 |
||||||||||||
 |
||||||||||||
 |
||||||||||||
|
Sort dans, jazz. Part 4. Fra Afrika til Den nye Verden. Jazzdansens udvikling i Amerika. |
||||||||||||
 |
||||||||||||
|
Stamtræet til den moderne dans Sort dans, jazz. Part 1. Afrikansk musik Sort dans, jazz. Part 2. Fra Afrika til Den nye Verden Sort dans, jazz. Part 3. Fra folkeligt til professionelt Sort dans, jazz. Part 4. Sort dans som kunstart
Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (1). Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (2). Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (3). Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (4).
|
||||||||||||
|
Sort dans som kunstart Af Ingrid Brynjølfsson. Fra midten af 1940`erne kom den sorte jazzdans stærkt tilbage. Det skyldtes især udviklingen indenfor "Modern Dance", for et af de mest betydningsfulde aspekter ved den amerikanske moderne danserevolution var, at det banede vejen for den sorte danser til at kunne definere sig selv som seriøs og kreativ kunstner. For første gang tillod det ham ikke kun at udtrykke sig i forhold til sin egen historie, men også at kunne give udtryk for det, som var universelt for alle mennesker og som gik på tværs af race og diskrimination. Det vigtigste ved den moderne danserevolution var nemlig forholdet mellem det følelsesmæssige og det fysiske, endelig behøvede den sorte danser ikke at foregive at være en anden end den han var, men kunne være sig selv, hvilket gav nye muligheder for at udvikle sin autenticitet både kreativt og kunstnerisk og forske i den fjerne afrikanske dansetradition for at genfinde det smukke og æstetiske i sine rødder. Enkelte søgte tilbage til Afrika og andre til de caribiske øer, hvor den afrikanske dans havde overlevet og udviklet sig i andre retninger og var mindre påvirket, hvorimod de nordamerikanske kilder til afrikansk dans var mere sparsomme, da han jo her levede som slave i mere eller mindre kulturel isolation. Men som vi har set, så overlevede gospel traditionen og de sange der blev brugt under arbejde, leg og fest på trods af de ydre forhold; ligeledes var der "sjov i gaden" når de sorte efterlignede og optrådte for de hvide med "The Cake Walk" og andre sjove danse, hvor de rigtig kunne føre sig frem. Dette førte som bekendt til the Minstrel Shows, hvor den sorte danser kom ind på den professionelle underholdningsbane. Her lykkedes det fuldstændig at ændre både musikken og dansetraditionen og skabe det, som vi nu betegner som jazzdans, musical, showdans og stepdans mm. Den moderne sorte danser Det var nødvendigt for de moderne sorte dansere at dykke ned i alt det kildemateriale, der var til rådighed for kreativt at "behandle" det og skabe sit eget udtryk i dansen. Men i underholdningsbranchen, indenfor hvilken de så og sige var låst fast, har de afsløret bestemte egenskaber, som fortrinsvis må tilhøre dem. For det første er der den unikke medfødte rytme - langt mere end bare et taktfast slag inkluderer det en karakteristisk og glidende frasering, der åbenbarer sig gennem hele kroppen og som til tider fjerner sig så meget fra det oprindelige udgangspunkt, at bevægelsen har fået tilnavnet "lazy". Man kan også møde denne specielle og eminente fraseringskunst når sorte synger gospel, blues og jazz. Ideelt set passer det generelt ikke til europæisk musik og specielt når det bliver brugt i selskab med ikke sorte dansere, kan det synes "out of time". Nært forbundet med denne gennemtrængende rytme er den brede dynamiske spændvidde af bevægelsen selv, med, på den ene side, atletisk kraft og åbenbar uudtømmelig energi med et minimum af anstrengelse og på den anden side, en bred kontrol af afslappelse. En anden egenskab er sans for at optræde. Dette betyder ikke så meget en kraftig projektionsmåde, men mere "en let uadvendt måde", som på samme tid er åben overfor enhver overtone i publikums humør og som også er istand til at manipulere det humør mere eller mindre bevidst. Alle disse færdigheder kan bruges til mere kvalitative og substantielle formål end slet og ret underholdning, som vi skal se. Den afroamerikanske og europæiske blanding af moderne former. Skønt de sorte dansere har kigget på sine egne traditioner, har de også kastet et blik på de traditioner, som de amerikanske