Et overblik over Den Kongelige Danske Ballet fra 1985 til 2008. (Del 5).

Tag med tidligere balletmester frank Andersen (billedet) på en lang og udfordrende rejse gennem tiden og dansen i perioden 1985 til 2008.

Af Ole Nørlyng, musik- teater- og ballethistoriker.

Stamtræet til den moderne dans

Sort dans, jazz. Part 1. Afrikansk musik

Sort dans, jazz. Part 2. Fra Afrika til Den nye Verden

Sort dans, jazz. Part 3. Fra folkeligt til professionelt

Sort dans, jazz. Part 4. Sort dans som kunstart

Dans fra renæssance til nutid

Marius Petipa og La Bayadére

Dancing girls, barfodsdans og "negerdans"

Les Ballets Russes

Sylfiden 175 år

Gades brudevals

Krop og ånd i teaterhistorien

Neumeier besat af Nijinskij

Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (1).

Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (2).

Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (3).

Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (4).

Den Kongelige Danske Ballet fra 1985 til 2008. (5).

Den Kongelige Danske Ballet fra 1985 til 2008. (6).

Russes

Det var en meget ung balletmester, der satte sig i den varme stol, efter at Henning Kronstam havde sagt stop. Den 1. august 1985 tiltrådte den 32-årige Frank Andersen som balletmester ved Den Kongelige Ballet. I første omgang sad Frank Andersen på posten til den 30. juni 1994. Efter en periode på 8 år, hvor han blandt andet var balletmester ved Den Kongelige Svenske Ballet i Stockholm fra 1995 til 1999, vendte han tilbage til Det Kongelige Teater, hvor han atter var balletmester fra 2002 til 2008. I to perioder har han således slidt for balletten. Givet sig selv 100 procent, skabt mindeværdige højdepunkter og et særdeles veltrimmet kompagni.

August Bournonville var med sine 25 år lidt yngre, da han blev udnævnt til balletmester, mens Hans Beck var 33 år, da han fik posten. Harald Lander og Flemming Flindt var også meget unge, da de blev ledere, og alle havde de samtidig en karriere som solodansere at passe. For Frank Andersen var balletmesterstillingen noget han brændte for og selvom karrieren som solodanser stod i fuldt flor, var han villig til at sætte den noget på stand by, hvis det skulle blive nødvendigt. Som initiativtager og organisator havde den energiske, unge mand med Bournonville gruppen "Soloists of The Royal Danish Ballet" siden 1976 hentet både mange erfaringer og et utal af nyttige kontakter. Netop lige inden Frank Andersen blev balletmester, havde han som leder af The Bournonville Summer Academy - første gang afholdt i Midland, Michigan, USA, senere i København, i Biarritz i Frankrig og i Tokyo -sat endnu et nyt initiativ i søen. Ingen tvivl om Frank Andersens iderigdom og virkelyst.

Arbejdsiveren rakte fra starten langt ud over egne dansepræstationer. Der havde altid været fart over Frank Andersen, og han har fra de tidligste år haft en sjælden evne til at samle og begejstre såvel ganske unge danseelever som garvede pædagoger og professorer. Forventningerne og ambitionerne var næsten grænseløse. Viljen til at nå sine mål var uomgængelig, og dertil kommer et utroligt humør, en favnende venlighed og en arbejdsvilje langt ud over det almindelige. Med balletmesterposten i baglommen syntes mulighederne uendelige. Nu skulle balletten stråle.

Balletmesterrollen

I rollen som ny balletmester var der meget at tage fat på, og let har det ikke altid været. Stormvejr har Frank Andersen ikke været forskånet for. På grund af ombygning af Gamle Scene havde Den Kongelige Ballet i to sæsoner danset i Tivolis Koncertsal - en sal, der med sin begrænsede dybde og højde næppe kan siges at være en ideel balletscene. Og den teater atmosfære, der er tale om på Kongens Nytorv, findes ikke på samme måde i Tivoli. Repertoiret havde trods lyspunkter heller ikke været det mest spændende. Nu skulle balletten efter endt ombygning tilbage i sit gamle hus. Nu skulle det være en udfordring at gå på scenen. Nu skulle der stræbes efter det allerbedste. Frank Andersen ville gerne lave spændende dans, men ikke provokere. Og hvad havde han så til publikum?

