Pionérerne i den moderne dans

Bob Fosse (1927-1987)

Af Ingrid Brynjølfsson og Frank Vælum

Doris Humphrey Charles Wiedman Jose Limon

zzzzzzT

Jazz og let påklædte damer

Robert Louis Fosse blev født i Chicago, den 23. juni 1927, som den næstyngste af seks børn. Hans mor var irsk og hans far var norsk og optrådte i vaudeville. Robert Fosse var lille af natur og led både af astma og epilepsi, men fandt en udvej i dans og da han sammen med sin søster i en alder af ni begyndte at tage danselektioner, blev han opfattet som et vidunderbarn. Da han nåede high school slog han sig sammen med en anden ung udøver, Charles Grass, hvor de turnerede landet rundt som "The Riff Brothers" med deres egne step- og dansenumre og optrådte til skolefester med stor succes og senere på forskellige værtshus cabareter i Chicago, hvor jazz og let påklædte damer prægede miljøet. Hans danselærer opdagede hans talent og tilbød ham gratis undervisning mod afbetaling, når han tjente egne penge, og banede dermed vejen for ham ind i den professionelle show- og danseverden. Fosses talent gjorde, at han blev hyret til et show kaldet "Tough Situation". Produktionen turnerede rundt til militærbaser i hele Stillehavet under Anden Verdenskrig, og udstyrede Fosse med en uvurderlig baggrund som fremtidig koreograf og instruktør.

Vejen gik over mindre og større danseroller, først i sommerteater, herunder hovedrollen i "Pal Joey", som Gene Kelly før havde spillet. I 1947 flyttede Fosse til New York i håb om at finde arbejde som Broadway danser. Han blev hurtigt antaget til showet "Call Me Mister", hvor han optrådte med Mary Ann Niles, som blev hans første kone i 1949. Efter at showet lukkede, blev duoen en populær attraktion på tv-shows som "Your Hit Parade" (NBC 1950-1959) og "The Colgate Comedy Hour" (NBC, 1950-1955). Efter at Fosse og Niles blev skilt i 1951, dannede han par privat og på scenen med danseren Joan McCracken, og begyndte samtidig at studere skuespil i håb om at blive skuespiller og danser som Fred Astaire.

Fosse blev snart en efterspurgt danser i Hollywood film musicals, især i "Give a Girl a Break" (1953) og "Kiss Me Kate" (1953), som tillod ham at koreografere en kort, men bemærkelsesværdigt kompliceret sekvens med Carol Haney. Desværre manglede Fosse den fysiske statur for at blive en traditionel første mand på film, for selvom han var smidig og elegant og en formidabel danser var han også spinkel af bygning, lettere skrutrygget og blev tidligt tyndhåret.


	Bob Fosse og Carol Haney i "Kiss Me Kate" Danse- sekvensen som startede Bob Fosses karriere som koreograf.

Konfronteret med det faktum, at han aldrig ville komme til at ligne en Fred Astaire eller Gene Kelly, vendte han modvilligt tilbage til New York for at arbejde med teater. Men hans korte filmkarriere gav ham den affyringsrampe, han havde brug for: Han blev hyret til at koreografere 1954 musicalen "The Pajama Game" på grund af hans arbejde i "Kiss Me Kate". Dette skete med støtte fra store erfarne producenter som George Abbott og ikke mindst koreografen Jerome Robbins, der blev tilknyttet denne hans første selvstændige Broadway opsætning, men meget hurtigt kunne trække sig tilbage og overlade instruktionen til Bob Fosse (som han nu kaldte sig), i fuld tillid til hans kunstneriske evner som instruktør og koreograf.

Fosses unikke stil

Showet gav teaterverdenen den første smag på Fosses unikke stil - en blanding af jazzdans, populære danse som mambo og erotik fra Burlesque scenen. Hans betagelse af kvindekønnet kom klart til udtryk i det forførende erotiske i de kvindelige danseres udstråling og bevægelser. Samtidig viste hans opvækst i det amerikanske vaudeville- og natklubmiljø sig i en række showdetaljer, som han havde tilegnet sig og udviklet som en del af den personlige koreografiske signatur: Brug af hatte og stokke som rekvisitter, mekaniske staccato sidelæns bevægelser, vrid og forskydning af hoften, indadvendte knæ, rytmiske knips med fingrene, dramatisk frysning af bevægelser over flere takter, akrobatiske spring, udstrakte arme med håndfladen mod publikum og spredte fingre.

