 |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Martha Graham (1894-1991) Louis Horst (1884-1964) Af Ingrid Brynjølfsson |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Doris Humphrey Charles Wiedman Jose Limon zzzzzzT |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Martha Graham Martha Graham er den centrale skikkelse inden for Modern Dance, som den har udviklet sig i USA i dette århundrede, selv om hun ikke er den eneste, der har bidraget væsentligt til denne "ny dans". Som ganske ung så hun St. Denis optræde. Det gjorde et dybt indtryk på hende og hun besluttede selv at blive danserinde. Både pionèrånden i hendes familie samt i hendes barndom tilbragt i Californien havde stor indflydelse på hendes kreative arbejde. Hendes far var læge med speciale i psykologi og han var især interesseret i, hvordan mennesker brugte deres kroppe, en interesse som gik i arv hos hans datter. Martha Graham har ofte gentaget sin fars ordsprog: "Bevægelse lyver aldrig". Graham og Denishawn I 1916 blev Martha Graham indmeldt på Denishawn-skolen i Los Angeles og begyndte at studere hos Ruth St. Denis og Ted Shawn. Samme år debuterede hun mellem de hundrede medvirkende i Denishawn-produktionen, "A Dance Pageant of Egypt, Greece and India". Hun blev Ted Shawns særlige protegé.
Efter i en kort periode at have danset i varietè med The Greenwich Village Follies i New York begyndte hun at undervise på Eastman School of Music i Rochester også i New York, hvor hendes forsøg på at finde en ny danseform nu antog en bestemt retning. Hun gav sine første forestillinger i New Yorks 48'th Street Theatre 18. april 1926, hvor hun debuterede med en ny bevægelsesform, som i mangel af bedre blev kaldt "Modern Dance". Året efter oprettede hun sin skole, som blev grundskolen i den ny teknik, kaldet "contract og release", der var baseret på åndedrættet centreret i solar plexus. Herfra hentede hun elever til sit kompagni, som begyndte at give forestillinger i 1929. Kompagniet turnerede i USA og efter 1950 i Europa. Martha Graham og Louis Horst Hendes gode ven og pianist gennem mange år, Louis Horst (1884-1964) var fra 1915- 1926 pianist hos Denishawn. Han forlod skolen nogle år senere end Martha Graham og blev hendes nye mentor, støtte og litterære inspirator i mange år fremover. Han lavede musik til hendes tidlige danse bl.a. "Heretic" og "Frontier", og opfordrede hende til at bruge nutidige komponister som Aaron Copland, Samuel Barber og Paul Hindemith til at skrive musik til hendes danse. Hans mening var, at musikken skulle understøtte dansen og ikke omvendt. Hans bog "Pre Classic Dance Forms" (1937) var skrevet på baggrund af hans ide om, at man godt kunne undervise i koreografi på samme måde og i samme formsprog, som når man komponerer musik. F.eks. formerne ABA, rondo, tema med variationer, kontrapunkt, kanon etc. På seminarer underviste han derfor dansere i de gamle hofdanse, som f.eks Pavane, Sarabande og Gavotte fra det 16'nde og 17'nde århundrede og påviste, hvordan musikken dengang var skrevet direkte til dansene. Dansen skulle først og fremmest være det fremtrædende element og ved at tage afsæt i fortiden gav han således danserne en grobund for ny viden og nye muligheder for, hvordan de selv kunne lave koreografi, der ikke var lavet til musik, men blev til som en uafhængig kunstart. Martha Graham. Mary Wigman og Hanya Holm Louis Horst havde set Mary Wigman danse i Tyskland og viste Martha Graham nogle fotografier, der bl.a. inspirerede hende til dansen "Lamentation" (1930). Den blev udført i et stykke stræk-jersey og blev i starten en af flere danse med en dyster stemning, der brugte hele kroppen til at udtrykke en følelse og en sindsstemning, uden at læne sig op ad en fortælling eller noget pantomimisk. Senere i 1930-31 da Mary Wigman var på turne i USA med sit kompagni havde Martha Graham mulighed sammen med bla. Doris Humphrey og Charles Weidman at se hende med egne øjne. Hanya Holm (1893-1992), som var uddannet på Wigman skolen i Dresden var både danser og pædagog. Da Wigman`s kompagni var på turne i USA, forlod hun kompagniet og oprettede "The New York Wigman School of Dance" i 1931, som blev til the "Hanya Holm Studio" i 1936. Hun var en fremragende pædagog og skabte den første "American Dance Festival" på Bennington College i 1934, hvor både Graham, Humphrey og Weidman også underviste. Hanya Holm fik på lige linie med Doris Humphrey, Charles Weidman og Martha Graham stor betydning for udviklingen af Modern Dance. Selvom hun var uddannet i Laban`s bevægelsesteorier og i Mary Wigman's system valgte hun dog en mindre dyster udtryksform for sin skole og kompagni og senere i 1948 vendte hun sig mod musicalgenren og lavede mange koreografier til f.eks. "Kiss Me Kate", hvor det skal nævnes, at koreografien var den første i Amerika til at blive nedskrevet i Laban notationssystemet og til at få copyright. Hun arbejdede også på My Fair Lady (1956), Camelot (1960),og Anya (1965). Blandt hendes elever var bl.a. Glen Tetly, Alwin Nikolais og Alvin Ailey.
