Pionérerne i den moderne dans

Hanya Holm 1893-1992

Af Ingrid Brynjølfsson

Doris Humphrey Charles Wiedman Jose Limon

zzzzzzT

Hanya Holm.

Hanya Holm, født Johanna Eckert, kom til verden i 1893 i Worms i Tyskland. Hun er kendt som en af "The Big Four", dvs. at hendes betydning for udviklingen af modern dance sidestilles på linie med Martha Graham, Doris Humphrey og Charles Weidman. Hun var danser, koreograf og frem for alt dansepædagog, og senere blev hun amerikansk statsborger.

Hendes far var en velhavende vinhandler og hendes mor var hjemmegående skønt hun havde en uddannelse indenfor apotekerfaget. I familien var der også enkelte professionelle skuespillere. Hun gik i en progressiv og disciplinær katolsk klosterskole, hvor undervisningen foregik i mindre grupper, og hvor der blev lagt lige stor vægt på de tekniske som kreative og kunstneriske fag. Noget der senere skulle komme Hanya Holm tilgode som koreograf.

Fra hun var ti år gik hun til klaverspil og blev som ganske ung tiltrukket af musik og drama, hvilket bevirkede, at hun efter klosterskolen søgte ind og blev optaget på Dalcroze instituttet i Hellerau for at fortsætte sin musikkarriere. Da hun var 20 år giftede hun sig med en maler og billedhugger, som hun dog hurtigt blev skilt fra. Hun nåede at få et barn, Klaus Holm.

Oprindeligt havde hun villet være balletdanser efter at have set Anna Pavlova, men faderen satte sig imod det og musikken blev hendes næstbedste valg. Da hun så Mary Wigman danse som 28 årig i 1921, blev det bestemmende for hendes liv.

Hun søgte ind og blev optaget på Mary Wigman's skole i Dresden.

Hanya Holm og Mary Wigman.

Et studie i ægyptisk dans på skolen var det, der åbnede Mary Wigman`s øjne for Holms kunstneriske talent. Hun havde den kreative vilje og evne til at lade sine koreografiske visioner blive til virkelighed. Hun blev optaget i Wigman's kompagni, og blev tæt knyttet til Wigman gennem deres fælles interesse for dans og bevægelse og snart tilbød Wigman hende en ledersstilling, hvor hun både skulle fungere som administrerende direktør og som underviser på the Mary Wigman Central Institute i Dresden. I 1920'erne dansede hun mange roller i Wigman's kompagni, som kulminerede med Das Totenmal i 1930.

Holm havde en lille statur med lys hud og blondt hår. Der var en en åbenlys skrøbelighed ved hende og en udtrykt lyrik i hendes dans. Hun udviklede en imponerende lethed gennem sit hurtige benarbejde. Hvad der også kendetegnede Holm's dans var hendes nære forhold til musik, som motiverede hende.

I 1929 dansede hun prinsessen i en af de tidlige produktioner af Stravinsky's L'Histoire du Soldat (Soldatens Historie), hvilket var hendes første større solo parti, hvortil hun havde lavet sin egen koreografi. På denne tid var hun endnu usikker på om hun ville være danser, koreograf eller pædagog. Skæbnen bestemte, da hun blev leder af Mary Wigman skolen i New York.

Efter at Wigman kompagniet havde været på turne i USA i 1930-31, blev Hanya Holm i landet for at åbne en afdeling af Mary Wigman skolen i New York baseret på Wigman`s ideer. Impressarioen, Hol Suruk, var egentlig den person som havde foreslået Mary Wigman at udbrede kendskabet til tysk modern dance i Amerika, så han blev den, der tog sig af al det administrative og Hanya Holm det undervisningsmæssige.

Da Hanya Holm døde i 1992 blev der fundet en stak breve i huset fra Wigman til Holm som bl.a bekendtgjorde betingelserne for oprettelsen af Wigman skolen i New York. En af betingelserne var f.eks., at der i Hanya Holm's løn indgik et beløb, der skulle sørge for hendes dreng, Klaus, som var blevet efterladt på kostskole i Tyskland. Drengen blev dog senere i 1936 hentet til USA.

Brevene blev i 2003 sammenfattet af Claudia Gitelman i bogen "Liebe Hanya - Mary Wigman's Letters to Hanya Holm". Den beskriver mange spændende detaljer i det tætte forhold mellem Wigman og Holm.

