 |
||||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||||
|
Marius Petipa 1819-1910 Programskrift fra Det kongelige Teaters opførelse af La Bayadére 2014. Tekst: Lise Kaiser Fotos Det kongelige Teater. |
||||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||||
|
|
||||||||||||||||||||
|
Marius Petipa Marius Petipa, 1819-1910, blev født i Marseilles i Frankrig og begyndte som syvårig at gå til ballet hos sin far Jean Petipa, der var danser og lærer. Petipas storebror Lucien skulle også senere blive danser og blandt andet komme til at danse Albrecht ved førsteopførelsen af Giselle i 1841. Familien flyttede til Bruxelles, hvor Marius Petipa fik sin uddannelse på Grand College, samtidig med at han gik på musikkonservatoriet. Selv om han ikke var specielt optaget af at danse, gjorde han alligevel så imponerende fremskridt, at han i 1827, som otteårig, fik sin debut i faderens opsætning af Pierre Gardels La Dansomanie. I 1834 blev Jean Petipa balletmester i Bordeaux, og her færdiggjorde sønnen sin uddannelse. Som 19-årig blev han solodanser ved teatret i Nantes, og det var også her, han første gang forsøgte sig med koreografien i form af små divertissementer. I 1839 tog han til Paris, hvor han blev undervist af den berømte danser Auguste Vestris, der på det tidspunkt var næsten 80 år gammel. Petipa gæsteoptrådte også i den franske hovedstad i balletten La Péri med Carlotta Grisi, der to år senere skulle skabe sensation, da hun dansede titelrollen ved premieren på Giselle. Deres optræden sammen blev berømmet, ikke mindst en scene, hvor Petipa på nærmest akrobatisk vis greb Grisi, var meget omtalt og blev af den franske forfatter Théophile Gautier anset for så fantastisk, at den efter hans bedste overbevisning ville blive "lige så berømt som Niagara Falls". Broderen Lucien var i mellemtiden blevet solodanser ved Pariseroperaen, og Marius Petipa blev træt af at leve i hans skygge. Han tog tilbage til Bordeaux og blev solodanser, og i 1845 rejste han så til Madrid, hvor han studerede spansk dans og koreograferede adskillige spanskinspirerede værker. Han forlod dog skyndsomt landet, da han efter en affære med markisen af Chateaubriands kone blev udfordret til duel af den forsmåede ægtemand. I 1847 flyttede Petipa til Rusland, hvor han fik en etårig kontrakt som danser ved Den Kejserlige Ballet, og her skulle han forblive resten af livet. Sammen med sin foretrukne dansepartner Fanny Elssler blev Petipa fejret og feteret, og hans usædvanlige evner som danser, skuespiller og mimiker i ét blev fremhævet mange generationer frem. 11854 blev han udnævnt til instruktør ved skolen, mens han fortsatte som danser og iscenesætter af balletter fra det franske repertoire. På det tidspunkt var han stadig ikke særlig kendt som koreograf, blandt andet fordi han blev overstrålet af to andre franskmænd, først Jules Perrot og senere Arthur Saint-Léon, som han begge arbejdede under. Der hersker tvivl om, hvilket originalt værk, der var det første, Petipa skabte i Rusland, men hans første store succes var i hvert fald den spektakulære Faraos datter i 1862. På det tidspunkt var man meget fascineret af det eksotiske gamle Egypten, og balletten forblev i repertoiret op imod et halvt århundrede frem. Den skaffede ham også posten som chefkoreograf - en stilling, han skulle komme til at bestride i mere end 40 år - og i 1869 blev han endvidere udnævnt til førsteballetmester ved Den Kejserlige Ballet. I årene i Rusland koreograferede han adskillige balletter og skabte nye, definitive versioner af allerede eksisterende, hvoraf mange stadig i dag står som monumenter i den klassiske ballets historie - blandt andet Paquita i 1847, Le Corsaire i 1858, Don Quixote i 1869, La Bayadére i 1877, Giselle og Coppélia, begge i 1884, La Fille mal gardée i 1885 og Raymonda i 1898.