Total teater Graham var i starten vældig inspireret af den tysk ekspressionistiske stil repræsenteret ved Mary Wigman med dens følelsesmæssige og dramatiske udtryk. Gennem mange år blev hun bagvasket, udpebet eller latterliggjort for det man kaldte "grimhedens kult", hvilket også skete i Tyskland for Mary Wigman i begyndelsen af hendes karriere. Dette ændrede sig dog i slutningen af 30'rne, idet et stadigt voksende publikum, ikke blot andre dansere eller balletomaner, flokkedes om dette nye "total" teater, for da hun begyndte at tappe den græske mytologi for temaer, havde Graham allerede skabt det, der var karakteristisk for hendes teater: Bevægelsesstilen "contract og release" med brugen af kroppens center, de kantede og tvistede former, den jordbundne, svirpende dynamik; den episodiske måde at fortælle en historie på ved hjælp af solodanse og små grupper, afbrudt af større unisone kor; de store spring frem og tilbage i tiden og brugen af mere end en danser til at portrættere den samme karakter på forskellige tidspunkter af historien, samt den opfindsomme og koordinerede brug af rekvisitter, scenografi, kostumer, lys og musik. Hun havde startet sit lange samarbejde med den japanske scenograf Isamu Noguchi i "Frontier" og under Louis Horst`s kunstneriske og musikalske ledelse brugte hun kun musik, der blev skrevet direkte til hendes værker og som regel var det kun amerikanske komponister, der blev brugt. Hendes værker for et stadigt større antal danserinder og dansere blev således mere og mere teatralske og gennemarbejdede i deres koreografi og iscenesættelse. Graham og hendes ideer Selv om Graham forblev tro over for sine avantgarde-idealer gav hendes ny popularitet og status hende basis for at gennemføre nogle sæsoner på Broadway og for udstrakte amerikanske og internationale turneer. Hun har skabt mere end 150 balletter, og hendes indflydelse på skoler, kompagnier og dansere ud over hele verden har været kolossal. Hendes indstilling til dansen - om "at afsløre det indre menneske og give substans til det følte" - førte hende ud i flere faser og interesser i sit koreografiske arbejde. Hun er i sine værker meget litterært inspireret og ønsker, som sagt, gennem sine balletter at fortælle om mennesker og afdække deres indre landskaber. Dans skal efter Martha Graham udtrykke store, stærke og evige følelser. Ikke mindst kvindesindet med dets lidenskaber, angst, frustrationer og kamp for frigørelse har været centrum for hendes interesse. I starten bestod hendes kompagni kun af kvindelige dansere, eftersom mandlige dansere var en mangelvare, men efterhånden som den moderne dans vandt indpas på universiteter og colleges ændrede billedet sig. I 1940 forlod Erick Hawkins "Ballet Caravan" og blev optaget på skolen og i kompagniet. Han dannede par med Martha Graham både på og udenfor scenen og senere kom Merce Cunningham, som skulle blive en lige så stor innovatør inden for dansen som Graham. Paul Taylor og Glen Tetley blev også medlemmer af kompagniet og virkede som medkoreografer på nogle af Grahams danse.
