Pionérerne i den moderne dans

Doris Humphrey (1895-1958)

Charles Weidman (1901- 1975)

Josè Limon (1908 -1972)

Af Ingrid Brynjølfsson

Doris Humphrey Charles Wiedman Jose Limon

zzzzzzT

Doris Humphrey. De tidlige år.

Doris Humphrey blev født I Oak Park, Illinois 1895 og døde i New York 1958. Hendes mor var uddannet på musikkonservatoriet i Boston, og spillede og underviste i klaver. Faderen havde tidligere arbejdet ved avisredaktioner i Chicago, men skiftede erhverv, da han blev manager af Chicago`s Palace Hotel, som var et hotel for vaudeville kunstnere, der ofte så sit snit til at udnytte husets goodwill, der tillod dem at være bagud med huslejen ved til gengæld at undervise datteren i at lave vejrmøller og lignende. Forældrene sendte Doris til den mest progressive skole de kunne finde, The Horace W. Parker School, hvor Doris fik sine første dansetimer. Moderen havde forsøgt at undervise hende i klaver, hvilket viste sig ikke at være nogen god ide, i stedet hun blev sendt til dans hos Mary Wood Hinman, som underviste to gange om ugen på the Parker School. Mary Hinman var en dygtig underviser og opfordrede Doris til også at tage timer hos andre. Dette bevirkede, at hun i en tidlig alder blev bekendt med både ballet, standard danse og folkedans.

I 1913 optrådte hun i vaudeville (amerikansk varieté) på togruten til Santa Fe, hvilket hendes mor ikke var særlig stolt af, da det var et råt og hårdt liv, men det gav Doris en uerstattelig oplevelse. Da hun var færdig med skolen, var hendes eksamensgave en billet til New York til en forestilling med Irene og Vernon Castle, som præsenterede det sidste nye indenfor standard danse og Doris oplevede endda at få en svingom med Vernon på dansegulvet.

Vejen til Denishawn.

Da hun kom tilbage til Oak Park, var hotellet blevet solgt, faderen var næsten gået fallit og familien var flyttet til nogle slægtninge i nærheden. Dette bevirkede, at moderen overtog styringen; hun oprettede en danseskole, hvor Doris underviste børn om lørdagen og voksne to gange om ugen. Hun var en god underviser, men ønskede selv at danse. Oak Park var dog for provinsagtig for hende, der foregik for lidt efter hendes mening.

Hendes første lærer, Mary Hinman foreslog, at hun opsøgte Denishawn skolen i Los Angeles for at blive undervist af Ruth St. Denis og Ted Shawn. Dette skete i 1917, og hun vendte aldrig mere tilbage til Oak Park.

Det varede ikke længe før hun fik private timer hos St. Denis, som indså at Doris' fremtid ikke lå i undervisning, men i performance.

I sit andet år på Denishawn skolen, blev hun medlem af lærerstaben og begyndte selv at koreografere og danse.

Doris var i gang med prøveforløbet til hendes første turnè med Denishawn kompagniet, da Charles Weidman og Pauline Lawrence blev optaget på skolen. Carles Weidman var danser og Pauline Lawrence var egentlig uddannet pianist, komponist og dirigent og da hun var for dårlig til at danse, blev hun antaget som akkompagnatør til dansetimerne. Begge ville de få betydning for Doris Humphrey`s videre udvikling.

Doris Humphrey, Charles Weidman og Denishawn.

Charles Weidman (1901- 1975) var 6 år yngre end Humphrey. Han blev født i Lincoln i Nebraska . Han var god til at tegne, især karikaturer og det var oprindeligt meningen, at han ville være arkitekt eller karikaturtegner, men efter at have set Ruth St. Denis og Ted Shawn danse i sin hjemby, Lincoln, Nebraska, da han var 12 år gammel, begyndte han at tage dansetimer hos en lokal danselærer. Han forlod Lincoln og blev optaget på Denishawn skolen, hvor bl.a. Doris Humphrey blev en af hans lærere. Senere blev han optaget i kompagniet.

Denishawn kompagniet turnerede sammen, men også opdelt under henholdsvis St. Denis og Ted Shawn, hvor St. Denis repræsenterede det seriøse, abstrakte og spirituelle og Ted Shawn det tekniske, dramatiske, etniske og udadvendte.

Doris Humphrey arbejdede med St. Denis og hendes "music visualizations". Både "Soaring" og "Sonata" som hun havde lavet sammen med St. Denis, var koreografi for grupper, der brugte dette nye koncept, hvor det arkitektoniske i musikken blev brugt i dansen, hvilket vil sige, at bevægelser og koreografi blev skabt til musikkens tema og variationer.

