 |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Loie Fuller (1862 - 1928) Af Ingrid Brynjølfsson |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Doris Humphrey Charles Wiedman Jose Limon zzzzzzT |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Loie Fuller Verdensudstilllingen i Paris i år 1900, der bl.a. omfattede de sidste nye opfindelser indenfor fysik og kemi, viste hvad de forskellige nationer havde opnået på dette område. På dette tidspunkt var der en del amerikanske kunstnere og optrædende, som boede og arbejdede i Europa. Sadi Yaco og en amerikaner ved navn Loie Fuller, optrådte her på et lille teater. En af dem, som kom for at besøge teatret og Loie Fuller, var den kun 22 årige Isadora Duncan. En anden, som på dette tidspunkt var færdig med et engagement i England og gerne ville opleve Paris og Loie Fuller, var en amerikansk skuespillerinde ved navn Ruth St. Denis. Fuller, Duncan og St. Denis var pionererne i ny amerikansk dans. Næsten alle har på en eller anden måde hørt om Isadora Duncan, og dem som særlig interesserer sig for dansehistorie har også hørt om St. Denis, hvorimod man generelt ikke ved så meget om Loie Fuller, og det er egentlig synd. Marie Loie Fuller fandt på at få sig selv født i forskellige årstal. I sin selvbiografi, "Fifteen Years of a Dancer`s Life", hedder det sig, at begivenheden skulle have fundet sted i Fullersville i Illinois, i 1870. Overfor en fransk journalist som interviewede hende i 1903 lavede hun dette om til 1869. I henhold til Joseph Mazo og the Dictionary of American Biography samt The Dance Encyclopedia skulle hendes fødselsår have været 1862 og det er nok mest korrekt, eftersom hun allerede som 13-årig i 1875 efter sigende holdt taler i forbudstiden. Udover en kort periode i hendes barndom, havde hun næsten ingen dansetimer. Hun var på turnè med Buffalo Bill i 1883 og var i 1887 etableret som skuespiller og spillede hovedroller på Bijou Teatret i New York. Men som enhver anden skuespiller var hun i perioder uden arbejde, og da hun gik rundt til optagelsesprøver, skete der det, at hun en dag blev spurgt af en producer, om hun kunne danse. Hun bestemte sig for, at det kunne hun, for når man sulter, kan man vel aldrig være helt ærlig.
Dette fandt sted i London i 1889, hvorpå Loie spillede på Gaiety Theatre. Den "inspirerede" dans blev en stor sensation. Fuller kaldte dansen for "The Serpentine", og ikke alene blev den meget populær, men den blev også en dille. Ikke så snart var Loie taget til Europa før det vrimlede med serpentiner dansere i Amerika, som hver især påstod, de var Loie Fuller. Ruth St. Denis har sagt, at Loie sikkert var den eneste kvinde i live, der har haft så mange efterlignere. Det var heldigt for Loie's karriere, at hun lærte at stole mere på sine skørter end på sin krop, for hun var ikke meget af en danser. Der eksisterer en film af hendes Fire Dance, hvorom det siges, at hun gør meget lidt udover at dreje rundt som en hjulpisker. Dansen bestod mest af at få armene til at manipulere stoffet i kjolen, så kostumet forandrede sig til et kaleidoskop, der hele tiden skiftede form, flød, hvivlede af sted, samlede og delte sig. Til slut løftede hun de lange ærmer, der var forlænget af to stokke op over hovedet og dansen sluttede i en høj, hvirvlende tornado af opadstræbende energi. Dansen blev således mere defineret af kostumet end af kroppen. Da hun først optrådte med "The Serpentine" i New York, gispede publikum og sagde at det var som en sommerfugl, en orkidè, men det var jo bare hendes kostume forvandlet af bevægelse, kulørte farver og moderne teknik. Loie Fuller havde opdaget lyset. Da hun optrådte i et show kaldet "Uncle Celestin" på Casino Teatret, opførte hun en dans under blåt lys, en anden under rødt, en tredje under gult, o.s.v. Hun arrangerede lys med kulørte glas så at lyset ramte hendes hvirvlende kostume og på den måde forvandlede hendes dans sig til naturobjekter og abstrakte mønstre. Hun opførte "Fire Dance" stående på et stykke glas som blev belyst nedefra. En fransk forfatter udtrykte det således, "et mareridt i rødt ler"..hun smilede enigmatisk i flammerne, hun stod og brændte,"hun var flamme". I hele hendes karriere så hun på tekstiler og lys, eksperimenterede, udvidede sit repertoire af effekter og lærte nye teknikker. Før hun var færdig med sin karriere rejste hun med en stab på 50 elektrikere, selve Sarah Bernhardt spurgte hende til råds om belysning. Vi får en ide om, hvordan hendes dans må have set ud, hun havde ihvertfald gjort den opdagelse som senere skulle blive gentaget af Alwin Nikolais, at lys og kostumer ikke nødvendigvis behøver at være tilbehør til dansen, men også kan være en del af den.