Værker Efter "Heretic" og "Lamentation" blev "Primitive Mysteries"(1935) vendepunktet i den tidlige periode. Efter midten af 1930'erne forlod hun de abstrakte ideer og begyndte at udforske det mere personlige og umiddelbare, nu lignede det mere den Graham, som kom senere. I stedet for de fremmede, totemagtige figurer, som hun tidligere havde skabt, var danseren nu uden tvivl en amerikansk kvinde, på overgangen til et nyt liv, men hendes bevægelser var langt mindre øjensynlige, mere jordbundne og artikulerede gennem hele kroppen end i den klassiske ballet. Karaktererne begyndte at få mere specifikke identiteter, som f.eks digteren Emily Dickinson i "Letter to The World" (1940), og Brontè søstrene i "Deaths and Entrances" (1943). Hun havde en amerikansk periode med værker som "Frontier" (1935), "American Document" (1938) og "Appalachian Spring" (1944), og i 1940'rne udvidede hun interessefeltet til at omfatte det arketypiske og det ubevidste påvirket af C. G. Jung med stof og motiver hentet i myternes verden, oftest de store, klassiske græske dramaer og myter, bl.a. Clytemnestra, Jocaste-Oedipus, i "Night Journey" (1947) og Medea i "Cave of the Heart" (1946) .
Der er delte meninger om, hvornår Martha Graham optrådte for sidste gang. I sin selvbiografi "Blood Memory" fra 1991 skriver hun, at det var i 1970 i "Cortege of Eagles", da hun var 76 år gammel. Hun blev nærmest tvunget til at træde ned fra scenen af sine kolleger, for selvom hun har lavet et væld af koreografiske værker, var det som danser, hun ønskede at blive husket. Efter at hun holdt op med at danse, sank hun ned i en dyb depession, da hun så andre yngre dansere udføre de roller hun havde skabt til sig selv som ung. Hun mistede viljen til at leve videre, spiste næsten intet og begyndte at drikke for at dulme smerten; til sidst endte hun i coma på hospitalet. Hun overlevede og efter 2 års sygdom genvandt hun livsmodet. I 1972 vendte hun tilbage til sit studio, omorganiserede kompagniet og gik igang med at lave ti nye værker og genskabe mange af de gamle værker. Hendes sidste værk "Maple Leaf Rag" blev skabt i 1990 til Scott Joplin`s musik og hun fortsatte med at koreografere indtil 1991 hvor hun døde af lungebetændelse i en alder af 96 år.
Martha Graham fik den største indflydelse, både som pædagog og koreograf. Hendes betydning som koreograf er så stor, fordi hun tog udgangspunkt i den nordamerikanske virkelighed i sine danse, i modsætning til Denishawn, der viste overfladiske orientalske og religiøse danse. Hendes træningsoplæg er baseret på naturlige funktioner som pust og sammentrækning af muskler, andre kropsdele end fødderne er i brug som basis, og op- og nedgange mod gulvet er vigtige ingredienser. Desuden lægger hun stor vægt på, at alle bevægelser har et forhold til kroppens centrum (solar plexus), samtidig med at alle de tekniske færdigheder, der skal til for at danse, bliver opøvet. Dette træningssystem har opnået stor udbredelse både i USA og Vesteuropa. Skoler i nyere tid er blevet dannet, som bruger hendes teknik f.eks. "Batsheva Dance Company" i Tell Aviv i 1963 med Graham som kunstnerisk vejleder og "London Contemporary Dance Theater" i London, der blev til under ledelse af Robert Cohan, et tidligere medlem af Martha Grahams dansekompagni. En række af Grahams balletter er filmet. Hendes mest personlige film er "A Dancer's World" (1957), hvor hun fortæller om filosofien bag sin kunst og om skolen og teknikken. Martha Graham Dance Company gæsteoptrådte i København i 1954 og igen i 1979. Mange af hendes værker har været vist i tv. . |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