Korpset var imidlertid begyndt at se lidt gammelt ud, og med et moderne repertoire - fx George Balanchine og William Forsythe - var en pensionsalder på 48 år for høj. Den blev forhandlet ned (40 år; red.), så Den Kongelige Ballet kunne leve op til moderne krav og stå sig i international konkurrence. En sådan situation er ikke nødvendigvis let, og nogle fyringer på teatret i Frank Andersens første balletmester sæson fik skyerne til at trække sig sammen. Men Frank Andersen lod sig ikke skræmme, og på længere sigt viste det sig, at Frank Andersen også havde retten på sin side. Han har altid været øm om Den Kongelige Ballets internationale omdømme - og kun med base i en høj dansemæssig standard kunne han med ro i sindet planlægge de store internationale Bournonville festivaler.

John Neumeier balletter

Åbningsforestillingen på Gamle Scene var en helt ny ballet af John Neumeier skabt specielt til Den Kongelige Ballet. Neumeier, der i samme år skabte helaftensballetter over Shakespeares "Othello" og "Som man behager", havde til denne premiere valgt dramaet om Hamlet, men foruden Shakespeare havde han også hentet stof fra de danske og franske middelalderkilder. Hamlet har altid vist sig at være et vanskeligt emne at forløse i dans, og Neumeiers version blev ingen undtagelse, men som altid var der også tale om et uhyre interessant værk med adskillige fremragende og meget stærke scener. For at imødegå det faktum, at publikum må kende forhistorien for at forstå, hvad det er, de ser, valgte John Neumeier at gå tilbage i historien og fortælle også det, der er gået forud for den handling, Shakespeare præsenterer os for. Dette medførte, at balletten blev meget lang og ganske kompliceret. Noget der ikke blev gjort lettere af, at John Neumeier selvfølgelig også havde sit helt eget syn på dramaet. Musikvalget, der var faldet på den engelske komponist Michael Tippett, var heller ikke med til at smidiggøre forløbet.

"Amleth" blev imidlertid et gennembrud for to helt unge dansere. John Neumeier havde til titelrollen valgt Peter Bo Bendixen, der skabte en meget smuk figur, mens Mette Bødtcher var dybt gribende som Ofelia. Kritikken var yderst blandet. Enkelte var begejstrede, mens de fleste var betænkelige ved en ballet af Wagner'ske dimensioner. Selvom balletten ikke kan betegnes som en succes, betød det skabende samarbejde mellem John Neumeier og Den Kongelige Ballet, at båndede mellem John Neumeier og det danske kompagni blev stærkere. Året efter søgte både Peter Bo Bendixen og Mette Bødtcher orlov for at arbejde videre med Neumeier i Hamburg - og Neumeier kom igen senere, idet han først genopsatte "Romeo og Julie".

I 1987 besøgte han med sit kompagni fra Hamburg Gamle Scene, hvor de dansede "Kameliadamen" og "Matthæuspassionen". Som en særlig hilsen til Hendes Majestæt Dronning Margrethe II på hendes 50 års fødselsdag koreograferede John Neumeier i 1990 balletten "Birthday Dances" -en gallaaften, der sluttede med, at John Neumeier og Frank Andersen iført kjole og hvidt begge gik på scenen og dansede Fred Astaire nummeret fra "Top Hat" til toner af Irving Berlin. En meget festlig aften. I 1994 kom John Neumeier igen og satte "All Our Yesterdays: Des Knaben Wunderhorn" og Gustav Mahlers "Femte Symfoni" i scene med de danske dansere.