Fosse indarbejdede på en måde sin egen fysiognomi i sin koreografi med de hyppige skulder rulninger og indadvendte knæ, samt en forkærlighed for, at hans dansere skulle bære bowlerhatte og/eller handsker. Broadway publikummet og kritikerne tog imod hans arbejde med overvældende begejstring, og "The Pajama Game" gav Fosse hans første af en lang række Tony Awards.


	Nummeret "Steam Heat" fra "The Pajama Game" er et slående eksempel på Fosses unikke stil.

Det følgende år ramte Fosse plet igen med "Damn Yankees", hvor der medvirkede en sprudlende rødhåret danser ved navn Gwen Verdon. Hun blev hans tredje kone og længste samarbejdspartner, og han gav hende et funklende striptease nummer i "Whatever Lola Wants " i "Damn Yankees", et nummer, som skulle gå hen og blive et af Fosses varemærker. Lola i forestillingen er en kvinde, der er hyret til at forføre mænd, ødelægge deres karriere, bryde deres ægteskaber, alt for profit. Men der er mere komedie og underfundighed end forførelse i dansen, fordi publikum helst skal se hende som en humoristisk, elskelig karakter, ikke som en prostitueret femme fatale.

"New Girl in Town" bragte Abbott, Verdon og Fosse sammen igen i 1957. Musik og sangtekster var af Bob Merrill baseret på Eugene O'Neill's skuespil Anna Christie, der handlede om en prostitueret, der forsøger at leve med sin fortid. Showet blev skrevet specielt til Gwen Verdon, der netop havde haft et hit med "Damn Yankees" og hendes skildring af Anna udnyttede maksimalt hendes evner for skuespil, sang og dans. Koreograf Bob Fosse var nemlig ivrig efter at fremvise sin stjerne Gwen Verdon, men tekst- og musikmaterialet egnede sig i første omgang ikke til store sang- og dansenumre. Under prøverne udtænkte Fosse derfor en drømmesekvens i anden akt, der afbildede livet i et bordel gennem forførende og erotiske bevægelser, men under opførelserne i New Haven, Connecticut, lukkede det lokale politi showet. Fosse gennemførte forestillingen på direktør Abbotts anmodning, men genoprettede den oprindelige version hurtigt efter åbningen i New York og "New Girl in Town" blev godt modtaget af publikum. Gwen Verdon og Thelma Ritter delte en Tony Award for bedste kvindelige hovedrolle i en musical.

Hollywood

Hollywood begyndte at få øjnene op for Fosses arbejde og lokkede ham tilbage til filmstudierne for at lede dansen i "My Sister Eileen" (1955). Han viste sig at have en naturlig evne for at tilpasse sin stil til filmen, og gjorde et exceptionelt arbejde i filmatiseringen af "The Pajama Game" (1957) og "Damn Yankees" (1958). Sidstnævnte markerede også Verdon og Fosse i en forrygende mambo i nummeret "Who's got The Pain". (Billedet).

Både Fosse og Gwen Verdon fortsatte med at samarbejde på en række musicals for scenen, herunder "Redhead" (1959). Show'et indeholder bl.a. en dansesekvens med fem forskellige stilarter af dans, jazz, cancan, sigøjnerdans, march og engelsk music hall. Igen fik Fosse/Verdon Tonys for skuespil og koreografi, samt for Bedste Musical.

I 1960 instruerede og koreograferede Fosse hits som "How to Succeed in Business Without Really Trying" 1961), "Little Me" (1962), og "Sweet Charity" (1966), hvoraf de to sidstnævnte gav ham Tonys. "Sweet Charity" har musik af Cy Coleman og tekst af Dorothy Fields og den centrale karakter i musicalen er en danserinde, der kan hyres for betaling på en Times Square dance hall . Det demonstrativt æggende nummer "Hey Big Spender" i forestillingens indledning tillod ham yderligere at skubbe grænserne for seksualitet i dans.

Fosse skulle senere gentage sin koreografi i film udgaverne af "How to Succeed in Business Without Really Trying"(1967) og "Sweet Charity" (1969), men med hensyn til sidstnævnte på den betingelse, at han fik lov til at instruere filmen selv. Desværre blev resultatet blandet. Den tidligere "The Pajama Game" dubleant Shirley Maclaine afløste Verdon og filmen blev ingen succes, selvom den gjorde glimrende brug af biograf bredformatet Cinema Scope.

