Pionérerne i den moderne dans

Francois Delsarte (1811-1871)

Af Ingrid Brynjølfsson

Doris Humphrey Charles Wiedman Jose Limon

zzzzzzzzz

Francois Delsarte

Francois Delsarte blev født d. 11. november 1811 i Solesmes i Frankrig. Hans far døde insolvent da han var seks år gammel og sammen med moderen og en yngre bror tog de til Paris, hvor moderen håbede at finde arbejde, så at hun kunne forsørge familien. Men både moderen og broderen døde indenfor få år, hvilket gjorde Francois alene, forældreløs og fattig.

Han sang på gaden, tog alt det løse arbejde han kunne få og sov tilfældige steder på lofter, i opgange m.m.

Hans sangstemme og sans for musik blev opdaget af Père Bambini, som tog sig af ham og skaffede ham et stipendium til musikkonservatoriet i Paris, hvor han studerede sang og skuespilkunst.

Efter konservatoriet kom han som ung på Opèra-Comique i Paris, men hans stemme blev ødelagt ved forkert brug, hvilket han selv mente skyldtes, at han i sin uddannelse havde været underlagt et stift undervisningssystem, hvor lærerne pålagde eleverne deres egen stil og ikke tog hensyn til individuel kunnen og formåen. Selv om hans sangkarriere blev ødelagt, fortsatte han han dog ved teatret i et embede, der økonomisk skaffede ham til dagen og vejen, hvilket gav ham rig lejlighed til at fordybe sig i det, som han havde dedikeret sit liv til, nemlig at udvikle et undervisningssystem med principper og retningslinjer, der kunne hjælpe vordende sangere, skuespillere og andre kunstnere i deres udtryksform.

For bedre at kunne forstå hvad Delsarte var oppe imod, vil jeg genfortælle en episode fra hans bog "Delsarte`s Own Words". Under skuespiltræningen på konservatoriet skulle han spille den unge officer i et teaterstykke. I en af scenerne møder han sin udlejer, som har været væk i flere år og da han skylder ham penge, beslutter han sig til at møde ham på en venlig måde med, "Ah! How are you papa Dugrand?" I indstuderingen af scenen bliver Delsarte bedt om af sin lærer at træde hen imod Dugrand, bøje overkroppen frem, løfte hovedet og strække armene ud imod ham.

Hver gang Delsarte prøvede scenen virkede det fuldstændig forkert og han blev kritiseret af læreren, som kun kunne sige "se nu på mig!". Delsarte så og så, men lige meget hjalp det, han blev tilmed skældt ud for at være dum og et fjols! Han opgav dog ikke og øvede sig alle vegne, også foran spejlet på sit værelse, for hvad var det, der var galt?

En dag da han opholdt sig i konservatoriets gård fik han pludselig et overraskende besøg af sin fætter og råbte, "Ah! How are you? How are you dear cou". Han nåede ikke at fuldføre sætningen før han indså, at her var det svar han havde søgt efter. Han styrtede tilbage til spejlet på sit værelse for at gentage dette naturlige møde og opdagede, at i stedet for at bøje overkroppen frem, med løftet hoved og udstrakte arme, blev armene i det naturlige overraskelsesmoment løftet op til hovedet, overkroppen gik tilbage og hovedet blev sænket mod brystkassen!!.

Vi skal tænke på, at meget af det, der foregik indenfor teatrets mure på dette tidspunkt i historien var meget kunstigt og stiliseret og virker i dag fuldstændig amatøragtigt, fordi det foregik på efterligningens principper uden nogen dybere forståelse for meningen med bevægelserne.

Delsarte bestræbte sig på at finde ud af, hvordan mennesker indenfor alle klasser og samfundslag fysisk reagerer på indefra kommende følelser og sindstilstande af enhver art; på et tidspunkt arbejdede han endda på et sindssygehospital for at observere de sindssyge, og alle udtryk blev klinisk observeret og katalogiseret.

Delsarte var ikke optaget af dans, han var mere interesseret i at bruge kroppen som udtryksmiddel indenfor sang, tale og skuespilkunst ved hjælp af naturlige bevægelser og gestik, der skulle understøtte ordene i sangen, skuespillet eller i deklamationen.

Delsarte's grundprincipper

Fra 1839-1860 var Delsarte på sit højdepunkt, hvor han modtog stor hyldest for sine forestillinger, sin undervisning og sine "Lecture-demonstrations". Fra 1860 begyndte hans helbred at skrante, men det forhindrede ham ikke i at fortsætte med sine aktiviteter.

