 |
||||||||||
 |
||||||||||
 |
||||||||||
|
Niels W. Gades brudevals Af Susanne Trudsø (konservator; kulturskribent) Artikel i TerpsiChore, dans som scenekunst, efterår 2009 |
||||||||||
 |
||||||||||
|
|
||||||||||
|
Niels W. Gades brudevals Vi kender alle Niels W. Gades brudevals, men når brudeparret valser ud i dansen, er der næppe mange, der reflekterer over brudevalsens oprindelse og baggrund. Vi nyder blot brudeparrets dans og kærlighed til hinanden, mens vi selv klapper i takt til musikken... og selvfølgelig - Niels W. Gades Brudevals! Sådan skriver man på www.folkekirken.dk om det afsluttende musikvalg ved et bryllup. Umiddelbart skulle man tro, at folkekirkens hjemmeside blot ville foreslå mulige musikvalg til selve den kirkelige handling. Men man foreslår altså også et musikstykke til den efterfølgende fest, og betragter således Niels W. Gades brudevals som en selvfølge og en perfekt slutning på dagen. Brudevalsens oprindelse Brudevalsen stammer fra August Bournonvilles lyse og glade ballet Et Folkesagn. Idéen til værket spirede i det dystre kolera år, 1853. Bournonville havde været en tur i Norge. I "Mit Teaterliv. Erindringer og Tidsbilleder" skriver han: "Ligesom jeg satte foden på dampskibet, for at vende hjemad, erfarede jeg, at Cholera morbus var udbrudt i København, og allerede i den svenske skærgård blev vi underkastet den strengeste karantænebehandling. Jeg havde endnu aldrig set denne frygtede gæst under øjnene og troede, at den, ligesom alt andet i vort kære Danmark, skulle optræde i en mildere form. Men straks, da jeg steg i land på Toldboden, kunne man mærke, at noget højst usædvanligt var i gære; overalt hørte man om sygdommens fremskridt og om de mangelfulde foranstaltninger fra det offentliges side. Dagens stående tema var listen på de angrebne og bortrevne, og flere af vore venner måtte bukke under for den skrækkelige farsot." Døden krævede i København dagligt sine ofre i hundredvis, og Bournonville valgte med sin familie at fortrække til Fredensborgs friske luft. Trods koleraens hærgen søgte Bournonville alligevel at holde humøret ved lige, og han lod sig inspirere. I sine erindringer skriver han således: "Jeg besluttede med iver at kaste mig ind i balletkompositionen og anlagde i hine skæbnesvangre dage. Et Folkesagn og Abdallah; men det var først under Fredensborgs sekelgamle lindetræer, at jeg ordnede mine ideer til et hele, ..." og han fortsætter "De gamle sagn om højfolket, ellepigerne og de bjergtagne børn, kom mig i dette sujet væsentlig til gode; et moment i Thiles samling - hvor man hører de underjordiske holde gæstebud og drikke med hverandre til med "Skål, Diderik! Tak Viderik!" - gav mig et helt fantasibillede af livet i højene, og derfra udspandt sig ganske naturlig en lille handling med adskillige originale figurer, som Troldfrøkenen, Bjergpigen, Dværg brødrene og deres Moder, den gamle og den unge Junker m.fl., og endelig fremstod de mest afvekslende situationer, såvel af sagnkredsen, som af det middelalderlige herregårdsliv." Bournonville fik struktureret sine idéer, og værket blev antaget af Det Kgl. Teaters direktør Johan L. Heiberg. I august startede samarbejdet med tidens to store komponister Niels W. Gade (1. og 3. akt) og Gades svigerfar J.P.E. Hartmann (2. akt). Bournonville havde klare idéer om musikkens karakter og udformning. Den skulle tilpasses koreografien, men også karakterisere personer og miljø. Om samarbejdet skrev Bournonville: "Der står endnu tilbage at nævne den fortræffelige understøttelse, jeg havde af de to berømte komponister, Hartmann og Gade, der ikke havde forsmået at skænke min musa deres toners rige fylde. Men Terpsichore lod dem heller ikke ubelønnet; thi endskønt balletten fornemmelig sysselsætter øjet, tager øret dog snart sin ret igen." Premieren fandt sted den 20. marts 1854 med stor succes, og balletten var efter Bournonvilles egen opfattelse en af hans mest vellykkede kompositioner. Med sin spænding mellem denne verden og en