Et overblik over Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (Del 1).

Af Ole Nørlyng, musik- kunst- og ballethistoriker.

(Billedet tilhøjre: Vicenzo Galeotti)

Stamtræet til den moderne dans

Sort dans, jazz. Part 1. Afrikansk musik

Sort dans, jazz. Part 2. Fra Afrika til Den nye Verden

Sort dans, jazz. Part 3. Fra folkeligt til professionelt

Sort dans, jazz. Part 4. Sort dans som kunstart

Dans fra renæssance til nutid

Marius Petipa og La Bayadére

Dancing girls, barfodsdans og "negerdans"

Les Ballets Russes

Sylfiden 175 år

Gades brudevals

Krop og ånd i teaterhistorien

Neumeier besat af Nijinskij

Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (1).

Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (2).

Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (3).

Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (4).

Den Kongelige Danske Ballet fra 1985 til 2008. (5).

Den Kongelige Danske Ballet fra 1985 til 2008. (6).

Russes

De første kongelige trin

Der er altid blevet danset i Danmark, og scenedansens historie kan føres langt tilbage. Næppe var den første primitive teaterscene blevet etableret, førend dansen var en del af den teatralske underholdning. Således træffer vi allerede begrebet ballet i forbindelse med de moralske og opdragende skolekomedier, der blev opført ved 1500-tallets latinskoler.

Med kongemagtens stadigt stigende betydning blev dansen i dens mere ceremonielle og kodificerede form en væsentlig del af hoffets liv. Bemærkelsesværdigt var det, at da Frederik II (konge 1559-88) i slutningen af 1500-tallet byggede sit pragtfulde renæssanceslot Kronborg, inkluderede han en dansesal af dimensioner, som gjorde dette rum, der stadig eksisterer, til Nordeuropas største. Her på dette slot i Helsingør, som gennem William Shakespeare og hans digtning er blevet forbundet med den legendariske danske prins Hamlet, optrådte engelske musikere, dansere og gøglere i betydeligt omfang.

Senere blev det den pragtelskende Christian IV (konge 1588-1648), der ved festlige lejligheder indførte den egentlige hofballet, og med enevældens indførelse i 1660 blev denne form for underholdning ved hoffet meget yndet. En ulykkelig teaterbrand i 1689 satte imidlertid en stopper for hoffets glæde ved teater, musik, sang og dans. Man havde i forbindelse med et i dag ikke eksisterende slot indrettet en interimistisk teaterbygning, og på kongens fødselsdag diverterede man hele hoffet med en opera-ballet. Nogle dage efter blev forestillingen gentaget for et mere borgerligt publikum, og ved den lejlighed opstod der en brand, hvor omtrent 180 mennesker omkom. Det kølnede for nogen tid interessen for teater som sådan.

Et egentligt operahus i København blev allerede opført i 1703, og til dette hentede man en dansemester ved navn Heinrich Brinkman. Han fik til opgave at underholde tilskuerne med dans, mens de øvrige aktører klædte sig om. Alle de her nævnte aktiviteter havde tempo­rær karakter, og det kan ikke hævdes, at der i landet på dette tidspunkt eksisterede et mere permanent balletkorps. Ikke desto mindre hører Den Kongelige Danske Ballet til blandt verdens ældste klassiske kompagnier. Den franske konge Ludvig XIV's begejstring for dans som kunstart var så betydelig, at han i 1660'erne som den første grundlagde fundamentet for det, der senere blev til Pariseroperaens klassiske balletkompagni.

I begyndelsen af 1700-tallet florerede interessen for teaterdansen, og ballet begyndte at blive en profession. Dansemestre drog rundt og spredte balletten til andre dele af Europa. Og ville man være med på noderne, måtte dansen også være repræsenteret. I Danmark var jorden allerede gødet, og den professionelle dansekunst slog tidligt rødder. I september 1722 åbnede danske aktører det første offentlige teater i Lille Grønnegade i København. Her var dansen med fra begyndelsen. Det lille teater, der opførte Jean-Baptiste Moliéres franske og Ludvig Holbergs danske komedier, lod dansen være en vigtig del af aktiviteterne. Der var dans som indslag i skuespillene, og der var dans som selvstændige divertissementer.

I 1726 ankom den franske dansemester Jean- Baptiste Landé (død 1748) til teatret. Han og hans personale, der vist ikke bestod af mere end tre personer, henrev publikum med meget akrobatisk dans og andre kunststykker. Imidlertid var økonomien alt andet end god. Endnu en brand i København og en meget pietistisk konge gjorde det nærmest umuligt at drive teater. I 1728 lukkede huset i Lille Grønnegade og Landé drog videre ud i verden. I 1738 kom han til Skt. Petersborg i Rusland, hvor han grundlagde kimen til det, der senere udviklede sig til Den Kejserlige Russiske Ballet - i dag kendt som Mariinskij Balletten.

