Pionérerne i den moderne dans

Isadora Duncan (1878 - 1927)

Af Ingrid Brynjølfsson

Doris Humphrey Charles Wiedman Jose Limon

zzzzzzT

Isadora

Dora Angela Duncan, kendt som "Isadora", blev født i San Francisco i 1878. Da hun var ganske ung fik hun noget balletundervisning, og hjemme hørte hun meget klassisk musik, da hendes mor var musiklærerinde. Tidligt i sit liv havde hun mange visioner af børn, som dansede til de store klassiske værker. Hun drømte stort, som en amerikaner, i sin kærlighed til skønhed, i sin tro på frihedens værdi og på menneskets ånd, som for hende var en overbevisning.

Hun befriede kvinderne fra korsettet og dansen fra dens akademiske og stramme restriktioner. Hun brød sig i det hele taget ikke om at være tøjret af konventioner, så Amerika var egentlig slet ikke klar til at modtage hende i begyndelsen af det 20. århundrede. Hun chokerede folk. Det siges om hende, at hun drak for meget, hun kunne ikke holde hænderne væk fra unge mænd som så godt ud, hun farvede sit hår i forskellige røde nuancer og gjorde sjældent noget rigtigt ved sig selv og sit udseende, havde ingen økonomisk sans. På trods af dette, havde hun en fantastisk udstråling, når hun med sin pæreformede skikkelse og de store udbredte arme gik frem på scenen. Hendes udstråling var frygtløs, hun var ikke bange for noget, og mange har kaldt hende en stor danser. Hun var som et transparent, et slags tæppe igennem hvilket musikken glødede.

Ruth St. Denis har sagt, "Isadora was God dancing in front of you". Det er ikke sikkert Isadora ville have brudt sig om at høre dette, eftersom hun var opvokset som ateist uden en far, i fattigdom, med en mor, som var fritænker og som fodrede familien med digte og klaverspil. Isadora har sagt, "I believe in the religion of the beauty of the human foor".



	I hendes selvbiografi, "Mit Liv", fortæller Isadora, hvordan hun allerede i en tidlig alder udtrykte følelserne i musikken gennem bevægelser, og hvordan hun før teenagealderen udviste en fremmelig selvtillid.

Eftersom hun ikke brød sig om klassisk ballet, fortsatte hun med at undersøge sine egne bevægelser. Hun syntes, at balletdansere bevægede sig som mekaniske dukker og så det som sin opgave i stedet, at finde roden til sine egne bevægelser. Efterhånden blev hun overbevist om, at roden lå i solar plexus, for det var her bevægelserne opstod, for derefter at strømme ud i rummet. Hun løb barfodet og halvnøgen rundt, løb, bøjede sig, var stille, sank, steg, drejede rundt, og gled afsted til musikkens strøm.

Kombinationen af denne udadgående strøm af bevægelser, plus hendes egen dybe forståelse for klassisk musik, gjorde hende tilsidst til den internationale kraft, som hun blev. Det var som om, hun ud af musikkens lidenskab skabte en synlig ånd, der kun levede et øjeblik for dernæst at dø bort. De blå tæpper som draperede scenen når hun dansede, hendes bare fødder, hendes brug af klassiske komponister som Wagner, Schuman, Chopin og andre, er elementer, som i dag er velkendt.

De tidlige år

I de tidlige år i San Francisco var familien Duncan altid fattig, og flyttede tit for at undgå regninger, der konstant hobede sig op. Som tidligere nævnt, underviste moderen i klaver, mens Isadora og søsteren Elizabeth gav dansetimer i de riges hjem, men regningerne blev aldrig mindre. Da søstrene blev ældre, begyndte de at undervise i "society dancing," en slags selskabsdans.

	Senere besluttede Isadora sig for en teaterkarriere og begyndte at henvende sig til forskellige teaterdirektører i San Francisco. Til hendes første optagelsesprøve havde hun en lille hvid tunika på og dansede til Mendelsohns, "Songs Without Words," til hvilket der blev svaret, at den slags kun hørte hjemme i kirker og ikke i teatre. Med sin mor, bror og søster tog Isadora til New York for at skabe sig en karriere der, men hun fandt hurtigt ud af, at teaterdirektørerne slet ikke var interesserede i dans eller ballet med "indhold", men kun i velskabte ben. Det var aldeles ikke meningen, at dansere skulle tænke, eller at de skulle have nogen mening overhovedet.