	Da hun bosatte sig i Amerika i 1931, styrtede hun ikke hovedkuls ud i kreativt arbejde. For at skaffe penge til skolen lavede Hanya Holm sit eget lille kompagni af dansere som i løbet af 1930`erne var med til hendes "lecture demonstrations" (master classes) for det amerikanske publikum. Disse lecture-demonstrations, som byggede på en udforskning af rummet efter Labans ideer, havde en næsten drømmeagtig kvalitet med den lyriske sammensmeltning af rum og stemning. Holm forstod at sammenføje de tyske bevægelsesprincipper med de amerikanske danseres vitalitet, energi og skiftende sindstemninger.

I de første seks år rejste hun i syd, nord og øst og holdt foredrag, underviste og demonstrerede på mere end 60 colleges og universiteter, hvorved hun hjalp med at skabe ægte interesse for spændvidden af modern dance. Hun "byggede bro" på vigtige steder i landet, hvor hun sørgede for at nogle af hendes elever fortsatte med at undervise efter hendes koncept, mens hun selv fortsatte sin rejse.

På grund af den stigende antifascime i USA, blev skolen imidlertid i 1936 omdøbt til "The Hanya Holm Studio". Hun blev meget kendt som underviser og dansere strømmede til skolen for at lære om den tysk ekspressionistiske stil.

Hanya Holm som underviser.

Hanya Holm havde en hel unik form for teknik, der var med til at forme kommende dansere såsom Alwin Nikolais og Glen Tetley (som assisterede hende under instruktionen til "Kiss Me Kate").

Hendes tyske bagage fra Wigman plus Rudolf Labans bevægelsesteorier lagde vægt på rytme, retninger, planer, gulv og rummønstre, der understregede torsoens og ryggens frie og flydende bevægelseskvaliteter. Hun lagde vægt på at eleverne lærte gennem improvisation og ikke ved en speciel teknik, hvilket gav en god grobund for de kommende danseres eget unikke og karakteristiske udtryk.

Tit blev hun spurgt om, hvad forskellen var på tysk og amerikansk modern dance, hvortil hendes svar var, at hvor tysk modern dance var subjektiv var amerikansk modern dance objektiv. Rigtigt var det, at hvor tysk ekspressionistisk dans havde udgangspunkt i det kosmiske og følelsesmæssige tog amerikansk modern dance udgangspunkt i det observerede og intellektuelle. At komme ud over rampen og koreografisk at udtrykke en ide eller et budskab var mere vigtigt end danserens tekniske kunnen og formåen; som Hanya Holm sagde: "Jeg ønsker at se lidenskab. Jeg ønsker at se det rå som kæmper for at komme til udtryk; et værk må ha` blod!"

I 1934 skabte hun den første "American Dance Festival" på Bennington College hvor Graham, Humphrey og Weidman også underviste. Her fik de nye og kommende dansere lejlighed til at studere og til at vise nye værker.

Hanya Holms tilgang til undervisning var at frigøre hvert individ til at definere sin egen tekniske stil, til at udtrykke sin indre personlighed og give frihed til at improvisere/gå på opdagelse. Hun fortalte sine elever: "Du har enhver ret til at stå frem, hvis du har det i dig, hvis du opdager din egen rigdom, hvis du har noget at sige".

Hanya Holm mente, at selve det at undervise, skulle være en grundliggende del af en dansers liv, for ved at undervise lærte man meget om sig selv som danser. Hendes uddannelsesfilosofi var at finde ind til dansens kerne og at finde ud af hvor bevægelsen opstår, for på den måde bliver udtrykket naturligt hos danseren. Holm var striks; hun forventede storhed af sine elever, hvilket skulle komme fra hårdt arbejde. Det var hendes tanke, at hvis man arbejdede hårdt og virkelig ønskede det, man arbejdede for, så ville man også opnå det. Holm havde et stærkt blik for dans og bevægelse, hun var i stand til at se på noget og sige, hvad hun ønskede helt nøjagtigt ved at fremmane overdrevne fantasibilleder og analogier.

Hun brugte sine teknik klasser som forberedelse til improvisation og koreografi og det var i disse klasser, at eleverne kunne uddybe og eksperimentere med de øvelser som blev vist der og på den måde gøre dem til en del af deres egne kroppe. En stor del af Holms koreografi kom således fra hendes improvisations- og koreografi timer. Hun underviste i anatomi, Dalcroze eurytmi, improvisation, Labans bevægelseteorier og Labannotation på sin skole Billedet: Hanya Holm

Succes som koreograf af musicals.