Helt tilfældigt er det næppe, at den egentlige begyndelse på ballettens danske historie markerer en station på vejen fra Frankrig til Rusland. Danmark er placeret mellem disse to geografiske giganter, der begge kan opvise en fremragende balletkultur. Danmark fik balletten fra Frankrig - og Danmark gav den videre til Rusland. Hvad der som noget betydningsfuldt adskiller Danmark fra Frankrig og Rusland er foruden landets ringe størrelse de langt mindre økonomiske midler, man gennem årene har haft mulighed for at afse til dansen som kunstart. Balletten har således haft ganske andre vækstbetingelser i Danmark, end tilfældet har været i såvel Frankrig som i Rusland. Men kærligheden til dansen og balletten har vi alle tilfælles.

Det Kongelige Teater 1748

Efter den pietistiske konge Christian VI's (konge 1730-46) død, fulgte hans livsglade og noget letsindige søn, Frederik V (konge 1746-66), der gerne så kunsten blomstre i sit rige. Den Danske Skueplads, som Det Kongelige Teater oprindelig hed, blev oprettet i 1748, og her var balletten fra starten af en del af det kunstneriske udbud, som også omfattede skuespillet, operaen og orkestret, Det Kongelige Kapel. Frederik V oprettede Den Danske Skueplads ikke som et hofteater i forbindelse med et slot, men som et teater for byen beliggende på Kongens Nytorv, Københavns fornemste plads. Naturligvis havde den enevældige konge sin loge, men det var et teater med almindelig adgang for offentligheden. Dansen var naturligvis med igen, selvom personalet ikke var stort og forholdene meget tvivlsomme.

Navnet på den første dansemester kendes. Han hed Des Larches, og hans personale bestod af en tysker ved navn Stolle samt dennes lille søn. Hertil kom søskendeparret Anne Dorthe og Caspar Hjeronimi. Jomfru Hjeronimi blev berømmet for sin skønhed, og hendes popularitet gav hende også fjender, hvorfor der hurtigt opstod stridigheder. For at komme balladen til livs, fyrede man dansepersonalet, og så sparede teatret også de penge. I de følgende år ansættes nyt personale, men tillokkende har det ikke været. De optrædende kunstnere kom som regel fra andre lande, og de blev sjældent særlig længe i det kolde nord. Alligevel var der i 1771 tale om et corps de bal­et, ligesom der det år blev dannet en skole, der kunne uddanne professionelle dansere. Hermed var grunden for alvor lagt til Den Kongelige Ballet og Den Kongelige Balletskole.

(Billedet: Det Kgl Teater 1748)

Vincenzo Galeotti

I 1775 ankom italieneren Vincenzo Galeotti (1733-1816) til København, hvor han blev danser, koreograf og balletmester ved Det Kongelige Teater. I modsætning til sine forgængere slog han rødder i Danmark og blev på posten som balletmester frem til sin død. Galeotti, der var født i Firenze, var en internationalt erfaren og dybt seriøs kunstner. Han var elev af Gasparo Angiolini (1731-1803) - en af tidens vigtige balletreformatorer og han havde danset ved flere af Venezias teatre, ligesom han havde været i London, hvor han blandt andet havde mødt Johan Sebastian Bachs søn, Johan Christian Bach. Som balletmester ønskede Galeotti at udvikle dansen til en selvstændig kunstart på linje med skuespillet og operaen. Foruden de allerede kendte divertissementer og hyrdespil, indførte han handlingsballetten - le ballet d'action - hvor den dramatiske fortælling blev formidlet gennem pantomimen. Hans mange såvel muntre som alvorlige dramatiske værker byggede ofte på litterære inspirationer, der viste ham som en belæst mand af tiden.

Han ballettiserede således Voltaire og Shakespeare, og epokegørende var, at han med "Lagertha" skabte den første nordiske ballet med et mytologisk indhold. Denne ballet, der havde premiere i 1801, var med til at indvarsle romantikken i dansk teater. Datidens betydeligste kunstnere og intellektuelle beundrede Galeotti, blandt andet fordi han mestrede den simple storhed i stilen, og hans virke ved Det Kongelige Teater var med til at tiltrække flere betydelige dansere, her iblandt stjernedanseren Antoine Bournonville.

Blandt Galeottis hen ved 50 koreografiske værker kan nævnes - foruden "Lagertha" - den rædselsromantiske "Rolf Blaaskæg" fra 1808. I 1811 skabte Galeotti en af de tidligste balletversioner over "Romeo og Julie" tragedien, hvor stoffet dog mere var hentet fra den originale italienske novelle end fra Shakespeare. Galeotti vedblev med at være aktiv til højt op i årene, og i 1816 gik hans sidste ballet "Macbeth" over scenen.

