Pionérerne i den moderne dans

Denishawn (1915 - 1931)

Af Ingrid Brynjølfsson

Doris Humphrey Charles Wiedman Jose Limon

zzzzzzTwila Tharp

Denishawn skolen.

Skolen Denishawn var oprindelig Ted Shawn`s ide selv om Ruth St. Denis ved flere lejligheder havde proklameret, at det var hendes.

Skolen startede med navnet "The Ruth St. Denis School of Dancing and Its Related Arts" og åbnede i løbet af sommeren i Los Angeles, 1915.

I 1916 skiftede den navn til "The Denishawn School" og blev den berømteste og mest indflydelsesrige balletskole i Amerika, og eksisterede fra 1915 til 1931.

I denne forbindelse skal nævnes at Louis Horst, som oprindelig var blevet hyret til en kort vaudeville turne, blev skolens musikalske leder fra 1915-1925, hvor han forlod skolen sammen med Martha Graham som han senere indgik et tæt samarbejde med. Han underviste skolens elever i klaver og musikforståelse og var den første til at foreslå et samarbejde mellem koreograf og komponist, så at musikken blev lavet specifikt til dansen. På den måde blev der skabt en klar sammenhæng mellem ide, form og indhold.

Målsætningen med skolen var at tilbyde al slags dans, undtagen dans på tåspidserne. Shawn skulle tage sig af det pædagogiske og administrative, St.Denis skulle undervise i orientalsk dans, være den åndelige drivkraft for eleverne, og give undervisning i "music visualization" som hun var blevet inspireret af af Isadora Duncan. St. Denis forstod dog at bringe dette et skridt videre ved hjælp af den musikalske leder Louis Horst og Doris Humphrey (elev på Denishawn) ved koreografisk at overføre musikkens strukturelle opbygning til dansen, som på den måde fik mere klarhed med hensyn til form og indhold end tilfældet havde været med Isadora Duncan, hvis dans mest havde været præget af det umiddelbart personlige og følelsesladede.

Ligeledes kom Francois Delsartes` ideer til at få betydning.

Efter en forestilling i Los Angeles det samme år som skolen åbnede, kom en ældre kvinde hen til Ted Shawn og bemærkede, at kun på èt punkt havde hans dans været superb, mens resten ikke havde været værd at tale om.

Damen hed Henriette Hovey, som i otte år havde været elev af Delsartes søn. Mødet bevirkede, at Ted Shawn tog undervisning hos Mrs. Hovey i Delsartes teknikker i de næste fem år og indlagde det i sin undervisning på Denishawn skolen. Senere i 1954 skrev han bogen "Every Little Movement" om Delsarte.

Dagligdag på skolen

Dagen på Denishawn skolen forløb sådan, at hver elev lagde en dollar i en cigarkasse og for det fik de 3 timers undervisning, frokost og fri brug af swimmingpoolen. Der var undervisning indenfor såvel som udenfor i det fri.

Shawn startede dagen med stræk og åndedrætsøvelser, hvorefter der var øvelser ved barren.

Efter det var der fri bevægelse, improvisation og indstudering af en lille dans som Ted Shawn havde lavet før dagen startede.

Over middag overtog St. Denis og underviste i orientalsk dans og i "music visualization", den teknik som hun havde udarbejdet, og om aftenen underviste hun i yoga og meditation.

Denishawn tilbød også privattimer til en højere pris og kendte performere kom til dem for at få undervisning og få lavet deres danse.


	Elever fra Denishawn skolen

I 1916 blev Ruth St. Denis inviteret til at lave et festspil i det græske teater på University of California og sammen med Ted Shawn fik de idèen til en meget stor produktion, "A Dance Pageant of Egypt, Greece and India" som krævede 170 medvirkende, The San Francisco Symphony Orchestra og universitets koret.

Martha Graham som kom til Denishawn i 1916 og fik her sin debut i ensemblet.

Festspillet blev opført d. 29. juli 1916 og blev set af et publikum på over 10.000.

Det indeholdt nye versioner af danse fra Ruth St. Denis` tidligere dansedrama "Egypta" samt græske og indiske danse. "Tillers of the Soil" som åbnede festspillet og som var en hyldest til det almene menneske og dets arbejde med at pløje, så, fiske og vogte får, blev en af parrets mest populære danse.


		Ted Shawn og St. Denis i "Egypta" og "Tillers of The Soil".

I forestillingen indgik også Shawn's "Pyrrhic Dance", hvor han brugte 16 mandlige dansere som rigtig fik lov til at vise deres virile og muskuløse maskulinitet med høje hop og spring. Den blev en kæmpe succes blandt anmelderne, som aldrig havde set noget lignende og lagde derved spiren til Shawn`s ide om et rent mandskompagni af dansere.

Festspillet blev dog ingen økonomisk succes og for at overleve og skaffe penge til skolen måtte parret optræde i vaudeviller, når tiderne var hårde.

Det bekymrede ikke Ruth St. Denis, som var vant til det, men Ted Shawn led under det rent kunstnerisk, fordi det i perioder tog ham væk fra arbejdet med skolen, som han satte højere end ren prestige og succes.

Bruddet

Gennem årene bevægede parret sig i hver sin retning. I 1929 gav Ted Shawn sin første solo forestillling i Carnegie Hall og året efter tog han til Europa, hvor han optrådte med sine solodanse for Mary Wigman, hvorefter han tog timer hos Margaret Wallman, elev af Wigman for at lære om begrebet "Ausdrukstanz" (se artiklen om Mary Wigman). Stilen var dog alt for dyster for ham, krigens mørke efterdønninger i Tyskland harmonerede ikke med 20'ernes optimisme og glade dans i Amerika (Charleston, f.eks).

Shawn, der i sin videbegærlighed omkring dans og bevægelse, var dog så imponeret af Margaret Wallman, at han inviterede hende til at undervise på Denishawn det efterfølgende år. Således indgik "Ausdruckstanz" i undervisningen på Denishawn på lige linje med alle de andre stilarter indenfor dans. Shawn forblev uberørt af den tyske stil og også for St. Denis var den "sørgeligt jordbunden".

Denishawn skolen lukkede definitivt i 1931 hvor Ted Shawn og St. Denis gik hver til sit, men den havde skabt så store talenter som Martha Graham, Doris Humphrey og Charles Weidman, som i årene derefter tog udviklingen af amerikansk modern dance i hver sin retning.