Katherine Dunham (1909 - 2006)

Af Ingrid Brynjølfsson

Francois Delsarte

Isadora Duncan

Loie Fuller

Ruth St. Denis

Ted Shawn

Denishawn

Doris Humphrey Charles Wiedman Jose Limon

Martha Graham

Rudolf Von Laban

Mary Wigman

Kurt Jooss

Hanya Holm

Katherine Dunham

Lester Horton

Jerome Robbins

Bob Fosses

Paul Taylor

Alwin Nikolais

Twyla Tharp

zzzzzzTwila Tharp

Katherine Dunham

Dunham blev født den 22. juni 1909 i Chicago, Illinois, af Albert Millard Dunham og Fanny Taylor og tilbragte det meste af sin barndom i Joliet, Illinois. Hendes far, som var skrædder og havde et renseri, var sort, mens hendes mor var fransk canadisk skolelærer og tyve år ældre end sin mand. Dunhams liv ændrede sig drastisk i en alder af fem, da hendes mor blev alvorligt syg og døde. Hendes far var derfor alene med Katherine og hendes ældre bror, Albert Junior. Finansielle omstændigheder tvang snart Katherines far til at sælge familiens hjem, sælge sin forretning og blive omrejsende sælger.

Dunhams interesse for dans viste sig i en tidlig alder. På high school startede hun en privat danseskole for unge sorte børn. Da hun var 15, arrangerede en indsamlings kabaret for en kirke i Joliet, Illinois. Hun kaldte den "Blue Moon Cafe." Det blev hendes første offentlige optræden. Efter at have afsluttet college, sluttede hun sig i 1928 til sin bror på University of Chicago, hvor hun studerede dans og antropologi.

Mens hun var på universitetet begyndte hun at optræde på et lokalt spillested, som hendes bror var med til at etablere. Her mødte hun koreograf Ruth Page og balletdanser Mark Turbyfill, begge medlemmer af Chicago Opera Company. Dette trekløver åbnede senere et dansestudie sammen, hvor de kaldte de studerende "Ballet Negre" for at fremhæve dem som værende sorte dansere. Studiet blev til sidst tvunget til at lukke på grund af finansielle problemer, men Dunham fortsatte med at studere dans med sin lærer Ludmilla Speranzeva.

Hendes interesse for antropologi førte senere til en doktorgrad. Hun fik i 1935 et stipendium til at studere i Caribien, hvor hun undersøgte dans og rytmer især på Jamaica, Martinique, Trinidad, og Haiti. Hun lærte at udføre voodoo ritualer, lærte rumba at kende med dens sensuelle polyrytmik og hoftebevægelser samt studerede "primitive" og rituelle danse, som hun senere integrerede i den moderne dans.

Dunham vendte tilbage til Chicago, hvor hun organiserede "Negro Dance Group", et dansekompagni bestående af sorte dansere dedikeret til afro-amerikanske danse. I hendes koreografi indarbejdede hun alt det, som hun havde lært på sine rejser i Caribien. Gruppen turnerede verden rundt efter Anden Verdenskrig og besøgte gennem årene mere end 50 lande på seks kontinenter.

Hendes arbejde førte til oprettelsen af en "Katherine Dunham Teknik", en stil af dans, der involverede en løs torso og rygsøjle, artikulation af bækkenet og isolation af lemmerne. Kombineret med både ballet og moderne dans, blev det til en helt unik form for dans. Dunham kunne lide at joke om, hvordan hendes baller blev modtaget rundt om i verden. Ifølge Jack Anderson i New York Times, bemærkede Dunham på et tidspunkt: "At dømme ud fra pressens reaktioner, bliver dansen i min gruppe kaldt antropologi i New Haven, sex i Boston og kunst i Rom!"

Dunham bragte sit første store show, kaldet "Tropics and Le Jazz Hot", til New York i 1940. I løbet af 1940'erne, dukkede Dunham op i mange Broadway shows, spillede Georgia Brown i "Cabin in the Sky", som hun også hjalp med at koreografere. Andre shows omfattede i (1943) "Tropische Revue", (1945) "Carib Song", (1946) Bal Negre", og (1948) "Caribbean Rhapsody".

Kathrine Dunhams shows eller "revyer" som hun selv kaldte dem, indeholdt en magisk blanding af dans og teater, hvor det sensuelle var fremherskende. Autentiske afro-caribiske danse blev præsenteret med flotte, fantasifulde kostumer, hvor danserne bevægede sig gennem fantastiske tropiske paradiser, mens en løs historie holdt sammen på det hele. Dunham koreograferede mere end 90 individuelle danse og producerede fem revyer, hvoraf fire spillede på Broadway og turnerede over hele verden. Hendes mest anmelderroste "revy" var hendes "Bal Negre", (1946) som indeholder en anden Dunham danse favorit, "Shango," baseret direkte på et "voodoo ritual".