Bournonville balletter

Som leder af et af verdens ældste, klassiske balletkompagnier var traditionen fra starten noget Frank Andersen ville våge over. Om nogen kender og elsker Frank Andersen det overleverede Bournonville repertoire, og det blev passet og plejet. Men mere var på vej! Den amerikanske danser Bruce Marks, der dengang var gift med Toni Lander, var på en auktion kommet i besiddelse af et Bournonville manuskript til den glemte ballet "Abdallah" fra 1855. Bournonville havde med denne orientalske "Tusind og en nats"-ballet forsøgt sig i Wien, men heldet havde dengang ikke været med ham. "Abdallah" var også blevet danset i København, men forsvandt hurtigt ud af repertoiret. Nu viste det sig, at Bournonville netop til "Abdallah" grundigt havde skrevet koreografien ned, og efter betydelige videnskabelige studier på Det Kongelige Bibliotek havde Bruce Marks takket være Toni Marks Lander og Flemming Ryberg været i stand til at producere "Abdallah" med scenografi af Jens Jacob Worsaae for Ballet West i Salt Lake City, Utah, USA.

Frank Andersen så det med det samme som sin opgave at hente "Abdallah" (billedet herunder) hjem til Kongens Nytorv, hvor den charmerende og eventyrlige ballet med succes kom op i november 1986. Siden har denne vellykkede rekonstruktion vist sin livskraft, idet den har været genopsat flere gange, og netop dens orientalske atmosfære og den overordentlig megen dans har på en fin måde udvidet blikket på Bournonville som en mere international koreograf, end tilfældet ellers er med de meget danske vaudevilleballetter.

Samtidig fejrede Den Kongelige Ballet "Sylfidens" 150 års jubilæum, lige som man satte verdens ældste ballet, Vincenzo Galeottis "Amors og Balletmesterens Luner" fra 1786 på repertoiret igen. På Bournonville fronten var næste store satsning et dristigt og vanskeligt eksperiment, der desværre ikke rigtig ville lykkes. I 1860'erne havde Bournonville skabt to meget store nordisk mytologiske balletter - "Valkyrien" og "Thrymskviden". Begge var for længst gledet ud af repertoiret. Harald Lander havde i 1941 forsøgt en modernisering af "Valkyrien", hvilket ikke lykkedes. Nu ville balleteksperten Allan Fridericia og hans kone, den svenske ballerina Elsa Marianne von Rosen, ud fra det arkivalske materiale genskabe "Thrymskviden", en gigantisk beretning om kamp og glæde blandt de nordiske guder. Men at fortælle Ragnarok-myten i Bournonvilles harmonisøgende stil er ikke let. I den nye rekonstruktion forsøgte man sig med en forenklet handling og mere klart tegnede figurer og flere dansante episoder. Alligevel blev de store anstrengelser ikke kronet med held. Projektet løb af stablen i maj 1990 og fik en blandet modtagelse. Generelt var der tale om en meget smuk og stiltro dans og mime, hvorimod kostumer og dekorationer langtfra overbeviste. Ved den Anden Internationale Bournonville Festival 1992 var hele balletten forsvundet fra repertoiret, og i stedet dansede man uden dekoration en række afsnit fra "Thrymskviden" som et stort - vellykket - divertissement.

Det moderne repertoire

Er Bournonville nok fundamentet, så er det ikke muligt i dag at drive et balletkompagni uden stor alsidighed i repertoiret. Frank Andersen satsede så sandelig også på nutiden med dens mange forskellige koreografiske facetter - og med vekslende resultat. På ønskelisten stod fra starten blandt andet Hans van Manen, Maurice Béjart, Christopher Bruce og Nils Christie. Netop hjemkommet fra New York havde han et trumfkort med sig. Det københavnske publikum havde tidligere ved flere gæstespil i Tivoli og Cirkusbygningen tiljublet Alvin Ailey og hans sorte dansere. Frank Andersen var på pletten for at sikre sig det største navn i American Black Dance, og nu havde han engageret Ailey til at komme og arbejde med Den Kongelige Ballet. Ailey kom til København dels for at sætte den kendte Duke Ellington ballet "The River" op. Denne ballet, der i sin tid faktisk var skabt til et klassisk kompagni, var et oplagt valg, og "The River" blev en stor succes for en væsentlig gruppe ikke mindst af helt unge dansere, der her fik lejlighed til at prøve kræfter i noget, de kunne føle som nutidigt! Derimod viste Ailey sig med det nye værk "Caverna Magica" ikke i den bedste form. Ord som "lummert show" og "Kling klang farvelade" blev taget i anvendelse. Og dog. Danserinde Mette Hønningen havde i den grad betaget Ailey, hvorfor han til hende skabte en solo "Witness", hvor en kvinde til stærke afroamerikanske spirituels udtrykker sin sorg og syndsbevidsthed i en delvis Martha Graham inspireret dans. En meget smuk solo.