Når Isadora vovede at udtrykke nogle af sine egne tanker og meninger overfor teaterdirektørerne, skulle de nok fortælle hende nøjagtigt hvad de mente, så det varede ikke længe, før hun spjættede ben til Sousa`s "The Washington Post March", og optrådte med små mime og dansesketch i bl.a. Shakespeare stykker.

For at slippe for dette kommercielle reb, søgte hun off-Broadway, men den eneste form for off-Broadway som eksisterede dengang, var society damerne, hvor hun dansede i deres saloner. Det var et snobbet og sammensmeltet miljø af digtere, malere, musikere og dansere, men det var den mest oprigtige måde, Isadora kunne tjene til livets ophold..

Efter således at have danset i mange af de rige damers hjem, ønskede hun at udvide sin horisont til Europa..Det var først og fremmest London, der trak, og med de rige damers velgørenhed lykkedes det hende endelig at rejse i 1899 sammen med familien.

I London fortsatte hun med at danse i de riges hjem, som hun havde gjort i New York, og fandt på det britiske museum sit ideal i den græske kunst. På skulpturer og vaser genfandt hun den naturlige rytme og harmoni i de simple og skønne bevægelser, kunstværkerne syntes at afbilde.

Vendepunktet

Turen til Paris et års tid senere, var dog dèt, der udgjorde vendepunktet for hende. Dér modtog hun den kritiske gunst, som det ikke var lykkedes hende at opnå hverken i New York eller London. Hun kom til verdensudstillingen i Paris i 1900 for bl.a. at se Loie Fuller, og efter denne udstilling inviterede Fuller Isadora med på en tysk turnè, der bl.a. resulterede i, at Isadora blev engageret til at optræde en måned i Budapest, det længste engagement hun nogensinde havde haft, og det største publikum hun havde optrådt for. Efter Budapest begyndte hun at turnere gennem Europa og Rusland.

Hendes Besøg i Skt. Petersburg i december 1904 er især værd at bemærke, da det fik en direkte indflydelse på udviklingen af den klassiske ballet. På dette tidspunkt havde den russiske Imperial Ballet mange dygtige og fremragende dansere såsom Anna Pavlova, Mathilde Kschessinska, Tamara Karsavina og Vaslav Nijinsky.

Isadora blev inviteret i teatret, så danserne på scenen, og blev også inviteret hjem til dem, især var hun imponeret over Anna Pavlova`s super energi. Efter at have danset på teatret, optrådte Pavlova om aftenen for sine gæster, og stod tidligt op om morgenen til hård fysisk træning. Det var slet ikke Isadora, og hun takkede sin gud og skaber for, at hun ikke var trænet i klassisk ballet! Hun syntes i det hele taget, at den hårde klassiske træning som danserne gennemgik, var temmelig triviel, og at det var unaturligt at skulle modarbejde kroppens naturlige tyngdelov. Alle de sterile bevægelser var efter hendes mening døde, så snart de var udført. Hun hyldede de individuelle dansere for deres virtuositet, men meningen med deres bevægelser kunne hun ikke se.

Det var af stor betydning for den klassiske ballet at impressarioen og lederen af Ballet Russe, Serge Diaghilev og danseren, Michel Fokine så Isadora`s første optræden i Skt. Petersburg. Fokine var dengang en ung, lovende danser og koreograf, og han var meget begejstret for Isadora. Hun gjorde så stort et indtryk på ham, at alle hans fremtidige koreografier delvist var inspireret af hendes idèer og tanker. Der var især fem punkter der kom til at gøre sig gældende i hans balletter:

1) Til hver ballet skulle der skabes nye bevægelser afhængig af tema, indhold, historisk periode og musik, istedet for at lave nye sterile kombinationer ud af kendte trin.