farlig, dæmonisk underverden er balletten karakteristisk for den romantiske periode. Med sin optimistiske slutning er den samtidig en typisk Bournonville-ballet. Det gode sejrer, og den farlige erotik kanaliseres ind i ægteskabet. Hovedpersonen Hilda er ikke som Sylfiden et farligt væsen, der lokker helten til skovs og undergang. Hun er et rigtigt menneskebarn, man kan gifte sig med. Og det er præcis, hvad junker Ove gør, og balletten slutter med deres brudevals. Fra Et Folkesagn er brudevalsen i dag det mest kendte musikstykke. Men under partiturets udarbejdelse have Gade ytret, at han ikke var tilfreds. Det Lykkedes dog Bournonville at sikre, at valsen ikke blev kasseret, og den blev hurtig populær. Den kunne blandt andet hares som bryllupssang i Hostrups vaudeville Familietvist på Folketeateret i 1857. I sine erindringer skriver Bournonville: "Ellepigernes ringdans og den yndige midsommersang i ballettens finale findes jo endnu på ethvert piano og vil bevare deres friskhed, længe efter at mit flygtige værk er forsvundet fra scenen, ja måske af den yngre generations erindring. Måtte da disse linier vidne om, at det var mig, som gav anledning til hine skønne toners fremkomst, ..." At Bournonville skulle få så udbredt ret i sin spådom angående bevaringen af musikken til brudevalsen, havde han næppe drømt om. 1 1900-tallet fik brudevalsen efterhånden stor udbredelse ved danske bryllupsfester, hvor den fortsat er en absolut levende dansk tradition. Desuden har også den danske kongelige familie danset brudevals, hvilket store dele af den danske befolkning har kunnet opleve via fjernsynstransmissioner, fx i 1967, da tronfølger Margrethe blev gift og ligeledes da hendes sønner siden hen blev gift i 1995 og 2004. At de kongelige brudepar vælger at danse brudevals til Niels W. Gades musik og gør det for åben skærm har selvfølgelig en utrolig betydning for fastholdelse af traditionen som en levende og folkelig dansk tradition. De royale brudepar konsoliderer derved brudevalsen som et dansk fænomen, og deres bryllupper bliver således trendsættende overfor den almindelige danske befolkning. (Billedet herunder: Et folkesavn).
Brudevalsen i dag Den traditionsbundne norm beskriver i dag, at efter bryllupsmiddagen skal brudevalsen danses til Niels W. Gades musik. Traditionen påbyder, at den danses før midnat, så det kan være nødvendigt med et ophold i taler og spisning. Når de velkendte toner møder rummet, fører brudeparret an og danser ud på gulvet for at valse. Gæsterne danner en kreds omkring parret og klapper taktfast til musikken. Som de eneste danser brudeparret hele brudevalsen, alt imens gæsterne langsomt gør kredsen mindre og mindre. Til sidst står brudeparret og gæsterne helt tæt, så brudeparret reelt ikke kan bevæge sig mere, og mens brudeparret kysser, kaster gæsterne måske ris over dem. Desuden -rives brudens slør i stykker, og måske overmander de mandlige gæster brudgommen og klipper tåen af hans sokker eller et stykke af slipset. Selve dansen, brudevalsen, er ganske enkel. Gommen træder et trin frem på højre fod, dernæst et trin til venstre ned venstre fod og samler til. Så et trin tilbage på venstre fod, dernæst et trin til højre og samler til. Trinnene gentages igen og igen, og de danner en firkant. For bruden er trinnene de samme, dog starter hun med trinnet tilbage på venstre fod. Mellem gommen og bruden er der almindelig dansefatning, og firkanten drejes i løbet af dansen langsomt højre om. Som beskrevet i ovenstående gennemgang af den traditionelle brudevals, så består den af en række delelementer eller faser i ritualet, som alle har deres udspring og baggrund i historiske traditioner. Ovenstående beskrivelse er generel, og selvfølgelig er der bryllupper, hvor konceptet varieres, man har egne idéer eller anderledes familietraditioner. Men overordnet har et bryllup tre faser, nemlig den højtidelige fase med vielsen, dernæst den formelle fase med middag, sang og taler og endelig den festlige fase med