Et andet bekendtskab, der kom til København for at skabe nyt, var Choo San Gohs. Hans "Skiftende billeder" til Schuberts "Forellekvintten" formåede heller ikke at holde sig på ballettens repertoire, og lettere blev det ikke for balletmesteren efter endnu et par mindre vellykkede verdenspremierer. I sæsonen 1987-88 arbejdede koreografen Robert North med en stor ballet over Elvira Madigan stoffet. Ikke mindst en berømt svensk film havde gjort den tragiske 1800-tals kærlighedshistorie mellem den danske cirkusprinsesse Elvira Madigan og den svenske officer Sixten Sparre populær, og Robert North havde mange ambitioner i forbindelse med det velegnede og farverige stof. Desværre ville han både et skæbnedrama, et psykologisk forløb og en socialhistorisk perspektivering. Det til rådighed værende trinsprog var ikke tilstrækkeligt, og resultatet blev en tung og uklar fortælling.

Heller ikke Constantin Patsalas umådelig ambitiøse og dødsfikserede ballet "Das Lied von der Erde" til kompositionen af samme navn af Gustav Mahler ville lykkes, trods en fremragende indsats af Den Kongelige Ballets nye lysende stjerne på herresiden: Nikolaj Hubbe.

Lar Lubovitch kom til kompagniet i 1989 og skabte sin "Rhapsody in Blue" til Gershwins jazzede stykke for klaver og orkester. Et effektivt finalenummer, der hvirvlede over scenen i bedste "A Chorus Line" stil. Måske den mest vellykkede af de mange udenlandske verdenspremierer, der blev præsenteret i Frank Andersens første balletmesterperiode. Men ingen stor ballet - endsige stor overraskelse.

Så var der meget mere overraskelse -om end ganske uventet - over endnu en planlagt "verdenspremiere". Slutresultatet i forbindelse med endnu en ny kreation blev en meget stor succes, men da var de oprindelige planer også helt kuldkastede. Frank Andersen havde længe haft planer om at få en rigtig H.C. Andersen ballet i repertoiret - en familieforestilling, der kunne gå hen og blive populær. Den schweiziske koreograf Heinz Spoerli havde givet sit ja, og den danske trubadur og musicalkomponist Sebastian havde komponeret til en synopsis over H.C. Andersens eventyr "Dyndkongens datter". I sidste øjeblik sprang Spoerli imidlertid fra, og balletten kunne ikke gennemføre projektet. Frank Andersen var dybt skuffet, men den handlekraftige balletmester klarede ved udenlandske venners hjælp situationen.

I april 1989 var der således premiere på John Crankos geniale helaftensballet "Onegin" efter Pusjkins digt og med Tjajkovskijs musik. I stedet for en Andersen ballet til popmusik fik vi et dramatisk mesterværk, netop et værk der klædte Den Kongelige Ballet, hvis styrke er det karakterdannende, det dramatiske og det følelsesmættede. Heidi Ryom og Lis Jeppesen var begge vidunderlige som Tatjana, ligesom Nikolaj Hiibbe oplevede en stor personlig sejr som Onegin. En stor kunstneriske genvinst for balletten og publikum. På plussiden var også Frank Andersens blik for et dansk koreograftalent af format.