kollegaer har været optaget af, især den klassiske ballet, men hele ballettens europæiske udsyn, historie og tekniske teori er fremmed både med hensyn til temperament, kultur og anatomi. Måske er det antropologisk ukorrekt at tale om sådan noget som "den sortes krop", især når man i Afrika betragter forskellen mellem (watusier og pygmæer). Ikke desto mindre er der anatomiske forskelle, der har betydning for kroppens holdning, atletiske fysik og smidighed, og som står i kontrast til den europæiske dansers oprette holdning. Den sorte dansers bøjelige rygrad og naturlige roterende bevægelser i hofteregionen er ikke noget, som europæerne bruger. Men allerede i 1930' og 40'erne opstod flere kompagnier, hvor sorte dansere tog livtag med den klassiske ballet. Mest overlevelsesdygtig blev imidlertid "Dance Theatre of Harlem", som Balanchines berømteste sorte solodanser, Arthur Mitchell, dannede i 1971 i et bevidst forsøg på at vise, at sorte dansere selvfølgelig kan danse klassisk ballet, hvis de får ordentlig træning. En sort ballerina, der fortjener omtale i den forbindelse og som var smukt udstyret både fysisk, teknisk og stilistisk er Janet Collins (7917-2003), som i tre år var den førende ballerina på Metropolitan operaen under ledelse af Zachary Solov. I 1932 i en alder af 15, kom hun til audition for den prestigefyldte "Ballet Russe de Monte Carlo", men da hun var forpligtet til at male sit ansigt og hud hvid for at være med, sluttede hun sig ikke til balletten. Janet Collins kæmpede igen og igen mod racisme, som heller ikke sparede de professionelle balletdansere. Janet Collins var en af de få klassisk uddannede sorte dansere i sin generation. I 1951 vandt hun en Donaldson Award for bedste danser på Broadway for hendes arbejde i Cole Porter's "Out of This World". Ikke mange afrikansk-amerikanske dansere og performere opnåede den succesfulde karriere var hun i stand til. Hun optrådte også i Aida og Carmen og var den første sorte ballerina på Metropolitan Operaen. Janet Collins var blandt pionererne inden for den sorte klassiske ballet og banede vejen for andre. (Arthur Mitchell f.eks., der kom til New York City Ballet det år Collins blev pensioneret.) Tilblivelsen af sort dans som kunstart I årene omkring 1930 var den mest populære diskussion i danseverdenen: "I hvilken retning vil den sorte dans gå?" Fordi den var fuld af energi og eksperimenteren, prøvede den sorte dans alt med en almen bred tilgang og udarbejdede sig selv på principperne af modern dance under hvilken "ethvert kreativt individ skaber kunst ud fra sin baggrund, erfaring og vision". De første formative år skabte ikke fremtrædende personer når vi sammenligner med Martha Graham, Helen Tamiris, Doris Humphrey og Charles Weidman, men den havde sine foregangspersoner, som lavede vigtigt arbejde forud for en række af efterkommere. Hemsley Winfield, Edna Grey and Wilson Williams var temmelig ukuelige, de optrådte selv, talte og var forkæmpere og dannede endda sådanne organisationer som Negro Dance Theatre og The New Negro Art Theatre. Mellem 1930-34 blev der lavet adskillige forsøg på at grundlægge sort dans som en kunstart, men det første rigtigt store tiltag på området var "Kykunkor" produceret på et loft af Asadata Dafora Horton i 1934. Horton var oldebarn af en Nova Scotia slave, som var vendt hjem til Afrika, da han var blevet fri. Han havde studeret sang i Italien og egentlig skabte han "Kykonkor" som en opera. Den handlede om stamme liv og bestod i det store og hele af primitive danse, bygget rundt om en opdigtet handling og nu og da afbrudt af noget, der lignede italienske arier sunget af Dafora Horton selv i titelrollen. De medvirkende bestod af afrikanske venner fra forskellige stammer, hvilket også gjaldt en så fremtrædende person som en tidligere medicin mand, Abdul Hassan, i en rolle der skulle genskabe hans tidligere erhverv, samt amerikansk fødte dansere og sangere. Forestillingen var ikke kun en samling af folkeligt materiale. Det var et originalt værk, som var skabt. Produktionen blev en dundrende success og en åbenbaring for de muligheder på området, som den åbnede op. Loftet var proppet med et elitært publikum, der inkluderede mange personer fra kunstverdenen. Forestillingen kørte på i næsten