 |
||||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||||
|
Et overblik over Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (Del 3). Af Ole Nørlyng, musik- teater- og ballethistoriker. (Billedet tilhøjre: Harald Lander) |
||||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||||
|
Stamtræet til den moderne dans Sort dans, jazz. Part 1. Afrikansk musik Sort dans, jazz. Part 2. Fra Afrika til Den nye Verden Sort dans, jazz. Part 3. Fra folkeligt til professionelt Sort dans, jazz. Part 4. Sort dans som kunstart
Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (1). Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (2). Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (3). Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (4).
|
||||||||||||||||||||
|
Harald Lander Balanchine forlod København med en rosende omtale af Den Kongelige Ballets dansere, men med en negativ dom over det københavnske publikum. Først med den unge Harald Landers udnævnelse til balletmester i 1932 kom der nye og mere ordnede forhold til balletten. Hans virke, der strakte sig frem til den dramatiske afrejse i 1951, blev altafgørende for den transformation, den danske ballet skulle gennemføre i de følgende år, hvor balletten udviklede sig fra et nationalnostalgisk foretagende til en moderne og vedkommende kunstart. Harald Lander havde været en af de unge dansere, der var blevet inspireret af Fokin i 1925, og senere havde han studeret hos Fokin i New York, ligesom han blandt andet havde studeret latinamerikanske karakterdanse. Netop det latinamerikanske var i centrum, da Lander i 1931 fik chancen som koreograf med sin argentinske ballet "Gaucho". Det blev en stor succes, ikke mindst takket være en sikker sans for varieté, show og tango, ligesom publikum også godt kunne lide Landers sans for en enkel, godt prøvet handling. "Han kan noget, og han vil noget", udtalte Valborg Borchsenius, efter at Harald Lander var blevet udnævnt til balletmester, og med stor konsekvens gik Harald Lander i gang med at planlægge en omlægning af hele balletten. Den nødvendige fornyelse måtte også indbefatte en ny træning af danserne, hvorfor der for første gang blev indført andre træningstyper end Bournonville Skolerne. Af samme grund blev Bournonville repertoiret i første omgang også sat lidt på stand-by. I stedet satsede Lander på, hvad man kunne kalde det friske og kulørte, hvor traditionsbunden klassicisme blev kombineret med moderne og uhøjtidelige påfund. Således "Gudindernes Strid" fra 1933, hvor et antikt galleri af guder tager til en international dansekonkurrence i Chicago. Der blev i de første år af Landers periode støvet grundigt af på Kongens Nytorv. Fodbold og sport gjorde sit indtog. Zaporogerne - de vildeste af alle kosakstammer - og deres krigsdanse kom på de skrå brædder. Her var rigtige mandfolk, og her var sjove jazzpiger. Andre gange blev det til ren pjat og hittepåsomhed, men under alle omstændigheder lykkedes det Harald Lander at ruske op og skabe debat med sine værker. Allerede i 1934 indledte Harald Lander et meget vigtigt samarbejde med en af periodens modernistiske malere, Svend Johansen, der gennem hele Lander perioden skabte fremragende og overrumplende kubistisk stiliserede scenebilleder, ligesom forfatteren Kjeld Abell fra starten var en vigtig medspiller som idémand og scenograf. 1930'ernes ofte meget humørfyldte værker, der gerne med et blink i øjet peppede op på det gamle og hæderkronede, fik unægtelig en mere alvorlig og indholdsrig tyngde i 1940'erne under 2. verdenskrig, hvor Danmark var besat af tyskerne. Pludselig var det, som om den stumme kunstart kunne sige det, der på grund af censuren ellers ikke måtte eller kunne siges. Denne for balletten gunstige situation kunne udnyttes, og selvom ikke alle Harald Landers værker er præget af en politisk tanke eller en samtidig adresse, skabte Lander flere væsentlige værker i de mørke år, som gav balletten en helt særlig status som kunstart.