Anna Lærkesen havde tidligere haft en meget stor karriere som solodanser ved Den Kongelige Ballet, hvor hun havde brilleret som en enestående adagio danserinde med en lyrisk, mystisk udstråling. Efter en række år, hvor hun var væk fra rampelyset, begyndte hun at koreografere, og Frank Andersen gav hende ikke blot muligheder, men gjorde hende til en slags huskoreograf. Til en række velvalgte klaverstykker af Sergej Rachmaninov havde Anna Lærkesen med debutballetten "Når jeg er i luften" (1988) vist betydelig musikalsk indlevelse og koreografisk formsans. Ikke nok med at der var tale om et indlysende musikalsk koreografisk talent, Anna Lærkesen besad et sikkert blik for den enkelte danser, og en række unge dansere fik en chance hos hende. I november 1989 var Anna Lærkesen tilbage med "Manhattan Abstraction" til et stærkt og glitrende partitur af den succesrige danske komponist Poul Ruders. Hendes koreografiske mesterskab nåede en første kulmination i 1990 med Johan Sebastian Bach balletten "Partita", hvor hun på en umådelig musikalsk måde var i stand til at berette om menneskelige temperamenter, flirt og drømme, udfordringer og knugende sindsstemninger. Værket var en duet for ham og hende fremragende danset af Silja Schandorff og Nikolaj Hiibbe, alternerende med Rose Gad og Lloyd Riggins. Senere fulgte flere værker, hvor især "Polacca" danset til musikstykker af Chopin hævdede sig, ligesom den senere er blevet danset igen.

Udvikling af danske koreografer

Til de største sejre hørte også Flemming Flindts overbevisende historiske helaftensballet "Caroline Mathilde", der havde urpremiere i 1991, og som allerede er blevet omtalt. (Billedet herover). Hvad der således ikke rigtig ville lykkes med de internationale verdenspremierer, blev til gengæld indfriet af danske koreografer, ikke mindst fordi Frank Andersen også her valgte at satse. Netop for at udvikle eventuelle danske koreografi talenter arrangerede Frank Andersen aftener på Nye Scene, hvor unge uprøvede talenter kunne få mulighed for at udfolde sig. I Frank Andersens programerklæring som balletmester stod netop ønsket om at udvikle nye danske koreografer, ligesom det var vigtigt for ham at skabe en frugtbar forbindelse mellem Den Kongelige Ballet og det alternative dansemiljø, der blandt andet med Nyt Dansk Danseteater, havde vokset sig stærkt. Der blev indledt med mere uprætentiøse workshops, og i januar 1987 var man klar med et egentligt program. I 1989 sluttede sæsonen med Festival Ny Dans, hvor der var åbne prøver, diskussioner og forestillinger med de frie dansegrupper udenfor teatrets rammer, som efterhånden havde fået fodfæste.

En væsentlig begivenhed i det moderne repertoire var William Forsythes "France/Dance", der kom på plakaten i sæsonen 1989-1990. Den amerikanske koreograf fra Frankfurt havde oprindeligt skabt det collageagtige surreelle værk til Pariseroperaen. Lydsiden var lige dele Bach, skrig og hundebjæf, og i centrum stod en dværg, der flyttede rundt på den vestlige civilisations store bygningsværker i form af papmodeller. Fra Parthenon templet til det skæve tårn i Pisa. Midt på denne civilisationens kirkegård, hvor der også levede fortidsøgler, en enkelt abe og en flodhest, dansede medlemmer af korpset episoder af ren klassisk skønhed. Bevægende og provokerende. Med til den fortsatte internationalisering af balletten hørte også det forhold, at allerede Flemming Flindt i sin balletmesterperiode havde lukket op for udenlandske dansere. Gradvist voksede kompagniet sig større og større og der kom flere og flere udlændinge ind i kompagniet. Det skabte en frugtbar konkurrence, men det ændrede også forholdene omkring stil og tradition. Det fælles grundlag var ikke længere en selvfølge, og det kunne i visse tilfælde godt ses, ligesom ikke alle de nytilkomne uden videre kunne få et ægte forhold til Bournonville - hans dansestil og hans fortælleglæde.

For at stimulere tilgangen af danske dansere, var det også vigtigt at se på Det Kongelige Teaters balletskole. Med henblik på fornyelse og udvidelse udnævnte Frank Andersen i 1988 den tidligere danser og Bournonville ekspert Anne Marie Vessel til leder af skolen, og blandt de mange initiativer hun gennemførte kan fx nævnes en række børneballetter efter H.C. Andersens eventyr til den populære musik af Bent Fabricius Bjerre koreograferet af Lise la Cour. Der blev etableret en opsøgende ballet, ligesom børn blev inviteret ind til "Store Balletskoledag" - og i det hele taget blev der åbnet op, hvilket også betød større synlighed. H.C. Andersen var i det hele taget i vælten, idet Frank Andersen barslede med idéen om en ballettens Oscar i form af en stor H.C. Andersen galla. Som tilbagevendende begivenhed gik det ikke, men Det Kongelige Teater var i maj 1988 rammen om en fantastisk international balletbegivenhed, der blev tv-transmitteret world wide. Ved denne H.C. Andersen galla gik prisen som bedste dansere til Sylvie Guillem og Irek Mukhamedov, mens Jiri Kylian modtog prisen som bedste koreograf. Ved gallaen, der var spækket med verdensnavne og virtuos dans, glædede man sig særligt over to kinesiske dansere - Li Ying og Pang Jiabin - fra Beijing, der dansede Bournonvilles trin fra "Blomsterfesten i Genzano".