I 1881 udnævnte den nykronede tsar Aleksander III Ivan Vsevolozhskij til direktør for Det Kejserlige Teater, og dette skulle blive en storhedstid for den russiske ballet. Den rige tsar postede mange penge i sine kejserlige dansere, og Petipa havde frie hænder til at skabe store, ødsle værker. Vsevolozhskij opmuntrede ham blandt andet til i samarbejde med komponisten Pjotr Tjajkovskij at skabe tre værker, der i dag er blandt de mest populære balletter, der nogensinde er skabt: Tornerose i 1890, Nøddeknækkeren i 1892 og Svanesøen i 1895 - de to sidste med bidrag fra assisterende koreograf Lev Ivanov. Mod slutningen af karrieren begyndte Petipa at få modgang; Tjajkovskij var død i 1893, og Petipa mødte modstandere, der følte, at især det dramatiske indhold i hans balletter burde styrkes. Vsevolozhskij var holdt op på teatret i 1899, og hans afløser syntes, at Petipas udvikling var stagneret, og han tvang ham til at ændre stil. Hans meget klassiske og formfuldendte balletter begyndte at synes gammeldags, og i 1903, som 84-årig, forsøgte han sig på mere moderne vis med balletten Det magiske spejl, der var bygget over Snehvide og de syv små dværge, men den blev en stor fiasko. Selv om han havde fået livsvarig ansættelse som balletmester, blev han tvunget til at forlade teatret, hvilket medførte, at han følte sig bitter og desillusioneret. Petipa tilbragte sine sidste år i Krim, hvor han døde som 91-årig og blev begravet på Aleksandr Nevskij-kirkegården i Sankt Petersborg. Marius Petipa er blevet kaldt den klassiske ballets far, og hans talent og bedrifter var uovertrufne - han skabte mere end 50 balletter, og han anses for en af de største koreografer, der har levet. Han reformerede mandsdansen, forfinede pas de deux'en og gav korpsdanserne en større rolle, blandt andet ved at arbejde med diagonale og parallelle linjer og udnytte hele scenerummet, hvilket ikke mindst ses tydeligt i tredjeakten Skyggernes rige i La Bayadére og i wiliernes dans i anden akt af Giselle. Hans klassicisme forenede den franske skoles renhed med den italienske virtuositet. Han grundlagde hele den russiske ballets skole, som repertoiret stadig den dag i dag over det meste af verden hviler på, og han lagde grundstenen til det 20. århundredes ballet.
Rundt om La Bayadére Orientens spiritualisme og eksotisme har altid optaget kunstnere, og også den romantiske ballet har taget del i denne fascination. Før Marius Petipa skabte La Bayadére i 1877, havde en anden berømt koreograf, Filippo Taglioni, sværmet for de fascinerende, indiske tempeldanserinder, da han i 1830 kreerede balletten Le Dieu de la bayadére, inspireret af en tekst af Goethe. I hovedrollen sås hans datter Marie, til hvem han to år senere også skulle skabe titelpartiet i La Sylphide. Balletten var en stor succes og blev anset som en af Marie Taglionis største triumfer. I 1839 dansede en gruppe indiske bajaderer i Paris, og deres optræden satte den intellektuelle elite i byen på den anden ende. Flere år senere skrev forfatteren Théophile Gautier om denne oplevelse, og efterfølgende med udgangspunkt i den indiske sanskritdigter Kalidasas dramaer skabte han librettoen til balletten Sakuntala, der havde premiere i 1858. Koreografien var af Lucien Petipa, bror til Marius, og højst sandsynligt er det dette værk, der i 1877 inspirerede Marius Petipa til at skabe den udødelige ballet La Bayadére. I modsætning til mange tidligere balletter, hvor handlingen havde været henlagt til helt fremmedartede lande, blev La Bayadére skabt på et tidspunkt, hvor Indien var på alles læber. I 1875 havde den britiske kronprins, den senere kong Edward VII, været på en otte måneder lang, meget succesrig rejse i Indien, der kom til at udmunde i, at hans mor, dronning Victoria, blev udnævnt til kejserinde af Indien. Edward var efter sigende meget chokeret over briternes behandling af inderne og skal have udtalt: "Selv om en