Delsarte`s "Law of Trinity" består af sammenhængen mellem det fysiske, det følelsesmæssige og det intellektuelle, altså tanke, følelse og handling. Dette system beskriver kroppens tre hovedzoner: hovedet, der huser intellektet, torsoen, der rummer følelserne og lemmerne, der hersker over det fysiske udtryk.

Ved hjælp af flere hårfine underinddelinger og sammensætninger inden for disse tre kategorier, lykkedes det ham at definere og sætte ord på de fleste kropsudtryk (se tegninger). Alle bevægelser blev delt op i excentriske ( væk fra center af kroppen), koncentriske (ind mod center af kroppen) og normale (center af kroppen) Alt i universet anså han således enten som statisk eller i bevægelse.

Delsarte`s "Law of Correspondence" er forholdet mellem det indre og ydre, mellem bevægelse og mening. Det var regler for, hvordan en skuespiller kunne formidle et mere sandt udtryk, hvor det indre og det ydre var i overensstemmelse med hinanden, for som Delsarte siger, så har hver følelse et kropsligt udtryk og bag hvert et kropsligt udtryk ligger der en tilhørende følelse. Således vil enhver følelse, tanke, intention, psykisk tilstand, samt ethvert karaktertræk have en kropslig manifestation. Endvidere vil enhver kropsrytme, kropsholdning, fysisk vane, armbevægelse, intonation af stemme, og ethvert ansigtsudtryk og åndedrag have en betydning.

På basis af disse to grundregler (Laws) udviklede han principper for menneskets udtryksfulde bevægelser, hvor han primært betragtede armbevægelsen som værende hjertets direkte agent, der gav udtryk for følelsen, afslørede tanken og var talens kommentator.

Armbevægelsen havde f.eks. tre aspekter; 1) statisk (i ro) 2) dynamisk (med følelse) og 3)semiotisk (med tegn/mening). Inden for disse kategorier var der igen flere underinddelinger o.s.v.

Med hensyn til mennesket i bevægelse var der også tre overordnede kategorier; 1) parallelle bevægelser 2) symmetriske bevægelser og 3) asymmetriske bevægelser.

Parallelle bevægelser er to dele af kroppen, der bevæger sig i samme retning på samme tid. Symmetriske bevægelser er to dele af kroppen, der bevæger sig i modsat retning på samme tid og asymmetriske bevægelser er flydende bevægelser, hvor de forskellige kropsdele bevæger sig uafhængigt af hinanden på samme tid eller forskudt fra hinanden i overgange, hvor den ene bevægelse afløser den anden. Asymmetriske, flydende bevægelser var et centralt element hos bl.a. Isadora Duncan og Ruth St. Denis og blev i det hele taget det centrale element hos de fleste moderne dansere i det 20. århundrede.

I henhold til Delsarte var kroppens udtryk ydermere baseret på ni bevægelsesaspekter: Højde, kraft, følelse (bevægelse i forhold til følelse), rækkefølge, retning, form, hastighed, reaktion og udstrækning. Delsarte indførte en regel (Law) for hvert aspekt, f.eks. siger reglen om højde, at jo højere armene rækkes op, jo mere positiv og bekræftende bliver bevægelsen, og jo lavere armene går ned desto mere negativ bliver den ( se tegning). Reglen om følelse siger at ophidselse og lidenskab gør armbevægelsen stor, tanke og refleksion gør bevægelsen mindre og ved kærlighed og affektion er der meget lidt bevægelse. Reglen om hastighed siger at den er afhængig af kraften (følelsen) i forhold til hvad der bevæges ( hele kroppen eller en del af den).

Således forskede Delsarte i kroppens mange udtryksmuligheder og han formidlede sine resultater ikke kun til sangere, foredragsholdere og skuespillere, men også til malere, billedhuggere, komponister, dommere, statsmænd og præster.

Hans principper og metoder havde en realisme og en dybde teatret endnu ikke havde oplevet og bragte derved en større naturalisme ind i skuespilkunsten og ind i kunstens verden i det hele taget.