Det er ikke så mærkeligt at Fuller var tiltrukket af lys og elektricitet, for det var forholdsvis nye opdagelser. På den tid var der mange amerikanere som eksperimenterede rundt omkring og nogle af eksperimenterne virkede. I Europa var der også mange ting i gang, bl.a. udgav William Clark Maxwell sine studier af elektromagnetiske bølger i 1865, tre år efter at Fuller var født. I løbet af 1870`erne og 1880`erne opfandt amerikanerne det elektriske lys, telefonen og symaskinen. Det var en tid, hvor man var begyndt at kommunikere på trods af afstande, hvor isolationen var i opløsning. Med tiden ville folk blive ligeså bundet til maskiner som de havde været til steder, men Loie Fuller var født til en tid i bevægelse, hvor det var "in" at eksperimentere med tingene og til en tid, hvor man glædede sig over lysets fortsat voksende kraft og virkning. ---------------
I 1892 bosatte Loie Fuller sig i Paris, optrådte hos Folies Bergères og Paris modtog hende med storm. De beundrede, priste og efterlignede hende, og overalt på gaderne var der kvinder klædt i vide, brusende Fuller skørter og kjoler. Inderkredsen af kunstnere som bl.a omfattede Sarah Bernhardt, Alexander Dumas og Auguste Rhodin blev hendes venner, publikum kaldte hende "La Loie", og alle elskede hende. Samtidig med at Loie Fuller eksperimenterede med at få lys og farver til at danse, var en ny kunst ved at udvikle sig i Europa, en kunst som vendte sig imod fortidens fortænkte stil, som forlangte en tilbagevenden til naturobjekter, såsom liljer og sommerfugle. Det var en kunstform som fremhævede bevægelse, som omsluttede blomsteragtige former i kurvede, bølgende linjer, alt hvad der således blev lavet eller designet, en plakat, en lampe, et møbel skulle indeholde noget organisk. Denne nye kunstart drejede sig også om at udvide den sociale bevidsthed. Man ønskede at give arbejderne det, der tidligere havde været forbeholdt overklassen, maskinerne var der, så hvorfor ikke bruge dem til masseproduktion og således holde priserne nede? Den nye kunstart hed "Art Nouveau", den lærte af Loie Fuller, og hun lærte af den. Hendes "Serpentine" dans er en del af historien bag udviklingen af denne stilart, ligeledes hendes danse hvor hun forandrede sig til stilige indtryk af organiske objekter. Hun fik på denne måde en indirekte indflydelse på design i møbelkunst og arkitektur, men gensidigt lavede Raoul Larche en lampe i guldbronze af hende, hvor stofferne er i bevægelse, som vilde stormskyer over hendes hoved. Jules Chèret og Toulouse Lautret lavede også plakater af hende.