Væsentlig i denne sammenhæng, hvor krigs-, besættelses-, og mørklægningssymbolik havde særlig betydning, var værker som f.eks. "Troldmandens Lærling" fra 1940 efter et berømt digt af Johan Wolfgang Goethe og til musik af Paul Ducas. I 1942 sejrede balletten stort med det radikale Grønlands inspirerede danseværk "Qarrtsiluni", hvor Harald Lander arbejdede med bevægelsesgrupper, et moderne bevægelsessprog og en tydelig lyssymbolik i noget, der kunne kaldes et arktisk "Sacre du Printemps". Samme aften rummede også den burleske satire "Slaraffenland". At Lander kunne benytte satiren til at udsige politiske budskaber, havde han allerede vist med opsætningen af Bertholt Brechts og Kurt Weills "De syv Dødssynder" i 1936. Hvor meget Det Kongelige Teater selv blev forskrækket, eller hvor direkte tyskerne greb ind, er vanskeligt at afgøre. Forestillingen gik i hvert fald kun to gange! Aftenen i februar 1942 med "Qarrtsiluni" og "Slaffenland" - der også omfattede danseren og koreografen Børge Ralovs (1908-1981) H.C. Andersen ballet "Tolv med posten", var også bundet sammen via nykomponeret musik til alle tre værker af den fremtrædende danske modernist Knudåge Riisager og gennem scenografi ligeledes til alle tre værker af Svend Johansen. Det var en meget betydningsfuld manifestation af Den Kongelige Ballet. Ikke mindst samarbejdet mellem Harald Lander og Riisager kom fortsat til at blomstre og nåede et fremragende højdepunkt med "Etudes" i 1948. At Harald Lander overhovedet kunne sejre så stort, skyldtes naturligvis også en lang række meget betydelige dansere, der foruden den dansetekniske kunnen var store scenekunstnere. Selv var han gift med Margot Lander (1910-61), en dansertype der foruden det klassiske repertoire kunne spille nutidige kvinder, Ligesom hun formåede at sende et sprudlende humør og en pikant duft af erotik over rampen. Margot Lander var den første danske svaneprinsesse i "Svanesøen", dog kun i den en-akts udgave Lander satte op efter Petipa-Ivanov i 1938, ligesom hun i 1946 skabte en betagende Giselle. Lander var hovedkoreografen i sit eget repertoire, men han lod også andre komme til. Børge Ralov er allerede nævnt, og sammen med Kjeld Abell havde han allerede i 1934 med "Enken i spejlet" slået tonen an. I dette værk med jazzinspireret musik af Bernhard Christensen blev borgerskabet og dets konventionelle liv sat overfor arbejderen, og hele værket kunne ses som en kommentar til den måde, hvorpå det moderne menneske lever sit liv. Nini Theilade (1915- ), der havde haft det meste af sin karriere som stjerne i udlandet, satte sin antik inspirerede ballet "Psyche" op i 1936, og den succes "Psyche" oplevede, blev fulgt op af balletten "Cirklen" i 1938 danset til Tjajkovskijs 6. symfoni, "Symphonie Pathétique". Med dette arbejde blev den nye retning - den symfoniske ballet inspireret især af Leonide Massine og hans interesse for mere abstrakte emner - præsenteret på Den Kongelige Ballets repertoire. I Harald Landers balletmestertid gik det for alvor op for den danske ballet, at man med Bournonville havde en national balletskat uden sidestykke i Europa. Selv dansede Lander, som den demi caracter type danser han var, gerne Gennaro i "Napoli". I 1932 indledte han sit betydningsfulde samarbejde med den tidligere solodanserinde Valborg Borchsenius. Hun var Landers hukommelse, og hun kunne videreføre