I 1937 mens Hanya Holm var på Bennington skolen skabte hun et af sine mest berømte værker "Trend", der handlede om forskellige samfundsaspekter og som forenede "Ausdrucktanz" med amerikanske danseteknikker. Hun sagde: "Ideen med Trend voksede hos mig, det var ikke en pludselig inspiration. Temaet kom fra selve livet". I New York kaldte danse- og balletkritikeren John Martin det "et kollosalt tema...frøken Holm åbner nye veje for produktioner af store danse-dramaer".

På et tidspunkt blev det lille kompagni, som hun forsøgte at holde sammen på, en økonomisk byrde og hun måtte opløse det helt og holdent. I tiden efter det, lagde hun hovedvægten på undervisning. I 1941 startede hun et dansecenter i Colorado Springs, hvor hun afholdt sommerkurser og hvor hun samtidig kunne udvikle sin kreative improvisationsteknik.

Men snart ændrede hendes skæbne sig, da poeten John Latouche bad hende om at koreografere tredie del af hans Ballet Ballads: "The Eccentricities of Davey Crockett". Det var en overvældende succes, en begivenhed med store konsekvenser. John Martin og en anden kritiker ved navn Walter Terry skrev, at Holm "havde lavet et fantastisk stykke arbejde", at hun havde suppleret forestillingen med "gennemført vittige og fantasifulde bevægelser".

Kort efter modtog hun endnu større hyldest da hun havde lavet koreografi til "Kiss Me Kate". Koreografien var den første koreografi, der blev nedskrevet i Amerika med copyright i Labannotations systemet og med denne forestilling var hun etableret som koreograf på Broadway. Dette førte til koreografi af 12 andre musicals. Hendes værk "Metropolitan Daily" en avis-satire, blev den første moderne ballet, der blev optaget til fjernsyn af the National Broadcasting company (1939).

John Martin sagde: "Ingen kunne have trådt mere elegant ind i denne nye verden af showbusiness end Hanya Holm gjorde det med sine danseforestillinger i teatre og koncertsale".

Hendes mest fremtrædende succes kom i 1956 med "My Fair Lady" baseret på George Bernard Shaw's "Pygmalion" med stjerner som Julie Andrews, Rex Harrison og Stanley Holloway. Det var det største hit på Broadway siden "Oklahoma"! Alt i denne musical, og især det som Holm havde rørt ved, kunne man ikke sætte en finger på. My Fair Lady blev udråbt til at være "sensationel" af alle kritikerne, og overgik langt Oklahoma. Man kunne fornemme Holm ved hver graciøs indgang på scenen, i skuespillernes dansende og fejende gestus og i dansenes lethed.

I det store hele var denne genre fascinerende for Holm. Efter andre musicals gik hun videre til at sætte teaterstykker op og hun satte også et par operaer i scene. Hendes store succes med operetten "The Golden Apple" i 1954 tog hende til Hollywood i 1956, hvor hun var med til at filme "The Vagabond King", som var baseret på digteren Francois Villon's liv.

Hun modtog en hel række titler som f.eks: en "Drama Critics Award" for Kiss Me Kate og en "Critics Circle Citation" for The Golden Apple som værende "Sæsonens bedste musical" i 1954. Hun blev nomineret til en "Tony" for My Fair Lady i 1957 og modtog en "Doctor of Fine Arts" æresgrad fra Colorado College i 1960.

Holm var stadig aktiv som underviser indtil hun blev 92 år, hvor hendes syn svigtede hende og hun var nødt til at trække sig tilbage. I årene inden hendes død underviste hun på Colorado College, Mills College, Universitetet i Wisconsin, på Alwin Nikolais skolen i New York og var leder af danse afdelingen i New York Musical Academy. Efter 1974 underviste hun på Juilliard skolen i New York og i 1988 blev der lavet en dokumentar film om hende: "Hanya: Portrait of a Pioneer" fortalt af Julie Andrews og Alfred Drake og med interviews af Holm, Nikolais, Murray Lois og andre. Filmen blev lavet af Dance Horizons.

Billedet: Hanya Holm og Mary Wigman på Mary Wigmans 80 års fødselsdag

I 1990 fik hun "The Dance Magazine Award" for hendes unikke indsats for dans i Amerika, en vital kraft som bragte nye visioner til den mest flygtige af alle kunstarter.

Hanya Holm døde i New York d. 3. november,1992.

Blandt hendes elever var som tidligere nævnt bl.a. Glen Tetly, Alwin Nikolais og Alvin Ailey, som kom til at stå for den videre udvikling af modern dance i Amerika.