Hendes arbejde var også en industriel bedrift. Kort efter at Pierre og Marie Curie havde opdaget radium i 1898, skrev Loie Fuller til dem. Hun ønskede at danse i "sommerfuglevinger af radium". Svaret var, at dette var umuligt, men tanken om radium og det lys det udgav blev ved med at optage Loie`s tanker og til sidst lavede hun også en radium dans på en mørk scene hvor kostumer og rekvisitter glødede. "I Paris", sagde hun, "har jeg et laboratorium, hvor jeg beskæftiger seks mænd, jeg har haft nogen succes, for jeg har opfundet et system, hvorved jeg behandler klæde med fosforerende salte. Dele af mit hår blev blæst af ved en eksplosion, mens jeg eksperimenterede i mit laboratorium, og det blev en hel sensation i kvarteret, folk begyndte at kalde mig en heks, en tryllekunstner, mit hår vil ikke gro igen, men jeg er ligeglad". Hun var fascineret af nye ting af enhver art. Ved verdensudstillingen i Paris i 1900 var Loie Fuller kendt, rig og berømt, hun havde sit eget teater, støttede den japanske skuespiller/danser Sadi Yaco, og var også i gang med at træne sit eget kompagni, "Loie Fuller og hendes muser", og hun levede i velstand med mademoiselle Bloch, kendt som "Gab", som klædte sig i mandetøj (Loie var lesbisk) og som førte kompagniet videre en tid efter Loie`s død. På dette tidspunkt var Ruth St. Denis i London med David Belasco`s produktion af Zaza, og da forestillingen sluttede, tog hun over kanalen for at se hvad der foregik i Paris, og her så hun som sagt Loie danse. Hun sagde, at Loie gav en usædvanlig smuk forestilling, men at hun ikke var danser i ordets egentlige forstand, idet hun havde en tung krop og ikke nogen særlig god teknik, men at hun var et særegent geni og bragte en verden af rigdom til både dansen og teatret. Det var på samme tid at Isadora Duncan så hende danse, og hun var ligeledes imponeret. Man må regne med at både St. Denis, Duncan og alle andre på denne tid var vandt til at se kvinder optræde i strømper og små skørter med numre der nærmest lignede en blanding af dans og akrobatik. I stedet så de nu Fuller, viklet ind i en masse klæde, få dette til at bevæge sig i bølger og blive forvandlet til fantastiske former ved hjælp af lysets spil. Duncan bliver stadig betragtet som den første indenfor modern dance til at smide korsettet, men Fuller smed det åbenbart først. Hun var også den første til at træne et kompagni af dansere i sin stil, og til at bruge klassisk musik til sine danse. Massenet tillod hende at bruge sine kompositioner og hun brugte også musik af Gluck, Beethoven, Schumann, Schubert, Delibes, Chopin, Grieg og Mendelssohn og Wagner. Musikken til hendes "Fire Dance", var "The Ride of the Valkyries", (Valkyrien blev først opført i 1870, så der var mange på det tidspunkt som synes at denne musik nok var lidt moderne). Loie skulle ofte have sagt, at dansen bare var "et påskud til at udstille unge piger altid smilende i meget små kostumer." Loie gik i hvert fald ikke ind for små kostumer og for at udstille unge piger, tværtimod, hun holdt meget på den menneskelige værdighed. For hende var dansen en naturlig følge af musikken og hun var dedikeret til at udtrykke følelsen i den. Hun sagde, "det øjeblik du giver dansen det trænede element, forsvinder alt det naturlige. Naturen er sandhed og kunst er unaturlig. Et barn f.eks vil aldrig danse af sig selv med strakte fødder". Men hendes dans var unaturlig. Hun kaldte sine dansere "lysets instrumenter", og troede at lys, klæde og farve var ligeså meget en del af hendes danse som menneskekroppe, så længe de også blev brugt til at fortolke musikken og dens følelser. I 1920 i en alder af 58 år, vendte Loie tilbage til sit laboratorium for at eksperimentere med nye teknikker der gik ud på at blande skygger og silhuetter.En af dansene fra denne periode gik ud på at sløre danserne i sort, så at publikum kun så kvaster af sølvpailletter i en horizontal stribe af lys. I 1923 opførte hendes kompagni "Shadow Ballets" i London. Et af de stærkeste billeder i denne ballet var en skyggeagtig hånd der rakte ned efter de sammenkrøbne dansere. To år efter blev skyggedansene opført på New Yorks Hippodrome. Loie underkastede med skyggerne som med lyset den menneskelige krop til omgivelserne. Hun klædte den på i store silkestoffer, på hvilke hun projekterede mønstre. Hun gemte dens arme i lange ærmer, kontrolleret indefra af stokke, ligesom man kontrollerer marionetdukker. Hun omgav den med skygge, oversvømmede den med lys, prydede den med farve, tegnede den i monokrom. Hun stoppede aldrig, så snart hun fandt en ny ide, en ny opfindelse eller teknik, søgte hun at bruge det på en eller anden måde. Hendes kunst søgte, ligesom Art Nouveau at vende tilbage til naturlige udtryksformer og at nyde spændingen ved udviklingen af den nye teknologi. Hun døde af lungebetændelse i Paris den første januar 1928. |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