mand har et mørkt ansigt og dyrker en anden religion end vores, er der ingen grund til at behandle ham som et dyr." Marius Petipas idé om at lave en ballet, der foregik i netop Indien, var således meget velvalgt. Derudover bestemte han sig for ligesom i mange andre af tidens balletter at stille virkelighedens verden - i dette tilfælde den indiske overklasse - over for skyggeriget, hvor de æteriske væsener, de døde bajaderer, hersker. Som komponist valgte han Ludwig Minkus, hvis musik han tidligere havde koreograferet til i Don Quixote, og som i 1871 havde fået titlen "balletkomponist ved det kejserhge hof". Han allierede sig også med historikeren og kritikeren Sergej Khudekov, og sammen skabte de librettoen, der uden tvivl var inspireret af de tidligere nævnte balletter med indisk islæt, men også af Giuseppe Verdis opera Aida, som Petipa netop havde skabt danse til i en russisk udgave. Selv om Aida foregår i Egypten og ikke i Indien, var der stadig for russerne tale om et varmt og eksotisk land, og der var adskillige lighedspunkter mellem de to værker, blandt andet de ekstravagante processionsscener og det skæbnesvangre trekantsdrama, i dette tilfælde mellem tempeldanserinden Nikija, krigeren Solor og rajahens datter Gamsatti. Petipa brugte næsten seks måneder på at skabe balletten, der var i fire akter med syv scenebilleder, og han arbejdede under vanskelige forhold. Direktøren for Det Kejserlige Teater favoriserede operaen og gav således sin balletmester mange kunstneriske såvel som økonomiske udfordringer. Men Petipa formåede alligevel at skabe et overdådigt værk med en skønsom blanding af lokalkoloristisk dans og store klassiske bravournumre - fakirer, der i vild dans sprang gennem ild, karavaner med over 200 medvirkende, helten ridende på en næsten fem meter høj elefant samt ikke mindst tredjeaktens drømmesyn af hvide danserinder.
Det er netop denne hvide akt, kaldet Skyggernes rige, som stadig i dag fremstår som et af ballethistoriens største mesterværker. Det menes, at Petipa blev inspireret til dette tableau af Gustave Dorés illustrationer til Dantes Den guddommelige komedie - paradiset. De hvide bajaderer gør deres entré i, hvad der synes en uendelighed, og man kan i denne akt fornemme historiens vingesus, idet man her nærmest oplever forbindelsesleddet mellem denromantiske og den klassiske ballet, ja, nogle har sågar kaldt optrinnet for det første eksempel på abstrakt ballet. Der benyttes ingen dramatiske virkemidler, og med den helt enkle, akademiske koreografi kan denne symfoniske akt næsten ses som en forløber for George Balanchines handlingsløse, neoklassiske balletter. Den amerikanske balletanmelder Arlene Croce har skrevet følgende om Skyggernes rige: "Temaet i Skyggernes rige er slet ikke døden, selv om alle på nær helten er døde. Det er elysisk lyksalighed, og omgivelserne er evigheden. Den lange og langsomme gentagelse af arabesque penché skaber fornemmelsen af et storslået crescendo, der synes at tilintetgøre enhver fornemmelse af tid. Ingen grund til at tro, at det ikke kan fortsætte i det uendelige..." Den 4. februar 1877 havde La Bayadére premiere på Mariinskij Teatret i Sankt Petersborg, og forestillingen var en kæmpesucces med begejstrede tilskuere, der klappede i en halv time. Hovedrollen som Nikija blev danset af kompagniets mest feterede primaballerina Ekaterina Vazem, og Lev Ivanov, der senere skulle komme til at spille en markant rolle for Petipas balletter, fortolkede Solor. Publikum elskede den melodramatiske historie og det ødsle udstyr, og kritikerne var enige. En af dem kaldte forestillingen for "Giselle øst for Suez", og en anden skrev: "Man kan kun blive overrasket over den uudtømmelige fantasi, som Petipa besidder. Alle dansene er kendetegnet ved originalitet og farve, anderledes grupperinger, en rigdom af opfindsomhed, den mangesidige historie og det indbyrdes forhold mellem de agerende."