2) Dans og mime havde ingen betydning i ballet, medmindre det var et direkte udtryk af den dramatiske handling.

3) Håndbevægelser skulle erstattes med bevægelser der gennemstrømmede hele kroppen, en danser skulle være udtryksfuld fra top til tå.

4) Det var ikke kun være stjernernes opgave at være udtryksfulde, også balletkorpset skulle indgå i den dramatiske helhed.

5) Balletten, musikken og scenografien skulle gå op i en højere enhed.

Opbrud

Vi skal lige tænke på, at Isadora kom til Rusland på et tidspunkt, hvor tingene i forvejen var i opbrud på mange fronter. I takt med nye tekniske landvindinger stillede Nietsche mennesket i fornyet dialog med sig selv, Freud gjorde èn bevidst om drømmen og det ubevidste, litteratur og drama benyttede sig af en ny symbolik, malerkunsten eksperimenterede med det kantede, akavede og uskønne, man hentede inspiration i fjerne kulturer og nye rytmer opstod i musikken. Der opstod en helt ny kropskultur, der i sin søgen efter det naturlige og sande, dyrkede det lidt livstrætte, det dekadente, det fri og det spontane. Af vigtige navne skal jeg blot nævne nogle få, som f.eks Alexander Gorsky der blev leder af Bolshoi Balletten i Moskva i år 1900.

Moskva blev center for alle nye idéer indenfor kunst. På Sava Mamontov´s privatteater opførte man nationale operaer med ny og storslået scenografi af nye unge kunstnere, bl.a. af Edward Gordon Graig, som senere blev Isadora`s mand. Det var et teater, som brød med de italienske konventioner og som ville det sande og ægte. Sangerne skulle udtrykke sig så realistisk som overhovedet i forhold til musik og libretto. Moskva Kunst Teater åbnede med Stanislavsky som leder, hvis metoder var, at udvikle det ægte, sande og realistiske udtryk hos skuespillerne.

Gorsky var ret intellektuel og var bl.a. en af dem, som førte an i kunstkredsene og i debatten omkring det nye. Han var en mand af sin tid, og ville give de balletter som krævede det, den størst mulige realisme. Til det formål indså han, at ovenpå den klassiske stil skulle der lægges en helt ny plasticitet og dramatik. Her blev han hjulpet af André Delsarte, søn af. Francois Delsarte (1811-1871), som i midten af det 19. århundrede havde udviklet et øvelsessystem, der byggede på analyser af kroppens gestik og bevægelser relateret til det emotionelle og spirituelle. Det er interessant at bemærke, at i Isadoras gemmer fandt man efter hendes død en lille bog med hans øvelser, hvilket beviser, at hun ubevidst har brugt hans system og i en tidlig alder er blevet påvirket af den Delsarte dille, der gik som en bølge gennem USA. Øvelserne lagde baggrund for en slags plastisk "fortolknings dans", der gik ud på langsomt at forandre en stilling til en anden på en harmonisk måde. Den blev bl.a udført af den kendte performer, Genevieve Stebbins. Hun havde studeret antik kunst i Europa og lavede danse inspireret af græske statuer og malerkunst fra renæssancen.

Flere steder beskrives det, at både Isadora Duncan og Ruth St. Denis har set hende optræde i en tidlig alder og hvordan de blev inspireret af hende.

Der er ingen tvivl om, at Isadora gjorde et stort indtryk på Fokine. Det kan især ses i de balletter han skabte for Ballet Russe, som f.eks. Ildfuglen, Petrushka, Scheherazade, og Daphnis og Chloe, for blot at nævne nogle få. Det vakte megen furore, da nogle af danserne optrådte barfodet! En del kritikere og ballettomaner beskyldte ligefrem Fokine for "Duncanism", men ligeså meget vrede og furore han vakte, ligeså meget glæde og entusiasme vakte han også, især blandt de unge dansere, som modtog de nye ideer som et friskt pust i den tunge og traditionelle balletverden.