Den Kongelige Ballet på vigtige turnéer

I samme periode var Den Kongelige Ballet på flere vigtige turnéer til Paris og New York, og i 1989 drog man til Hong Kong med et rent Bournonville program for at celebrere åbningen af Hong Kongs nye store kulturcenter. Selvom det var sparetider, var der mange projekter i vælten. Den Anden Internationale Bournonville Festival, der løb af stablen fra den 28. marts til den 4. april 1992, satte med de nødvendige forberedelser en sådan begivenhed kræver, sit præg på flere sæsoner. For at den følgende sæson (1992-1993) ikke skulle gå hen at blive noget af et antiklimaks, havde balletmester Frank Andersen endnu et effektivt initiativ i spil. I 1993 var det ti år siden, George Balanchine døde, hvilket blev markeret med en lang række Balanchine premierer og en afrundende Balanchine galla. Blandt de mange bemærkelsesværdige begivenheder i den forbindelse kan det nævnes, at fx Suzanne Farrell for første gang satte balletten "Zigane" i scene udenfor New York City Ballet. "Zigane" blev i 1975 skabt af Balanchine til Suzanne Farrell og Peter Martins. Ved Balanchine gallaen den 30. april 1993 dansede Peter Martins søn, Nilas Martins og ballerinaen Darci Kistier, Balanchines "Duo Concertant" til et raffineret stykke af Stravinskij, ligesom de dansede sammen med corps de ballet i Balachines "Finale" fra Tjajkonskijs "Tema og Variationer".

Mange initiativer lykkedes med bravur i Frank Andersens første balletmesterperiode, og det er vanskeligt at fremhæve en begivenhed på baggrund af mange andre. Men det var nu noget særligt, da man i Frank Andersens sidste balletmestersæson oplevede ballettens største satsning nogen sinde. Rent dansemæssigt stod Frank Andersen med et fremragende kompagni og en helgeneration af unge og yngre danser, der vitterlig kunne løfte selv de største opgaver i det klassiske repertoire. Rose Gad, Silja Schandorff, Petrusjka Broholm, Christina Olsson og Henriette Muus udgjorde en meget stræk pigegruppe, og tilsvarende var der blandt drengene også en fremragende gruppe af dansere. Derfor var tidspunktet også rigtigt valgt til en pragtopsætning af Petipa-Tjajkovskij mesterværket "Tornerose".

Det var balletmesteren fra San Francisco, den oprindeligt islandske danser, Helgi Tomasson, der sammen med scenografen Jens-Jacob Worsaae satte deres version op på Gamle Scene med premiere i december 1994 - en koreografisk og scenografisk triumf, der netop demonstrerede korpsets internationale standard. Den 26. marts 1994 fejrede Frank Andersen 25 års jubilæum - en aften der samtidig var et farvel som balletmester. Europas to smukkeste ballerinaer: Elisabeth Platel med Manuel Legris fra Pariseroperaen og Nina Ananiashvili fra Rusland med Julio Bocca fra Argentina kastede glans over aftenen, der sluttede med 3. akt fra "Napoli", hvor Frank Andersen selv gik på scenen i tarantellen omgivet af hele korpset. En bevæget og varm aften, der markerede afslutningen på en rig og aktiv periode for balletten, hvor Den Anden Internationale Bournonvilles Festival og den store Balanchine sæson stod som de imponerende højdepunkter.

Et overblik over Den Kongelige Danske Ballet fra 1985 til 2008. (Del 6). Klik her