Bob Fosse var tilbage på Broadway med "Pippin" (1972), en surrealistisk og foruroligende fantasi, der blev en af hans største succeser med musik og sangtekster af Stephen Schwartz. "Pippin" handler om en ung prins fra den tidlige middelalder, der søger efter mening og betydning i sit liv. Showets popularitet var indledningen til en lang og produktiv periode for Fosse, der bragte ham hans største triumfer. I 1972 instruerede han "Liza with a Z" for TV, en koncert film med skuespiller og sanger Liza Minnelli på "Lyceum Theatre" i New York. Showet var med til at føre Liza Minnelli frem som kommende stjerne og gav Fosse tre Emmys. Fosse vandt også en Tony Award for "Pippin" samme år.

Cabaret

Fosse var ikke det mest oplagte valg til at instruere filmversionen af John Kander og Fred Ebb's 1966 musical "Cabaret". Men Fosse blev hyret på betingelse af, at Veteranen og Broadway produceren, Cy Feuer, som havde produceret nogle af Fosses største hits blev tilknyttet "Cabaret". Hvordan historien i "Cabaret" skulle foldes ud, voldte en del hovedbrud, men et besøg i 1964 i København fik afgørende betydning. Det fortælles nemlig, at det var i Tivoli Varietéen i Tivolis glassal, hvor artister som Josephine Baker, Marlene Dietrich , Eartha Kitt og Mills Brothers optrådte, at Kander & Ebb fik øje på den gennemgående konferencier, som med stor originalitet bandt Varietéen sammen. Han hed Preben Uglebjerg og bidrog selv til de højprofilerede shows med sit sangtalent.

Da Kander & Ebb så Preben Uglebjerg, faldt brikkerne på plads: Musicalen "Cabaret" skulle udelukkende foregå i natklubben "Kit Kat Klub" - for "Life is a Cabaret", som Sally Bowles synger - og ham, der bandt det hele sammen, skulle være den charmerende og dæmoniske "Master of Ceremonies", konferencieren! For de to amerikanske musical snedkere var det en ekstra gevinst, at Preben Uglebjerg i sit show startede med sangen "Velkommen, Bienvenue Welcome" skrevet af Ida og Bent From.

I filmen, instrueret af Fosse i 1972, blev der ændret en smule i forhold til musicalen, men focus blev fastholdt på karakteren af den amerikanske sanger, Sally Bowles i Liza Minellis skikkelse, og hendes liv i det betændte Nazityskland i trediverne på en natklubscene. Tilført en autentisk dekadent natklub atmosfære og en stærkt spillende Joel Grey som ceremonimester, blev "Cabaret" et kæmpehit, tjente otte Oscars, bl.a. bedste instruktør til Fosse, foran konkurrenten Francis Ford Coppola med "The Godfather". Dermed havde Fosse tjent tre af de største priser i show business i et enkelt år.

	"Cabaret"s genistreg er, at den blander grovkornet humor med hårrejsende alvor, slebne replikker med vulgære danseoptrin og i et festfyrværkeri af sange behandler menneskelige skæbner og historiske begivenheder. Selv om musicalen på det konkrete plan behandler nazismens fremmarch i 30'ernes Berlin, er det en eviggyldig historie om det totalitæres væsen. Billedet: Liza Minelli som Sally Bowles i "Cabaret".

I sin næste film fokuserede Fosse på den kontroversielle komiker Lenny Bruce. Dustin Hoffman portrætterede Bruce i "Lenny" (1974), et decideret mørkt og meditativt stykke om Bruces ekstraordinære komiske talent og hans endelige undergang efter at være blevet et offer for censorerne. Fosse, der havde stået over for lignende udfordringer med sin erotiske koreografi, skød filmen i sort og hvid og i en medrivende dokumentarisk stil, som gav ham en Oscar for bedste instruktør. Imidlertid blev hans resultater overskygget af et hjerteanfald, som han fik, mens han redigerede filmen.

Chicago

På det tidspunkt var Fosse også ved at forberede sig på sit næste Broadway Show "Chicago", baseret på en skandaløs mordhistorie fra 1920'erne, et arbejde som yderligere tog hårdt på Fosses helbred. Han forbrugte narkotika, alkohol, kvinder og cigaretter i et alarmerende tempo, hvilket kombineret med hans svækkede sundhedstilstand og ubarmhjertige arbejdsmoral, bidrog til hans kollaps i 1974, hvor han gennemgik en hjerteoperation.

