en forlystelsespark i Coney Island, hvor en del var omdannet til en indisk landsby. Her mødte hun slangetæmmere, fakirer og indiske danserinder og hun besluttede sig til at lave en eller to indiske danse til sig selv, optræde med dem i en vaudeville og på den måde skrabe penge nok sammen til at kunne lave "Egypten", som formentlig ville stå hende i omkring 3000 dollars.

Hun udvidede sine studier til at omfatte alt indenfor orientalsk kunst, lavede dansen "Radha" og opførte den for manageren, Henry Harris, som blev meget begejstret. Han lavede en matinè, hvortil han inviterede alle New Yorks vaudeville agenter. Dette kom der enkelte engagementer ud af, hvor hendes dans kom til at ligge mellem en bokseopvisning og dansende aber. Hun blev et trækplaster på grund af sit vovede kostume og hendes dans på bare fødder. De fine damer hyrede hende til at danse i deres hjem, ligesom Isadora, og nogle af dem slog sig sammen om at sponsorere en forestilling på Hudson Teatret i New York. Hendes dans blev opreklameret som noget af det mest sensuelle nogensinde, og teatret var fyldt til bristepunktet. Til denne forestilling i 1906 havde hun yderligere lavet to danse kaldet "The Cobras" og "The Incense".

Alle tre danse blev modtaget med lige stor begejstring, for her var det hele: kunst, religion og skuespil, for modsat Duncan forstod St. Denis sig på teatret og dets virkemidler. Hendes dans var ikke udelukkende æstetisk opdragende som Duncans, den var showbusiness i bedste forstand, derfor havde publikum lettere ved at tage St. Denis til sig. Folk som så St. Denis i en vaudeville følte sig pirret af hendes sensualitet, skønhed, hendes brug af farver og kostumer og så følte de, at de fik noget kulturelt med hjem.

Efter succesen på Hudson Teatret, kom hun til Aldwych Teatret i London i 1906, men da billetsalget gik trægt, gik turen videre til Paris og til Tyskland, hvor hun dansede i to år og samtidig fortsatte sine egyptiske studier. I Tyskland lavede hun to nye danse, "Nautch" og "The Yogi" som fik premiere i Wien.

I "Nautch" kan man se, hvordan Loie Fuller`s indflydelse gør sig gældende på den måde hun bruger stoffet i sin kjole på. Senere brugte hun også, ligesom Fuller, stænger til at forlænge ærmerne i sine kostumer.

St. Denis fortsatte med at danse i vaudeviller og i de rige damers hjem for at tjene til dagen og vejen, og en dag blev hun ringet op af Henry Harris, som havde besluttet sig for at sætte "Egypta" op. Walter Malrowitz leverede musikken og hendes bror "Buzz" udarbejdede en fantastisk scenografi og lyssætning. Derefter var det op til St. Denis at finde dansere, som hun kunne træne op til at danse i hendes stil.

I 1910 havde "Egypta" premiere i New York. Det var et danse-drama i tre akter med seriøst indhold og en ny dansestil. Det var helt igennem en meget ambitiøs produktion, som tabte penge. På dette tidspunkt var det ikke usædvanligt at slå en produktion stort op, man behøver bare at tænke på de berømte Ziegfield Follies med deres storslåede scenografi og de mange dansere. Det var selvfølgelig også det, folk allerhelst ville se, så det endte med at "Egypta" måtte lukke 20 dage efter premieren. Derefter blev forestillingen skilt ad og de bedste danse udtaget til turnè. Henry Harris forestod engagementerne og på trods af de penge, der var blevet tabt på "Egypta" tilbød han St. Denis at producere to nye dansedramaer: "O-Mika" og "Bakawali". Men inden Harris kunne sætte produktionerne i gang døde han i Titanis` forlis i 1912, da han var på vej hjem fra Europa.

Det lykkedes alligevel for St. Denis at sætte "O-Mika" og "Bakawli" op. Begge var de store og dyre forestillinger, som efter kort tid led samme skæbne som "Egypta". Hun fortsatte med at turnere vidt og bredt for at opdrage sit vaudeville publikum, men langsomt indså hun også, at publikums smag var ved at ændre sig. Almindelig dans som vals, tango o.s.v. var kommet på mode og publikum ønskede at se hende optræde med en partner. Hun annoncerede efter en og partneren blev Ted Shawn, som hun giftede sig med i 1914. De turnerede sammen og i 1916 dannede de skolen "Denishawn", hvor drivkraften blev Ted Shawn som leder og underviser og inspirationskilden blev Ruth St. Denis. Der var undervisning i ballet, karakterdans, etnisk/orientalsk dans og Ted Shawns` nye dans, som byggede på Delsarte`s principper. Desuden holdt Ted Shawn opdragende og filosofiske forelæsninger for eleverne.

For at skaffe penge til skolen fortsatte de utrætteligt med at optræde og turnere bl.a. i Orienten både sammen og hver for sig med deres elever, som bl.a. inkluderede Martha Graham, Doris Humphrey og Charles Wiedmann. Skolen fik aldrig offenligt tilskud, men eksisterede udelukkende ved egne midler. I 1932 gik Ruth St. Denis og Ted Shawn hver til sit, men blev aldrig skilt.

St. Denis optrådte fortsat og blev ved med at lave nye danse og indførte det, hun kaldte "music visualizations", i hvilke hver danser skulle udtrykke sig i overensstemmelse med instrumenterne i musikken, i modsætning til "interpretive" dans, hvor danserne udtrykte musikken i abstrakte bevægelsesbilleder.

Ted Shawn dannede sit eget kompagni af mandlige dansere, senere blev han leder af Jacob`s Pillow Dance Festival, hvor St. Denis bla. holdt foredrag og demonstrationer til hun var langt op i firserne. I 1968 døde hun af et hjerteslag. Lige til sin død var hun meget afholdt og blev af elever og venner kaldet "Miss Ruth".