Bournonvillestilen fra Hans Bechs dage. Bortset fra et mislykket eksperiment med Bournonvilles nordisk mytologiske ballet "Valkyrien", oprindelig uropført i 1861, men genopsat i en meget fri version i 1939, hvor såvel koreografi som mime var ændret, holdt Harald Lander sig til det mere traditionstrofaste i sine Bournonville opsætninger. Han støttede sig altid til Valborg Borchsenius, dertil gengæld benyttede situationen som instruktør til at nedskrive flere af balletterne. Lander havde som hensigt at redde de bedste af Bournonvilles balletter for fremtiden, men han måtte også se i øjnene, at dels var mange af de lange mimescener efterhånden blevet vanskelige for publikum at forstå, dels havde Den Kongelige Ballets dansere med det moderne repertoire, der ellers blev danset, ikke stilen i blodet som tidligere. Også når det drejede sig om at videregive dansestilen til de unge i balletten, var Valborg Borchsenius den afgørende faktor. Hun docerede vigtige stiltræk i Bournonville dansen såsom roen i overkroppen, de lave og rundede arme med mere - modsat 1930'ernes "overdrevne" arme- og håndbevægelser, den langt større løshed i kroppen og den mere spidse og elegante dansestil, der var vokset frem. 1 1933 kom hele balletten "Konservatoriet eller Et Avisfrieri" op, og i 1935 stod "Fjernt fra Danmark"- en ballet der i årtier har hørt til blandt hoffets foretrukne - i en forsigtig bearbejdelse på plakaten. I 1939 var turen kommet til "Sylfiden". "Et Folkesagn" kom op i 1941, og samme år reviderede Harald Lander sin "Napoli" opsætning, hvorved 2. akten blev stærkt beskåret, ligesom man ved samme aften nu kun opførte "Danseskolen" af "Konservatoriet" og ikke længere hele balletten. Hensigten var at føre a jour over hele linjen. Langsomt indførtes en træning, der gjorde de danske dansere i stand til at danse mindre versioner af det russiske repertoire. Den russiske teknik, der efterhånden blev en fast del af grundlaget, satte også Harald Lander i stand til at koreografere i en mere international klassisk stil. Kulminationen af denne udvikling - og kulminationen på hele Landers balletskaben - blev mesterværket "Etudes" - 1900-tallets hyppigst opførte danske ballet. "Etudes" til et partitur af Knudåge Riisager baseret på Carl Czernys klaveretuder blev skabt i 1948. Den viser en klassisk træningstime fra de første øvelser ved stangen, fulgt af øvelser på gulvet frem til de sidste store kaskader af svære spring. Til denne opbygning føjer sig dels en illustration af ballerinaens udvikling, dels en rejse gennem ballethistorien fra den tidlige Sylfide-romantik til det gnistrende Petipa-virtuoseri. Lander havde med denne ballet, der er som en prøvesten for ethvert klassisk kompagni, vist, at han i løbet af sin tid som balletmester ved Den Kongelige Ballet, havde bragt korps- og solodansere op på et stade af internationalt format. Blandt kompagniets mange fremragende dansere var en purung Toni Lander (1931-85) og en Erik Bruhn (1928-86), der allerede havde stjernestatus. "Etudes" har gået sin sejrsgang overalt. Harald Lander tog den med sig, da han i 1951 på grund af aldrig beviste anklager om blandt andet magtmisbrug og lignende blev suspenderet fra sin stilling ved Den Kongelige Ballet. I Paris, hvor han blev ansat ved Opéra, reviderede han værket, og "Etudes" (Billedet herunder) hører i dag til blandt verdens balletklassikere.