dansen. Brudevalsen er således overgangen mellem brylluppets to sidste faser, hvor brudeparret og gæsterne har hver deres traditionbundne roller. Med en antropologisk term kan brudevalsen beskrives som en grænsetilstand, idet brudeparret nu har udskilt sig fra deres respektive familier, og fremover skal de sammen genoptages i familie-venne-kredsen som ægtepar. Deres sociale status er ændret fra de frie ugiftes rækker til de giftes rækker, hvor familie og stabilitet kan være centrale værdier. Dansens betydning Brudevalsen som scenisk dans, sådan som Bournonville skabte den i Et Folkesagn, og som den sidst kunne ses til Bournonville-festivalen i 2005, er en balancé-vals, hvor parret først længe står stille og ser forelsket på hinanden, mens brudepigerne danser omkring dem. De begynder at vugge frem og tilbage med én-håndsfatning, og bruden danser under hans arm flere gange. I mime erklærer de hinanden deres kærlighed, giver hånd, hvorefter de vugger videre i deres dans. De går bagud på scenen, mens ridderne og deres fruer rejser sig. Ridderne danner espalier med deres sabler, og brudeparret går under, hvorefter de danser med to-håndsfatning omkring sig selv. Mod slutningen står de atter stille, mens bønderne danser omkring dem, og til sidst henter Hilda sit sølvbæger hos ammen, går tilbage til sin gom og de omfavner kærligt hinanden. Med andre ord ender alt lykkeligt, glemt er Hildas tidligere liv hos troldene og Oves møde med Ellepigerne, alt er pænt og sømmeligt. Men brudevalsen kan - ikke som scenisk dans, men som folkelig samværs- dans - betragtes som en ritualiseret og reguleret pardans, hvor pardansen, som har sit udspring og sin fundamentale hensigt i forplantningen i form af brudevalsen, som derved har en nøje sammenhæng med parrets ægteskabelige kommende seksualitet. En usagt hensigt, hvor ordene slutter, og dansen tager over, hvorved dansen bliver betydningsbærende. Basalt set er selve dansen en autonom kunstart, som man kan vælge at regulere, men som i sin egenart er kroppens bevægelser, som udføres i tid og rum til et musikalsk akkompagnement. Krop og bevægelse, tid og rum, samt musik er hver for sig abstrakte størrelser, som tilsammen kan udtrykkes via dansen. Dansen er således ikke ord, men en måde igennem man kan udtrykke følelser på, som der ikke findes ord for. Og netop gennem brudevalsen kan der via de rituelle faser siges det ellers usagte. Dans før kl. 24.00 Det er en gammel tradition at brudevalsen skal foregå inden midnat foregik omkring midnat. Måske fordi 1800 tallets brudedans foregik omkring midnat. Ved det nye døgns begyndelse var bruden ikke mere pige, men kone. Gommen var tilsvarende ikke mere ungkarl, men husbond. Overgangen fra ugift til gift blev tidligere markeret med, at brudeparret fik en konehue og mandshat på hovedet som symbol på den ændrede status. Som ritual er dansen før kl. 24.00 netop en fase i brylluppet, som må betragtes som overgangsritual, hvor parret befinder sig i grænsetilstanden mellem udskillelsen og genoptagelsen i deres samfund. De dansende I dag er det reglen, at brudeparret danser som de første og alene. Hvem der dansede først med hvem, og især med bruden, var tidligere meget forskelligt fra egn til egn. Det kunne være brudens fader, en bror til bruden eller præsten, der fik den første dans. Undertiden dansede gommen samtidigt med sin mor. Skafferen kunne også "feje gulvet" med fx kogekonen eller en af brudepigerne, før han dansede med bruden. Den, der dansede den første dans med bruden, sluttede næsten altid med at føre hende hen til brudgommen, der så dansede brudedans med hende. I dag er traditionen, at den første dans er forbeholdt brudeparret alene. Når familien og vennerne danner kreds om brudeparret, mens de valser, må det tolkes som familie og venners agtelse for parret og anerkendelse af parret som ægtepar, og et kollektivt tillykke-kram til parret. Kastning af ris Fra gammel tid har ris skullet bringe brudeparret frugtbarhed og lykke. Tidligere