I 1945 åbnede Dunham Skolen for dans og teater på Manhattan. Hendes skole tilbød undervisning i dans, drama, scenekunst, humaniora, kulturstudier og forskning i Caribisk dans og kultur. Dunham er underviste bl.a. sine elever i isolationsteknikken, den form for dans, der lægger vægt på isolering af de enkelte kropsdele. Der undervises stadig i nogle af hendes teknikker i moderne dans på skoler over hele USA og hun har påvirket mange senere koreografer, herunder Alvin Ailey.

Dunhams Broadway arbejde førte hende i sidste ende til Hollywood, hvor hun dansede og koreograferede i film, herunder (1941) "Carnival of Rhythm", (1942) "Star Spangled Rhythm", og (1943) "Stormy Weather".

Dunham mødte kunstneren og designeren John Pratt, mens han arbejdede på Federal Theater i Chicago. De to blev gift i 1941 og adopterede kort efter en forældreløs, Marie-Christine Dunham-Pratt, fra Martinique. John Pratt hjalp med at administrere Dunham's karriere og lavede forskelligt teaterdesign for truppen. I 1963 blev Dunham opfordret til at koreografere en produktion på Metropolitan Operaen, nemlig at instruere danse for Giuseppe Verdis Aida. Det var første gang i 30 år, at en afrikansk amerikansk koreograf havde fået denne ære på den berømte New York opera. I 1964 begyndte Dunham et samarbejde med Southern Illinois University, med at koreografere Charles Gounods Faust.

I 1967 grundlagde Dunham Performing Arts Training Center i East St. Louis, og oprettede et danse program for dårligt stillede unge med håbet om, at hun kunne bruge kunsten til at gøre de unge opmærksom på deres leveforhold, lade dem tage ansvar for deres eget liv og afholde dem fra gadevold og bander. Dunham skrev også adskillige bøger, mange udgivet under pseudonymet Kaye Dunn. Hendes bøger omfattede (1946) "Journey to Accompong", (1959) "A Touch of Innocence: Memoirs of Childhood", (1969) "Island Possessed", og (1984) "Dances of Haiti".

I løbet af sin levetid brugte Dunham i høj grad sin position til at kæmpe mod social uretfærdighed, især raceadskillelse. Engang, mens hendes trup optrådte på et teater i Louisville, Kentucky, opdagede Dunham, at sorte kun kunne sidde på den øverste balkon. Under forestillingen vendte hun bagen til publikum, hvorpå der var skrevet: "Whites only". Gennem 1950'erne, var hendes kompagni kendt for at udføre et stykke kaldet "Southland", som hentydede til en lynchning i syden og viste en hængt sort mand svinge fra et tov.

Dunham var knyttet til Haiti, hvor hun havde studeret som ung antropolog, og hendes doktor afhandling focuserede på haitiansk dans. Dunham følte et slægtskab med det haitianske folk og tog deres situation på sig som sin egen. I 1961 etablerede hun en medicinsk klinik der. I 1992, i en alder af 82 pålagde Dunham sig selv 47 dages sultestrejke for at protestere mod behandlingen af haitianske bådflygtninge, som var der flygter fra deres land, men var vendt tilbage. Senere i livet strømmede æresbevisningerne ind, og i 1979 blev Dunham tildelt Albert Schweitzer Music Award, præsenteret på Carnegie Hall. Hun har også modtaget et Southern Cross fra Brasilien samt en national udmærkelse i både Haiti og Frankrig.

Ved slutningen af 1990'erne, var Dunham enke og boede i St. Louis området. Hendes venner flyttede hende til New York for at drage omsorg for hende. På dette tidspunkt var Dunham næsten sengeliggende med svær leddegigt. Hun døde den 21. maj 2006, i en alder af 96.

Katherine Dunham er blevet kendt som "matriarken af den sorte dans." Hun grundlagde i 1930'erne det første store sorte moderne dansekompagni i USA. Kompagniets arbejde har i høj grad bidraget til at fastslå den sorte dans som kunstart. Dunhams unikke blanding af afro-caribiske rytmer, ballet og moderne dans har betaget publikum over hele verden. I løbet af sin levetid, udførte og koreograferede Dunham produktioner for Broadway shows og Hollywood film, såvel som dans til forestillinger, der turnerede verden rundt.