tre måneder, før den blev udelukket fra sit oprindelige kvarter af sikkerhedspolitiet og blev derefter opført i fire andre sale og teatre. Men som tiden gik mistede forestillingen meget af sin kvalitet, da det stort set uprofessionelle kompagni var ude af stand til at holde den vedlige, så produktionen måtte lukke ned midlertidigt. Dafora Horton efterfulgte "Kykunkor" gennem årene med andre værker af samme karakter, som han kaldte dansedramaer og formen blev taget op af andre, inklusive The Federal Theatre, som præsenterede "Bassa Moona" in 1937. Men "Kykonkor" blev aldrig gentaget, det var heller ikke nødvendigt, den havde haft sin funktion. |
||||||||||||
 |
||||||||||||
 |
||||||||||||
 |
||||||||||||
 |
||||||||||||
 |
||||||||||||
 |
||||||||||||
|
Billedet foroven: Pearl primus med sin dansetrup 1951. Ledende pionerer Det var ikke før tidligt i 40'erne at de første to mestre, som ikke var til at tage fejl af, kom på banen for at definere og klargøre den fundamentale amerikanske sorte dans og dens brede spændvidde. Det var Katherine Dunham og Pearl Primus, som begge var universitets uddannede kvinder med en doktorgrad i antropologi. Begge var de drevet af et socialt engagement i tidens raceadskillelsesproblemer og begge var de kunstnere af første karat. De spillede en vigtig rolle for at fremme sort dans som en kunstart, der indeholdt et vigtigt og værdigt udsagn om en anden måde at leve på. Katherine Dunham Katherine Dunham (1909-2006) indtog New York fra hendes hjemby Chicago i 1940 med en forestilling ved navn "Tropics and Le Jazz Hot", som blev en kæmpesucces, så meget, at den blev gentaget adskillige gange. I alle hendes danse derefter var erotikken det fremherskende, men med en erotik, der nærmest blev en stilart. Ydermere var numrene baseret på omhyggelig observation af autentisk materiale fra de antropologiske studier og rejser til de caribiske øer især Jamaica, Martinique, Trinidad og Haiti og alle var de komponerede værker med et genkendeligt socialt indhold. Med "L'Ag'Ya" (1938) og "Tropics and Le Jazz Hot" afslørede Dunham sin magiske blanding af dans og teater ved kombinationen af autentiske afro-caribiske danse og rytmer i det orkestrale arrangement med den berusende essens af amerikansk showbiz. Ægte folkeligt materiale blev præsenteret med flotte, fantasifulde kostumer, hvor dansere bevægede sig gennem fantastiske tropiske paradiser, mens en løs historie holdt sammen på en række af forskellige danse. Dunham kaldte selv disse forestillinger for "revyer." Hun koreograferede mere end 90 individuelle danse og producerede fem revyer, hvoraf fire spillede på Broadway og turnerede over hele verden. Hendes mest anmelderroste "revy" var hendes "Bal Negre", (1946) som indeholder en anden Dunham danse favorit, "Shango," baseret direkte på et "voodoo ritual". Hendes arbejde i Caribien førte til oprettelsen af en "Katherine Dunham teknik", en stil af dans, der involverede en løs torso og rygsøjle, artikulation af bækkenet og isolation af lemmerne. Kombineret med både ballet og moderne dans, blev det til en helt unik form for dans. Pearl Primus Pearl Primus (1919-1994) var en fremragende atlet i atletik og blev næsten professionel danser fra den ene dag til den anden. Hun udviklede sig med sådan en hurtighed, at hun i løbet af to år havde vundet plads i et program, hvor hun præsenterede fire af sine egne danse. "African Ceremonial", "Rock Daniel, a Lesson in Jazz", "Hard Times Blues" og "Strange Fruit", som handler om lynchingen af en sort mand, der hænger fra et træ. Hun blev udråbt til at være den største sorte danser af alle. Hun havde fantastisk kontrol over sin krop og hendes spring kunne overgå enhver, men udover hendes kraft, hurtighed og elevation, havde hendes bevægelser en skøn muskulær frasering, der var udtryk for hendes indre styrke og udadvendte kvalitet. Primus baserede ofte sine danse på arbejder fra sorte forfattere og på tidens raceproblemer f.eks. koreograferede hun et værk til Langston Hughes's berømte digt, "The Negro speaks of Rivers", der blev udført på hendes Broadway debut i 1944. I lighed med Dunham studerede Primus etnisk dans på de caribiske øer, men også hendes ophold i Vestafrika har vist sig uvurderligt for studiet af afrikansk dans, dens