brugte man korn, som besad den samme kraft, men i forrige årundrede gik man over til ris, da ris også rummer kimen til en ny spire. Rive brudesløret itu At bære brudeslør ved sit bryllup blev tradition i Danmark i midten af 1800-tallet som symbol på dydighed, altså et jomfrusymbol. Ugifte pigers ret til at have løst, udslået hår blev symbolsk overført til sløret, som også skulle beskytte mod onde magter. Samtidig med sløret kom traditionen med at rive sløret i stykker efter brudevalsen. Oprindeligt skulle bruden helst miste hele sløret, således at hun kunne få en konehue på. I dag er det opfattelsen- at jo mere forrevet sløret bliver, desto bedre, jo mere lykke vil bruden opnå i sit ægteskab. For gæsterne gælder det samtidig om at erhverve sig en stump af sløret, da det vil bringe dem held. Nogle brude foretrækker at se yndige ud lige til det sidste, og her må man vente med at rive sløret i stykker, til parret forlader festen. Før sløret kom på mode brugte man på landet forskellige former for hovedtøjer. De bestod især af røde bånd, flitterstads og forskelligt glimmer. Men stadsen var ikke kun til pynt. Glimmer og rødt beskyttede ifølge folketroen mod at blive bjergtaget - dvs. røvet af troldfolk, hvilket jo netop er et tema i Bournonvilles Et Folkesagn. Risikoen for bjergtagelse var særlig stor på bryllupsdagen, hvor kvinden var i en overgangssituation, midt mellem at være ugift og gift, og mellem at tilhøre sin fars og sin mands familie. Klippe sokker At klippe et stykke af brudgommens sokker netop på den dag, hvor han træder ind i de giftes rækker er symbolsk at hindre ham i at "gøre sine hoser grønne" hos andre kvinder eller at "gå på frierfødder". Udtrykket bygger på en opfattelse af farven grøn som tiltalende, indsmigrende eller behagelig, egentlig frisk og ungdommelig som håbets farve. At "indynde sig" kan på svensk hedde gøre sig grøn. På tysk betyder einem grun sein at "være nogen venlig stemt". Dét at gøre sine hoser grønne er et specielt dansk udtryk. Baggrunden kan søges i en gammel skik med, at en heldig frier fik en grøn strømpe, mens en forsmået frier fik en sort. Udtrykkene går altså langt tilbage, mens skikken har været tradition i et århundrede, og kan være en afløsning for påsætningen af mandshatten. I dag ses det ofte, at gommen har lakeret sine tånegle for at skabe latter på dansegulvet. Indenfor de senere år har klipperiet også udviklet sig til evt. at omfatte slips eller butterfly. Fra scenisk dans til samværsdans Da Bournonville i sine erindringer skrev ordene "...og den yndige midsommersang i ballettens finale ... vil bevare deres friskhed, længe efter at mit flygtige værk er forsvundet fra scenen, ... Måtte da disse linier vidne om, at det var mig, som gav anledning til hine skønne toners fremkomst, havde han næppe forestillet sig, at hans ballet ville blive bevaret ind i det 21. århundrede, og at den afsluttende sceniske dans ville udvikle sig til en folkelig samværsdans - at der anno 2009 ved mange danske bryllupper danses brudevals til tonerne af Niels W. Gades musik indspillet på CD, fremført live af et band eller på keyboard eller måske som gæsternes nynnen. Og som noget ganske særligt - og i modsætning til andre af vores samtids samværsdanse - så danser man kun brudevalsen én gang i sit liv. Nogle par danser brudevalsen igen til deres sølvbryllup og evt. også til deres guldbryllup. Nogle bliver gift mere end én gang og får dermed også en ekstra chance. Brudevalsen er i den grad en lejlighedsdans, omkring hvilken der ikke findes dansemiljøer, klubber eller tilsvarende. At opleve en brudevals kræver umiddelbart en invitation til en bryllupsfest. Dansen og gæsternes ageren varer måske højst 3-4 minutter, så er det slut. Og alligevel kender vi den alle, kan nynne med, og måske har vi selv danset den uden egentlig at reflektere over oprindelsen og tænke på August Bournonville og hans Et Folkesagn. |
||||||||||
 |
||||||||||
 |
||||||||||
 |
||||||||||
 |
||||||||||
 |
||||||||||