Arven fra Delsarte

To år før sin død fik han besøg af en ung amerikansk studerende som viste sig at blive den discipel, som skulle føre hans metoder videre i Amerika. Steele Mackaye (1842-1894) var skuespiller, dramatiker, instruktør, teater innovatør og underviser. Han tillagde systemet flere gymnastiske øvelser og mere bevægelses træning, hvilket var med til at opbygge styrke, koordination, fleksibilitet, graciositet og ynde og fik navnet "Harmonic Gymnastics". Udover Delsartes principper lagde han stor vægt på det fysiske og pantomimiske udtryk, som især kom hans skuespillerelever til gode. Han trænede ikke dansere, men hans system blev led i en udvikling af dansen som et udtryksfuldt medie, idet systemet indebar stillinger og attituder, men hvor overgangene mellem dem manglede.

Genevieve Stebbins (1857-1914) blev den person som tilførte overgangene. Hun havde rejst i Europa og var blevet undervist af en af Delsarte`s elever. Hun brugte Delsarte-Mackaye systemet, lavede rytmiske overgange mellem attituderne og poseringerne og skabte derved en slags "fortolkningsdans", på engelsk kaldet "interpretive dancing" og blev en kendt performer af denne ny dans. Hun havde studeret antik kunst i Europa og lavede danse inspireret af græske statuer og malerkunst fra renæssancen

I USA herskede der på et tidspunkt en hel "Delsarte dille" indenfor dans og gymnastik hvor man, som regel klædt i hvidt, (tidens græske ideal) fokuserede på den æstetiske, smukke og sunde krop, som var i harmoni med tanker og følelser. Delsarte systemet sammenlagt med Mackayes gymnastiske øvelser og Genevieve Stebbins "Interpretive Dancing" lagde hermed grobund for videreudviklingen af det 20. århundredes "modern dance" i Amerika.

I amerikansk modern dance ser man strømninger, som tydeligt nedstammer fra Delsarte. Først og fremmest hos Isadora Duncan, som nærmest brugte principperne ubevidst. Både Isadora Duncan og Ruth St. Denis havde set Genevieve Stebbins danse og var blevet inspireret af hende i en tidlig alder. Ted Shawn underviste i Europa og kom i kontakt med Henritte Hovey, som havde været elev af Delsarte. Han bragte systemet videre til Denishawn skolen i Amerika og skrev en hel bog om Delsarte, kaldet "Every Little Movement". Martha Graham's principper "contraction & release" (opspænding og afspænding), Doris Humphrey's "fall & recovery" (ubalance og balance), samt mange sving og pendulum bevægelser nedstammer fra Delsarte, for begge havde de været elever af Ted Shawn på Denishawn skolen.

Delsarte`s principper kan også spores i europæisk modern dance hos Kurt Joos og Mary Wigman, begge elever af Rudolf Von Laban, som havde læst hos en elev af Delsarte, men som udviklede sine egne bevægelsesprincipper. Han forenklede Delsartes principper og delte alle bevægelser op i henhold til vægt, tid og rum (weight, space and time), på basis af hvilke han udviklede sine 16 forskelllige bevægelsestemaer. (se Laban).

Emile Jacques-Dalcroze (1865-1950) som ofte forveksles med Delsarte, var en schweizisk musiklærer som udviklede et system kaldet Eurhythmi, der forenede indlæringen af musik med bevægelse. Han grundlagde skoler i Tyskland og England og lignende skoler sprang op i Paris, Wien, Stockholm og adskillige andre byer.

Dalcrozes hensigt var at skabe en strøm at rytme nærmest som en slags kommunikation mellem hjernen og kroppen, altså at lave den musiske oplevelse til en fysisk oplevelse. Han påstod selv at være blevet inspireret af Duncans dans, hvorimod hun beskyldte hans systematiske og analytiske opfattelse af dans for at være alt for mekanisk. Ikke desto mindre fik Dalcroze en stor indflydelse på det vi i dag kalder "rytmik".

Blandt Dalcrozes elever kan bl.a. nævnes Mary Wigman, som fik stor indflydelse på tysk modern dance og Marie Rambert som skabte Ballet Rambert og som dermed bragte mange nyskabelser til den engelske balletverden.

Delsartes og Dalcrozes indflydelse på udviklingen af moderne dans og bevægelse er generelt meget anerkendt, men hvor stor den har været og hvor vidt den spænder, er der stadig stor uenighed om i danseverdenen. En ting står dog fast, at rent pædagogisk udviklede de nogle systemer, som nok må siges at række langt ind i dannelsesperspektivet af det almene menneske.