	Hun skabte danse med sparsomme kostumer og ingen eller kun få rekvisitter; f.eks. var "Scarf Dance" en solo til hende selv med et tørklæde og gruppedansen "Soaring" bestod af fem dansere og et stykke stof. Med Ruth St. Denis skabte hun også "Sonata Pathètique" med musik af Bach, som fremover blev èn af hendes foretrukne komponister. Billederne tilvenstre og herunder: "Soaring". (Moderne genskabelse).

Charles Weidman arbejdede mest med Ted Shawn og fik sammen med Martha Graham sin debut i Ted Shawn`s dansedrama "Xochitl" i 1921.

Han viste efterhånden at være en god mimiker og hans sans for karikatur overførte han til dansen, der ofte især i hans senere værker bar præg af det sardoniske og humoristiske.

Sammen med Doris Humphrey og Denishawn kompagniet turnerede han i USA, Europa og i Orienten, men da de hver især blev trætte af Denishawn stilen forlod de kompagniet i 1927 sammen med Pauline Lawrence for at skabe deres eget dansekompagni, som varede frem til 1945. Som Doris Humphrey udtrykte det, så var hun træt af "darling little dances", hvor det rent underholdningsmæssige kom i første række, hun ville lave sin egen skole og sine egne danse.

Fremover forkastede hun tit alt overflødigt i sine balletter, såsom handling, rekvisitter, og kostumer, hun ønskede at præsentere sine danse med en ny koreografisk renhed og enkelthed, hvor dansene "skulle tale for sig selv", som en selvstændig kunstart og som egentlige kunstværker.

F.eks i "Water Study" brugte hun ingen musik, men symboliserede vandet ved hjælp af gruppens indbyrdes bølgende bevægelser.

Doris Humphrey og hendes danse.

Sammen med Charles Weidman og Pauline Lawrence som kunstnerisk leder og administrator lavede Doris Humphrey en skole og en dansegruppe i New York og gav mange forestillinger dèr og i resten af USA, indtil gruppen gik i opløsning i 1940. I denne periode tog hendes kunstneriske ideer form. Alt overflødigt blev forkastet og i stedet arbejdede hun med at udtrykke følelser gennem bevægelse. Hun skrev om sine grundprincipper, som var "moving from the inside out", dvs. at bevæge sig indefra og ud i rummet samt "fall og recovery", som var ubalance og genvinding af balancen. (Se senere)

Humphrey var en striks og seriøs lærer, hendes koreografi var stram mht. ide, form og indhold og foregik ofte i grupper, der krævede at danserne altid var meget strukturerede og disciplinerede i udøvelsen af deres kunst. Der var ikke plads for dem til at udskille sig individuelt under hendes ledelse; dansene krævede minutiøs præcisering og lydhørhed.

Nogle af hendes tidligere danse var inspireret af naturen, som f.eks. den tidligere nævnte "Water Study" (1928) og "Life of a Bee" (1929). Den eksperimentelle "Drama of Motion" (1931) var totalt strippet for musik, kostumer og handling, den var næsten helt abstrakt. "The Shakers" (1931) derimod, var en dramatisk portrættering af et tidligt religiøst amerikansk samfund og den står som værende hendes mest kendte ballet.


	Billedet tilvenstre: "The Shakers"

Dansetrilogien "New Dance" (1935) "Theater Piece" og "With My Red Fires" (1936) var en moderne ballet der forudså et ideelt samfund, hvor det var muligt for ethvert individ at opnå personlig vinding og stadig give sit til, at gruppen fungerede som en helhed.

"Passacaglia in C minor" (1938) med musik af Johan Sebastian Bach udtrykte det storslåede ved den menneskelige sjæl i en dans med majestætisk, arkitektonisk design. Det karakteristiske ved denne periode var anvendelsen af kontrapunkt i brugen af to eller flere musikalske rytmer til ekspressive formål og komplekse "interweavings", som var bevægelsesmønstre for store grupper, der symboliserede konfliktfyldte følelsesmæssige kræfter.

I 1932 giftede Doris Humphrey sig med Charles Francis Woodford, en engelsk skibsofficer. Deres søn, Charles Humphrey blev født i 1933 og ægteskabet forandrede ikke hendes kunstneriske liv, men i 1944 blev gigt årsagen til at hun måtte stoppe som danser. Doris Humphrey var faldet ned ad en trappe i 1940 og efter den tid begyndte gruppen langsomt at gå i opløsning. Doris begyndte at have svært ved at danse, eftersom hun udviklede gigt i hoften og til sidst i 1944 måtte hun stoppe helt og overlade skolen til sin partner, Charles Weidman.

Charles Weidman går egne veje.