funktion og betydning. Hun var i stand til at kodificere de tekniske detaljer i mange af de afrikanske danse gennem et notationssystem. Donald MacKayle En anden sort amerikansk danser, som var med til at nedbryde racemæssige barrierer i den moderne dans var Donald MacKayle (Født 1930 i New York). Til trods for hans store gave som danser lå Donald MacKayle's hovedinteresse indenfor koreografien. Men det var den inspirerende ydeevne hos Pearl Primus, som udløste McKayle interesse for dans som teenager. På trods af hans mangel på formel dansetræning, fik McKayle et stipendium til New Dance Group i 1947. McKayle var ambitiøs og udnyttede ivrigt uddannelsen i moderne dans, ballet, step, afro-caribiske, hinduistiske og haitianske danseformer. Han havde kun danset i to år, da han i 1950 lavede sin første gruppe komposition. Den blev kaldt "Games" og handlede om børns leg i gaderne. Skønt det var hans første forsøg, viste det sig at være et udmærket stykke arbejde og er nu noget af en klassiker. To andre fremtrædende værker er "Rainbow Round My Shoulder" lavet til sange, der blev sunget af sammenlænkede fanger, og "District Storyville" et frimodigt billede af den periode i New Orleans ved begyndelsen til det 19. århundrede, da rødderne til jazz var ved at tage form. Af økonomiske grunde blev han nødt til at vie meget af sin tid til kommercielle aktiviteter såsom dans i fjernsynet og i Broadway musicals og det gjaldt både med hensyn til koreografi som i opsætningen af dem. Desuden lavde han scenenumre til velkendte teater-stjerner og underviste også på en række colleges og professionelle skoler. Han dansede imidlertid også med mange moderne dansekompagnier inklusive Martha Grahams. I 1951 dannede han sit eget kompani, men som det gik mange mindre kompagnier af denne art, så mistede de optrædende aktiviteter, om det var i New York eller på turne, og kontinuiteten gik tabt. Alvin Ailey Alvin Ailey, en af hovedpersonerne efter den anden verdenskrig, kom til New York tidligt i 50'erne som elev af Lester Horton og etablerede sig med bemærkelsesværdig hurtighed som en kunstner, der var værd at blive taget i betragtning. Som performer var han imponerende i og med at han så knagende godt ud samtidig med, at han besad den ægte teater egenskab, at komme ud over rampen. Han havde en stærk teknik og hans bevægelseskvalitet var smuk, som et nervøst dyr på vagt. Desuden var han i besiddelse af en analyserende tankegang, hvilket var nødvendigt for god undervisning og for den fantasi, der fører til kreativitet som koreograf. I 1958 dannede Ailey sit sorte, senere raceblandede kompagni "The American Dance Theatre". Hans stil er teatralsk, broget og sammensat af elementer mange steder fra. Det atletiske hos modern dance kombinerer han med jazz-dansens sensuelle smidighed og pulsen fra afro-caraibiske rytmer. Dansen spænder fra det humoristisk tempofyldte ("Night Creature", 1975) til det inderlige (soloen "Cry", 1971) og blander med held klassisk ballet, jazz, folklore, showdans og dramatisk følelsesudtryk. Mest helstøbt i mesterværket "Revelations" (Åbenbaringer, 1960), hvor 25 dansere til negro sprirituals udtrykker religiøs inderlighed og begejstring, kroppen som sjælens instrument. Siden han etablerede sig med "The American Dance Theatre", skabte han en mængde moderne koreografier baseret på de sortes tradition, spirituals, blues og jazz. Derudover forsøgte han også mere end en gang at skabe værker baseret på klassisk teknik for balletdansere, som f.eks "The River" (1970) med musik skrevet af Duke Ellington. I dette værk lykkedes det ham at illustrere raceproblemer i Amerika ved at have en sort og en hvid danser på hver sin side af scenen adskilt med en hob af kroppe mellem. Alvin Aileys ståsted er stadig sort kulturel og musikalsk tradition, men repertoiret er udvidet med lyriske og abstrakte balletter uden etnografisk tilknytning. Alvin Ailey American Dance Theater har i dag erhvervet status som en af de mest tiljublede ambassadører for amerikansk kultur og har for længst fået nationens officielle stempel og er adskillige gange sendt på statsturneer til Asien, Afrika, Europa og Danmark. Livsværket videreføres efter hans død i 1989 af hans tidligere stjernedanser Judith Jamison (f.1944).