Det var jo ikke Fokines mening at forråde den klassiske balletteknik, hans mening var blot, at den ikke skulle bruges som et mål i sig selv, men som et kropssprog, der skulle gå op i en større kunstnerisk og scenisk helhed.

Alle de steder hvor hun optrådte, modtog Isadora stor hyldest, og hun oprettede en skole for børn for at lære dem sin kunst og indpode dem et system, der ikke kunne kvæle deres kreative instinkter.

Den første skole

Den første skole blev oprettet i 1903 - 04 for 40 børn i Grûnewald nær Berlin.Denne skole blev i 1908 flyttet til Paris, en kort overgang til New York, hvortil hun vendte hjem i 1914 og tilbage til Paris igen, hvor den blev opløst i 1919, da hun pga. økonomiske problemer var nødsaget til at sælge sit hjem og sit studio. - Hun havde nogle stormende og lidenskabelige affærer i disse år med bl.a. scenografen, Edward Gordon Graig og millionæren, Paris Singer, hvoraf sidstnævnte støttede hende økonomisk, først med skolen i Paris og også i de senere år af hendes liv.

	Hun rejste og optrådte konstant for at skaffe penge nok til skolen og til sit ekstravagante levned, men det var svært; hun søgte offentlig støtte til sin skole, men fik konstant afslag.

Når andre skulle overtage undervisningen, mens hun rejste, viste det sig, at den ikke var god nok. Skolen manglede teknik, denne var ihvertfald svær at overføre uden Isadoras egen tilstedeværelse, da der mere var tale om en mental og følelsesmæssig holdning end om en fysisk grundliggende teknik At forandre en stilling til en anden var efter hendes mening ikke at danse. Hun stræbte efter et abstrakt billede af musikken, og det var især dette abstraherende princip, hun søgte at overføre til sine elever. Der var ikke rigtig nogen metode eller teknik, hvormed dette princip kunne indlæres.

Irma Duncan (adopteret af Isadora Duncan) fra "The Isadorables" har skrevet en lille bog "The Technique of Isadora Duncan".Den beskriver og illustrerer en række grundliggende øvelser. Når man læser den idag, kan man godt forestille sig, at øvelserne har været svære at udføre, uden at hun selv var tilstede.

En hård kamp

Hele sit liv kæmpede hun i sin eksentricitet en hård kamp for at blilve taget alvorligt, og en del personlige tragedier fulgte i kølvandet. Hun fik to børn, Deirdre i 1905 og Patrick i 1911 med henholdsvis Gordon Graig og Paris Singer. De led begge to druknedøden i 1913. Ude af sig selv af sorg forsøgte hun atter at blive gravid, og det blev hun med èn hun mødte tilfældigt i 1914 og fødte en søn, som døde kort efter fødslen.

I 1921 var hun i Moskva for at oprette en skole, som hun måtte overlade i hænderne på Irma Duncan, da hun ikke kunne skaffe penge til den. Hun mødte digteren, Sergei Essenin, som hun blev stormende forelsket i. Da han var 27 og hun var 43 år, giftede de sig i 1922 og tog tilbage til Amerika, men Essenin kunne ikke tåle at stå i skyggen af Isadora, han var epileptiker, drak, og var ofte ekstrem voldelig. En tid måtte hun lukke ham inde på et sanatorium, for endelig at forlade ham i Rusland i 1923. I 1926 hængte han sig på et hotelværelse i Leningrad.

De sidste år var specielt hårde for Isadora. Hun blev kaldt kommunist bl.a. på grund af sine formanende taler til publikum, og var mere end nogensinde besat af en skole, som ingen ville støtte. Irma Duncan ønskede ikke at kommunikere med Isadora fra skolen i Moskva.Under Isadoras fravær øjnede Irma en chance for selv at føre sig frem og havde faktisk overtaget skolen kort tid før Isadoras død uden hendes vidende. Isadora tilbragte sine sidste år i Nice. Her boede hun indtil sin død i 1927. Hendes lange halstørklæde gik ind i et af hjulene på hendes åbne bil, og hun blev dræbt på stedet. Hun blev begravet på Père Lachaise kirkegården i Paris.