Ekaterina Vazem dansede Nikija frem til sin afskedsforestilling i 1884, og allerede året efter forsvandt La Bayadére fra scenen. Men i 1900 genopsatte Petipa balletten med nye danse til både Nikija og Solor. Han udvidede også korpset i Skyggernes rige fra 32 til 48 dansere og lod dem denne gang gøre deres entré fra et mørkt bjerglandskab i stedet for som tidligere fra et himmelsk, fortryllet slot. Tiderne havde ændret sig, og forestillingen blev ikke modtaget så entusiastisk som ved førsteopførelsen, men langsomt fik balletten status af klassiker og er i dag en vigtig og vedvarende bestanddel af det russiske balletrepertoire. I de følgende år blev La Bayadére sat op i adskillige russiske udgaver med større eller mindre ændringer. Den største ændring var, da man i 1920 valgte at udelade fjerde akt og i stedet slutte balletten i tredje akt med Skyggernes rige. Fjerdeakten - også kaldet Gudernes vrede - var en højdramatisk scene, der foregik under brylluppet mellem Solor og Gamsatti, hvor templet på spektakulær vis under et forfærdeligt uvejr styrter sammen og begraver dem alle under ruinerne. Denne akt skulle senere blive genindsat, da Mariinskij Balletten (tidligere Kirov Balletten) i 2000 forsøgte at rekonstruere Petipas originale koreografi fra 1877. Det var dog Kirov Ballettens balletmester Vladimir Ponomarev og solodanser Vakhtang Chabukiani, deri 1941 skabte den opsætning, som de fleste senere versioner tager deres udgangspunkt i. Det var med netop Skyggernes rige fra denne forestilling, at La Bayadére for første gang blev vist uden for Busland. Det var på en turné til London og Paris i 1961, og denne turné kom til at vække opsigt - ikke kun fordi man for første gang oplevede et uddrag af denne hidtil nærmest totalt ukendte russiske klassiker, men også fordi Kirov Ballettens unge stjernedanser Budolf Nurejev i Paris valgte at foretage en dramatisk afhopning. Nurejev kunne dog efterfølgende ikke helt slippe sin russiske baggrund, og to år senere iscenesatte han Skyggernes rige på Royal Ballet med Margot Fonteyn i rollen som Nikija. I 1974 skabte Natalia Makarova til American Ballet Theatre sin egen udgave af Skyggernes rige, og i 1980 instruerede hun til samme kompagni hele balletten med sig selv i rollen som Nikija. Hendes version lagde sig op ad Kirov Ballettens, som hun selv havde danset i sin ungdom i Rusland, men hun foretog mange ændringer i såvel koreografien som musikken. I 1992, tre måneder før sin død, iscenesatte Rudolf Nurejev igen La Bayadére, denne gang på Pariseroperaen, og nu ikke kun tredjeakten, men hele balletten. Alle sejl var sat til, der blev ikke sparet nogle steder, og denne udgave er stadig i dag blandt Pariseroperaens mest populære forestillinger i repertoiret. La Bayadére skulle således vise sig at være en af Marius Petipas mest holdbare og elskede balletter. Den vedbliver med at appellere til den russiske smag for dramatiske historier, opsigtsvækkende teatereffekter og eksotiske rammer, og samtidig indeholder den momenter af klassisk koreografi af den reneste, mest betagende slags. Adskillige har som nævnt givet sig i kast med nye udgaver og tolkninger, og i 2012 var det således Nikolaj Hiibbe og Eva Draw, der kom med deres bud på, hvordan den fatale kærlighedshistorie ville have udfoldet sig, hvis den var foregået omkring 1900 blandt briter og indere under den engelske kolonitid. |
||||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||||