Af Galeottis mange koreografiske værker har kun den allegoriske "Amors og Balletmesterens Luner" fra 1786 overlevet til i dag. Det er til gengæld verdens ældste ballet danset i ubrudt tradition af Den Kongelige Ballet. Den muntre ballet viser på en meget elegant måde den gamle hofballets tre genrer - serieux, comique og grotesque - i form af en afvekslende række af pas de deux'er danset af forelskede par fra forskellige lande. Alle ønsker de deres kærlighed velsignet af Amor, og Amor lover at forene de elskende, men først forlanger han, at alle tager bind for øjnene og sværger troskab.

Nok gør kærlighed blind, og alt går også, som det skal, så længe alle de elskende beholder bindet for øjnene. Men da bindet falder opdager de elskende, at den drilske Amor har forenet dem helt forkert, og balletten slutter i det groteske kaos. Denne lille allegoriske spøg har aldrig været ude af Den Kongelige Ballets repertoire i mere end ca. 30 år. Dvs. der har altid været gamle dansere, der kunne huske den, hvorfor den har overlevet. Den senere så vigtige balletmester August Bournonville (1805-1879) var ikke på nogen måde interesseret i at bevare Galeotti repertoiret, idet han mente, at det ikke havde relevans i romantikken.

Men "Amors og Balletmesterens Luner" dukkede op de få gange, hvor Bournonville ikke var i København. Senere har man netop ønsket at holde liv i denne gamle ballet, der endnu i dag kan give os en idé om, hvad en ballet d'entré i 1700-tallet var for noget. Galeotti grundlagde tillige en tradition for et tæt samarbejde mellem koreografen og lokale komponister, en tradition senere koreografer som Bournonville, Harald Lander (1905-1971) og Flemming Flindt (1936-2009) alle har dyrket, hvorfor der i Danmark er skabt betydelig balletmusik i mere end 200 år. Med Galeottis virke oplevede dansen som dramatisk kunstart en første gylden tid ved Det Kongelige Teater, og Galeotti skabte betydelig respekt omkring balletten, hvilket har været en vigtig baggrund for hans efterfølgere og ballettens hele status.

Bournonville æraen

	Da Galeotti døde 83 år gammel, blev den franske solodanser Antoine Bournonville (1760-1843) udnævnt til hans efterfølger. Antoine Bournonville var en fremragende danser, der blandt andet som elev af Jean-Georges Noverre (1727-1810) havde det bedste kendskab til datidens dans. I ti år havde han gjort stor lykke ved Gustav III's kunstelskende hof i Stockholm. Lidt ved et tilfælde strandede han i København under en rejse, der egentlig skulle have bragt ham til London. (Billedet: August Bournonville)

Nedgangen sluttede først for alvor, da Antoine Bournonvilles søn August Bournonville i 1830 vendte tilbage til sin fødeby efter 6 år i Paris. Her blev den 25-årige August Bournonville udnævnt til danser og balletmester. Udnævnelsen markerede starten på en ny, enestående blomstring for Den Kongelige Ballet. En blomstring, der stadig har betydning på godt såvel som ondt. De mindre betydningsfulde år mellem Galeottis afgang og August Bournonvilles tiltrædelse er dog ikke helt uvæsentlige.

Den Kongelige Balletskole havde i denne periode flere elever, der senere fik meget betydningsfulde karrierer, så som H.C. Andersen (1805-1875), der med sine meget store fødder og ranglede skikkelse ikke kunne bruges som danser. Han blev dog til noget, idet han i løbet af 1830'erne vandt berømmelse som digter, og han er med sin verdensberømmelse Danmarks måske vigtigste forfatter overhoved. August Bournonville og hans balletmestertid, der strakte sig fra 1830 til 1877, er den egentlige guldalder i dansk ballet. Bournonville var ikke blot i stand til at løfte arven efter Galeotti. Han så at sige skabte Den Kongelige Ballet ved at forny og polere dansestilen efter fransk forbillede og ved at skabe et nyt, rigt repertoire.

Han var derudover et så alsidigt og engageret menneske, at han på et bredere plan udviklede ikke blot balletten, men også danseren til at blive en agtet del af samfundet. Bournonville var uden sammenligning det daværende Danmarks mest internationalt orienterede teatermand. Han gav Den Kongelige Ballet en unik identitet - og det er endnu den, der giver Den Kongelige Ballet dens verdensry og den særlige profil, dels fordi hans træning og dansestil lever videre takket være Bournonville Skolerne, dels fordi Den Kongelige Ballet i sit repertoire endnu har godt ti værker af Bournonville, hvilket er det største repertoire fra 1800-tallet noget kompagni i verden har danset i ubrudt tradition.