Teknikken Weidman underviste i, var baseret på "Fall and Recovery" og i 1948 fik han sit eget kompagni, som han turnerede med vidt og bredt. Han underviste både i Californien og i New York. I sine sidste år optrådte han jævnligt på sit lille teater kaldet "Expression of Two Arts" i samarbejde med Mikhail Santaro. Hans danse omhandlede tit amerikansk socialrealisme, ofte med det bid, ironi og humor, som var kendetegnet for Weidman`s personlighed både på og udenfor scenen.

Hans danse omfatter bla.: "The Happy Hypocrite" (1931) "On My Mother`s Side" (1940), "Flickers" (1941)", "And Daddy was a Fireman" (1943), "A House Divided" (1945), "Fables For Our Time" (1947).

Han arbejdede også sammen med Humphrey på "New Dance" (1935) og "Theatre Piece" (1936) og lavede koreografi til musicals bl.a. "As Thousands Cheer" (1933), "I`d Rather Be Right" (1937), "Sing Out, Sweet Land" (1944) også med Humphrey.

Han døde i New York i 1975.

Billedet tilvenstre: Humphrey og Weidman i "The dream of Sganarelle" (1933). Dans indlagt i et teaterstykke.

Doris Humphrey og Josè Limon.

Da Doris Humphrey ikke længere kunne danse var hun i vildrede med, hvordan hun skulle fortsætte sit koreografiske arbejde. Her kom Pauline Lawrence hende til undsætning ved at foreslå hende at lave danse til et nyt kompagni under ledelse af Josè Limon og i løbet af de næste to år skabte hun nogle af sine bedste danse til kompagniet.

"Lament for Ignacio Sànchez Mejias" (1946) brugte Frederico Garcia Lorca`s smukke digt "Day on Earth" (1947) og omhandlede hele det menneskelige livs glæder og sorger. "Theater Piece Noz" (1956) var et eksperiment ud i det, der senere blev kendt som mixed media genren, en blanding af stemmer, lyd, musik, dans, drama, mime og dias, etc. Hun fortsatte med at koreografere for Limon kompagniet og også for hendes elever på Connecticut College og på Juilliard Skolen indtil hun døde i 1958.

Josè Limon.

Josè Limon (1908 -1972) var blevet optaget i Humphrey-Weidman kompagniet i 1930 og dansede med dem indtil 1940. Han var af mexicansk oprindelse, men kom som barn med sine forældre til Californien og blev amerikansk statsborger. Han havde oprindelig tænkt sig at blive maler, og efter et år ved University of California tog han til New York for at uddanne sig på en kunstskole. Nogle venner tog ham med til en danseaften med Doris Humphrey og Charles Weidman og det ændrede hans liv. Han meldte sig ind på Humphrey-Weidman skolen og blev derefter optaget i deres kompagni.

Efter 1940 og nogle års turneliv og militærtjeneste under Anden Verdenskrig fik han som omtalt i 1946 sit eget kompagni med Doris Humphrey som kunstnerisk meddirektør, men i stadig stigende grad var det Jose Limon og hans værker, der prægede repertoiret, og kompagniet blev ved siden af Martha Grahams det mest spændende hjemsted for Modern Dance.

Limon skabte blandt andre værker "La Malinche" (1949), "Morens Pavane" (1949), "The Exiles" (1950), "The Traitor" (1954), "There is a Time" (1956), "Missa Brevis" (1958), "Odysseus" (1962) og "Carlotta" (1972). Han underviste på The Juilliard School i New York og var gennem tyve somre lærer, koreograf og danser ved The American Dance Festival i New London, Connecticut. Efter Limons død fortsætter hans kompagni i dag sin virksomhed.

"Fall and Recovery"

Sammen med Martha Graham definerede Doris Humphrey det, som vi forstår ved Amerikansk Modern Dance. Hendes største indflydelse lå i hendes opfattelse af dans som en "bue" (arch) mellem to dødspunkter: Kroppen når den ligger udstrakt eller når den står opret, begge tilstande stabile, i ligevægt uden dramatik. Interessen bliver vakt, når kroppen bevæger sig fra sin stabile tilstand, støder på tyngdekraften, bekæmper den og triumferende genvinder sit ekvilibrium eller balancepunkt.

Teorien "Fall and Recovery", som den blev kaldt, blev både en ren danseteknisk bevægelseside og et eviggyldigt, dramatisk koncept. Truslen om ubalance motiverede handling, som krævede design i tid og rum, og den symboliserede også den evige konflikt mellem menneskets længsel efter sikkerhed og dets begær efter at udforske det ukendte. I Humphrey`s danse begav mennesket sig altid ud på ukendte eventyr og vendte triumferende tilbage. Hendes bog "The Art of Making Dances" (1958) er en gave til hver en danser, som begiver sig ud i det koreografiske univers.