Cole arbejdede også med et andet par af banebrydende modernister, Doris Humphrey og Charles Weidman, men forlod til sidst den moderne danseverden til fordel for en kommerciel dansekarriere på amerikanske natklubber. Cole fik sin professionelle debut i 1930 og udviklede herefter sin egen jazzede stil, hvor han indarbejdede danse teknikker fra Indien, Afrika, Caribien og Harlem. Ved slutningen af 1930'erne blev hans selskab, "Jack Cole Dancers" hovednavn i landets førende natklubber, herunder New York Citys "Rainbow Room". Cole nærmest opfandt formsproget i amerikansk showdans kendt som "teatralsk jazz dans", der stadig er herskende i koncerter, Broadway shows, Hollywood-film, musicals, tv-reklamer og musikvideoer. Han studerede den indiske danseform "Bharata Natyam" og brugte også andet etnisk materiale i sine danse. De mandlige dansere i Cole's koreografi bevæger sig lavt ved gulvet, før de bryder ud i akrobatiske spring, fald og de berømte knæ "slides". De kvindelige dansere er sexede, som strippere og er ofte klædt i kropsnære kostumer, fjer og lange handsker, der kan tages af på det rigtige tidspunkt. Han havde et udpræget instinkt for større gruppe bevægelser i sine danse, men var alligevel perfektionist ned i mindste detalje. Hans vidtrækkende indflydelse kan tydeligt ses i arbejdet fra danse-legender som Jerome Robbins, Bob Fosse, Michael Bennett, Alvin Ailey, Peter Gennaro, Tommy Tune og Gwen Verdon, som var Cole's assistent i syv år. På film var Cole især kendt for sit identitets- og stilikon skabende arbejde med kvindelige stjerner som Marilyn Monroe, Rita Hayworth, Betty Grable og Mitzi Gaynor. Ingen anden amerikansk dansekunstner havde en lignende karriere, der startede i den moderne dans, fortsatte som kommerciel danser på natklubber i hele nationen og sluttede sin karriere som coach til Hollywood-stjerner og en meget innovativ koreograf på film. Hans film arbejde omfatter en lang række film "Moon Over Miami", "Gilda", "Gentlemen Prefer Blondes", "Riviera" (med den tiljublede danser Gwen Verdon) "Their's no Business Like Show Business", "Kismet", "Lets Make Love", "Some Like It Hot", og mange andre film. Cole har arbejdet tæt sammen med Marilyn Monroe og i særdeleshed påvirket hendes ikoniske præstation i "Diamonds are The Girls Best Friend" fra "Gentlemen Prefer Blondes" og endvidere i fem andre film. Billedet herover: Jack Cole og Marilyn Monroe. I Hollywood har Jack Cole skabt sig et navn ved at etablere en danse-uddannelse og workshop på "Columbia Pictures". En ny danse musical, der skal vise Jack Coles liv og enestående arv er i øjeblikket under udvikling af "Queens Theatre" og bliver kaldt "The Jack Cole Project". Den musikalske hyldest får sin verdenspremiere i 2012 på Broadway. |
||||||||||||