(Billedet herunder: Sylfiden 1836)

Efter Bournonvilles død

"Lykkelig er den, der kan trække sig tilbage, når han er kommet på det rene med, at her ikke længere er hans plads". Således skrev Bournonville i 1877, da han som 71-årig trak sig definitivt tilbage. I næsten et halvt århundred havde han med få afbrydelser været den absolutte og altdominerende figur ved balletten i København, ligesom han generelt havde haft afgørende betydning for hele Det Kongelig Teaters historie - herunder også opførelsen af det nye teaterhus - Gamle Scene, der i 1874 afløste den faldefærdige bygning fra 1748.

Med den ny teaterbygning - Gamle Scene, der i dag er Den Kongelige Ballets hjemsted - blev der, foruden en langt større scene og et tilsvarende større tilskuerrum, introduceret ny tidssvarende sceneteknik, og i løbet af de følgende årtier blev f.eks. belysningsteknikken revolutioneret, idet elektrisk lys blev indført, ligesom der efterhånden både blev indført drejescene og rundhorisont.

Bournonville selv havde ved overgangen til det nye teaterhus indstuderet en lang række af sine gamle balletter, og ved hans afgang i 1877 havde han umiddelbart sikret ballettens repertoire. Ved Bournonvilles død i 1879 bestod ballettens repertoire af godt 20 store værker af August Bournonville plus en række mindre danse og divertissementer. I løbet af de følgende årtier blev en række af disse danset for sidste gang, hvorved de reelt gled ud af repertoiret, dansernes hukommelse og den levende tradition. Således gik balletterne "Fjeldstuen" sidste gang i 1878, "Bellman" i 1899, "Pontemolle" i 1911, "Trymskviden" i 1915, "Festen i Albano" i 1919, "Valdemar" i 1920.

I 1929 gik hele tre balletter for sidste gang nemlig "Toreadoren", "Blomsterfesten i Genzano" og "Brudefærden i Hardanger". I tiden frem til Harald Landers balletmester år, der blev indledt i 1932, foregik der således både en nødvendig og en uundgåelig reduktion af antallet af bevarede Bournonville balletter. Bournonville nærede ingen illusioner om et særlig langt efterliv for hans balletter. Han havde selv været årsag til, at Galeotti-repertoiret så godt som totalt forsvandt. Dog nærede han et lille håb om, at man ville bevare et enkelt eller et par stykker af hans bedste koreografier. Det skulle komme til at gå ganske anderledes!

Det har ikke været nogen nem opgave at indtage pladsen som Bournonvilles efterfølger. For det første var der de økonomiske forhold, som allerede Bournonville i den grad havde kæmpet med. Var mesteren først væk, ja, så var det også lettere at skære ned, og i na­turalismens periode i 1880'erne var det langtfra let at hævde ballettens betydning og relevans. I denne periode skulle al scenekunst være realistisk, og teatret skulle sætte hverdagens problemer til debat - fordringer, der ikke lige er ballettens domæne. Hertil kom, at Bournonvilles stil såvel som hele tankegang var meget idealistisk og borgerlig, blufærdig og uskyldig.

Direkte sensualitet og ydre virtuosen var bandlyst. En eftertid som den, der var præget af fin de siècle periodens stemninger, følte nok, at Bournonvilles univers var lige lovlig idyllisk, hvorfor det var vanskeligt at begejstre en nyhedshungrende presse og en ungdom, der ønskede friske og mere internationale vinde. Ingen af de to efterfølgende balletmestre - først Ludvig Gade og derefter Emil Hansen - ejede egentlige koreografiske talenter. De måtte indse, at romantik og eventyr havde dårlige dage, hvorfor balletten hyppigt blev reduceret til en hyggelig dessert. Bedre blev det ikke af, at anmeldere ofte affærdigede balletten med ordene, "og så var der dans bagefter". Som på Bournonvilles tid var der aldrig tale om en ren balletaften. Balletter blev som regel danset efter et skuespil eller en lille opera. At reducere balletten og frarøve den dens selvstændige status som en væsentlig kunstart var en del af stemningen. Først i 1925 med Mikhail Fokins (1880-1942) gæsteopsætninger på Det Kongelige Teater blev den rene balletaften - enten med tre mindre balletter eller en helaftensballet på programmet - for alvor introduceret i Danmark.

Ikke underligt at flere betydelige dansetalenter forlod balletten i disse vanskelige år.Der var dog én blandt Bournonvilles efterfølgere, der havde format. Kort tid inden Bournonvilles død, havde den 74-årige mester overværet den unge Hans Becks debut. Bournonville var så begejstret, at han udbrød: "For den unge mands skyld kunne jeg have lyst til endnu at virke ved teatret, thi hans evner er enestående...". Her var løfter for fremtiden.

Fortsættes: Den kongelige Danske Ballet 1748 - 1985 (Del 2). Klik her