På trods af sit tilbageslag, var Fosse i stand til at fortsætte som både instruktør og koreograf med "Chicago", som er en musical, der ligesom "Cabaret" er skrevet af komponisten John Kander og tekstforfatteren Fred Ebb og havde premiere i 1975. Musicalen er baseret på frimodige artikler i Chicago Tribune 1924 skrevet af journalisten Maurine Dallas Watkins og foregår i forbudstidens Chicago. Der er tale om en satirisk skildring af korruption i retssystemet samt behandlingen af kriminelle personer i medierne. Den blev senere i 1926 til en broadway komedie om to mordersker, der indbyrdes duellerer om pressens opmærksomhed, bliver frikendt på grund af berømmelse godt hjulpet af en kreativ advokat og får stjernestatus.

Gwen Verdon, der blev skilt fra Fosse i 1971 efter hans talrige utroskaber, spillede Roxie Hart i forestillingen og forblev en trofast følgesvend og samarbejdspartner indtil slutningen af Bob Fosses liv. Men produktionen modtog blandede anmeldelser. Musicalen druknede lidt i successen fra "A Chorus Line", der havde premiere samme år, og "Chicago" var flere gange ved at stoppe, men blandt andet en periode med Liza Minnelli i rollen som Roxie gav stykket ekstra opmærksomhed.

"Chicago" (billedet) indtog sin plads blandt de store musicals i det 20. århundrede i en 1996 revival koreograferet i Fosse stil med danseren Ann Reinking, der erstattede Verdon i den oprindelige Broadway udgave og var en af Fosses ledsagere efter hans skilsmisse. Både "Cabaret" og "Chicago" er højdepunkter i musical genren. Musik, tekst, sang og dans smelter her sammen med vitalitet, elegance, stemning og slagkraft ikke mindst på grund af Bob Fosses originale koreografi og instruktion. Og det er forestillinger, der ikke har berøringsangst overfor skrappe temaer som nazisme, abort, sex, mord, dødsstraf, grådighed og korruption.

All That Jazz

I 1979 vendte Fosse tilbage til filmen med "All That Jazz", en selvbiografisk fantasi om en pille- og narkotika misbrugende teaterinstruktør (Roy Scheider), der indså, at den eneste måde han kunne redde sit igangværende projekt, en gigantisk musical, der havde overskredet budgettet, var at lægge sig til at dø. Filmen trak paralleller direkte fra Fosses eget liv - fra hans kollaps, mens han arbejdede på "Lenny". Kritikerne var stort set begejstrede for filmen, der modtog Den gyldne Palme i Cannes og fire Oscars, herunder for originalt manuskript, samt nomineringer for Fosse som bedste instruktør. Det var hans sidste store arbejde for filmen.

Fosses sidste originale musical, "Big Deal" (1986), var baseret på Mario Monicellis berømte italienske komedie "Big Deal på Madonna Street" (1958). Den 23. september 1987 fik den 60-årige Fosse et hjerteanfald på åbningsnatten til en genopførelse af "Sweet Charity". Han blev kørt til George Washington University Hospital, hvor han blev erklæret død. Verdon, der tjente som assisterende direktør på forestillingen var med ham til det sidste. I årene efter Fosses død, arbejdede både Verdon og Reinking på at holde Fosses arv i live. Det udmøntede sig i en 3 akters fejring af hans største danse, "Fosse", der vandt en Tony for bedste musical. Reinkings genoplivning af "Chicago" førte til en berømt 2002 filmatisering af instruktøren Rob Marshall, som til gengæld udløste fornyet interesse for Fosses liv og værk. I 2007 blev Fosse optaget posthumt i "National Museum of Dance and Hall of Fame", og en strækning af Paulina Street i Chicago blev udnævnt til "Bob Fosse Way".

Bob Fosse var som koreograf nyskabende og innovativ og modtog et hav af priser for de store resultater han skabte i sit liv. Hans koreografi havde tydelig påvirkning og inspiration fra "jazzdansens fader" Jack Cole, koreografen Jerome Robbins samt fra Vaudeville og Burlesque. Hans samarbejde med hustruen og danseren Gwen Verdon er legendarisk. Bob Fosses betydning for den moderne musical er derfor enorm og langtrækkende og mange berømtheder bl.a. Michael Jackson har med tiden adopteret elementer af Fosses stil.