Efter Harald Lander Harald Landers afgang efterlod et kompagni i splid med sig selv. Der var dem, der følte, at de havde sejret, fordi de gerne ville af med Lander, og der var dem, der beklagede situationen. Det var alt andet lige ikke let at være danseren og koreografen Niels Bjørn Larsen (1913-2003), der blev den næste balletmester i rækken. Med hilsen til den tyske besættelse omtalte han sin første periode som balletmester som "de fem forbandede år". Efter en kortere periode med Frank Schaufuss og derefter Henning Rohde i chefstolen, vendte Niels Bjørn Larsen imidlertid tilbage som balletmester fra 1959 til 1965. Blandt de forhold, der havde ført til kampen mod Lander, var det, at andre yngre koreograf talenter kun med store vanskeligheder fik lov til at prøve kræfter. Nu var der efter Landers afgang muligheder, men ser man på perioden frem til Flemming Flindts tiltrædelse som balletmester i 1966, er der ingen af de mange nye koreografier, der så dagens lys, som har formået at holde sig i repertoiret. De koreografiske talenter stod ikke i forhold til ambitionerne. Når nu det lokale miljø ikke kunne fremelske betydelig koreografi, måtte man se sig omkring. Det var først og fremmest gennem gæstende koreografer af betydeligt format, at repertoiret blev nyt og spændende. Léonide Massine (1895-1979) besøgte København i 1948. Derefter kom alle de store koreografer: George Balanchine, Birgit Cullberg (1909-1999), David Lichine (1910- 1972), Jerome Robbins (1918-1998) og Frederick Ashton (1904-1988). David Lichine gav den charmerende spøg "Graduation Ball" til repertoiret. Adskillige dansere fra de helt unge til de ældste fik her lejlighed til at brillere teknisk samtidig med, at de skulle spille komedie. Af største betydning var det, at Den Kongelige Ballet i løbet af tiåret af Balanchine fik "Symfoni i C", "Concerto Barocco", "Søvngængersken", "Serenade" og "Apollon", der ikke havde været danset siden 1931, i repertoiret. Hermed fik dansere såvel som publikum for alvor stiftet bekendtskab med Balanchines neoklassiske stil og hans abstrakte koreografiske budskab, hvor det er musikken tolket i bevægelse, der er det afgørende og ikke en historie, der skal illustreres. Her fik vi "dans uden handling, men fuld af betydning"! Handling og psykologi var der til gengæld masser af i Birgit Cullbergs bidrag til repertoiret. Det blev til fire alvorsfulde værker: "Månerenen", "Frøken Julie", "Medea" og "Fruen fra Havet", og dertil kom en mindre spøg med "Haneben". Den måske største af alle succeserne var Frederick Ashtons ballet "Romeo og Julie" koreograferet i 1955 direkte til Den Kongelige Ballet, som den første vestlige version til Prokofievs fremragende partitur. Her var en dramatisk mættet helaftensballet, der bar igennem, og det havde publikum ikke set længe. Det var en begivenhed, der blandt andet også bragte den unge Henning Kronstam frem i forreste række, ligesom andre danske dansere har oplevet store sejre i denne ballet. Man har ofte gjort 1950'erne til en ikke særlig vigtig eller begivenheds periode i Den Kongelige Ballets historie, men det er faktisk uberettiget. I 1950'erne blev Den Kongelige Ballet for alvor international. Dette manifesterede sig dels ved de sommerfestivaler, der blandt andet gjorde udenlandske kritikere opmærksomme på Den Kongelige Ballets eksistens, dels ved de internationale gæstespil og turnéer, som balletten med stor succes gennemførte, og som i dag er en naturlig del af kompagniets virksomhed. Den første tur gik til London i 1953. Man fortsatte med turné til Edinburgh i 1955, og det store gennembrud kom med USA-turnéen i 1956. I 1965 cementerede Den Kongelige Ballet sit ry som et af verdens væsentligste ved en ny stor turné i USA. Den Kongelige Ballet havde altid Bournonville med på disse besøg i udlandet, og den internationale balletverden fik efterhånden øje for, hvad der blev kaldt "en godt bevaret hemmelighed". Den verdensberømmelse, som Bournonville aldrig selv oplevede, begyndte så småt at blive ham til del. Hjemme blev Bournonville repertoiret plejet, uden at der skete de store forandringer. Med til at internationalisere balletten var også den fremragende russisk-fødte pædagog Vera Volkova (1904-1975), der ankom til Den Kongelige Ballet samtidig med Harald Landers afgang. Hun var fra starten af sit arbejde i København indstillet på at udvikle danserne, så de kunne honorere de krav, der stilles i det store klassiske repertoire. Hun reorganiserede træningen, der i nogen grad nedtonede de gamle Bournonville Skoler. Til gengæld blev hun ikke blot af uvurderlig betydning for en lang række dansere fra Erik Bruhn og Henning Kronstam til Peter Schaufuss, Ib Andersen etc. Det var også hende, der var årsag til, at f.eks. en ung John Neumeier (1942- ) tog til København i 1963. Fortsættes: Den kongelige Danske Ballet 1748 - 1985 (Del 4). Klik her |
||||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||||
