 |
|||||||||||||||
 |
|||||||||||||||
|
Et overblik over Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (Del 2). Af Ole Nørlyng, musik- teater- og ballethistoriker. (Billedet: Hans Beck) |
|||||||||||||||
 |
|||||||||||||||
 |
|||||||||||||||
|
Stamtræet til den moderne dans Sort dans, jazz. Part 1. Afrikansk musik Sort dans, jazz. Part 2. Fra Afrika til Den nye Verden Sort dans, jazz. Part 3. Fra folkeligt til professionelt Sort dans, jazz. Part 4. Sort dans som kunstart
Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (1). Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (2). Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (3). Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (4).
|
|||||||||||||||
|
Hans Beck Hans Beck (1861-1952) blev redningen. Kun 20 år gammel var Beck blevet udnævnt til solodanser, og i løbet af sin karriere dansede han sig med strålende succes gennem hele Bournonville repertoiret, hvor han både gjorde sig bemærket som en meget maskulin danser og en fin mimiker. I maj 1894 ville den daværende teaterchef udnævne Hans Beck til leder af balletten, men til chefens irritation afslog Beck, idet han ikke så sig i stand til at koreografere nye balletter, hvilket dengang var en opgave, der hørte med til stillingen som balletmester. Dog - uden forpligtigelse til at koreografere nyt - overtog Beck ledelsen, og frem til 1915 var det Hans Beck, der styrede dansen. At Hans Beck ikke ønskede at udføre selvstændigt koreografisk arbejde var dog ikke ensbetydende med, at han aldrig forsøgte sig som balletdigter. For det første lå det i kortene, at en balletmester måtte kunne sammenstille passende danse og divertissementer til operaer og skuespil. I alt anfører Hans Beck selv i sine erindringer, at han skabte 46 sådanne danse og divertissementer, hvoraf dansene til Carl Nielsens opera "Maskarade" i 1906 blev de vigtigste. Dansescenerne i denne opera er omfattende, og Hans Beck vandt særlig ros for den såkaldte "Hanedans". Dernæst lod han sig friste til enkelte større kompositioner for at se, om isen kunne bære. Den største selvstændige balletkomposition, Hans Beck skabte, var balletten "Den lille Havfrue" baseret på H.C. Andersens eventyr af samme navn til en vellykket original musik af Fini Henriques. Ballettens opnåede at blive opført 50 gange i løbet af tre sæsoner, og den har senere været opført blandt andet på Pantomimeteatret i Tivoli. Den må dog i dag nok regnes for at være glemt. Succesen dengang skyldtes først og fremmest musikken og danserinden Ellen Prices yndefulde udførelse af titelrollen. Her fandt man en poesi, der svarede til den melankoli H.C. Andersen havde nedfældet i eventyret om det overnaturlige havvæsen, der af kærlighed til et menneske selv stræbte efter at blive et menneske. Balletten fik et betydeligt efterspil, idet den kunstelskende ølbrygger og mæcen, Carl Jacobsen, der var en stor beskytter af balletten, i begejstring ønskede at sætte kunstarten og Den Kongelige Ballet et værdigt minde. Han udskrev en billedhuggerkonkurrence, som blev vundet af Edvard Eriksen. Det er baggrunden for, hvad der er blevet til en national ikon - den verdensberømte gengivelse af skulpturen "Den lille Havfrue" opstillet i 1913 på Langelinie i Københavns havn, den dag i dag besøgt af tusindvis af turister fra hele verden. Hans Becks periode betød først og fremmest en revitalisering af Bournonville repertoiret. Er det ikke en koreograferende balletmester, der står i spidsen for et kompagni, må den repertoire ansvarlige søge enten blandt andre samtidige koreografer eller skue tilbage. Og Bournonville æraen stod trods enkelte radikale røster stadig stærkt - også i publikums bevidsthed - hvorfor balletten, hvis den ellers kunne fremføre den gamle mesters balletter på en mere ny og frisk måde, så det som noget helt naturligt at løfte Bournonville ind i det 20. århundrede. På et tidspunkt, hvor balletten var nede på at give fire-fem forestillinger om måneden, forestod der et stort genrejsningsarbejde, og i løbet af få år lykkedes det Beck at fordoble ballettens spilleaftener. Blandt Bournonvilles balletter søgte han efter dem, der især kunne tiltale et publikum i midten af 1890'erne. Den første Bournonville nyindstudering var "Valkyrien" - en ballet hvis nordisk mytologiske emne til en mættet og stærkt billedskabende musik af J.P.E. Hartmann kunne interessere et publikum, der var på vej til at tilegne sig Richard Wagners mytologiske univers og musikalsk gennemkomponerede stil. Herefter kom turen til den eventyrlige, folkevise-inspirerede ballet "Et Folkesagn" muligvis også inspireret af en vældig succes, som et nyskrevet skuespil baseret på Bournonvilles libretto oplevede på et af Københavns privatteatre. Til "Et Folkesagn" havde Beck en ung blond danserinde, der på epokegørende måde kunne forløse rollen som Hilda, og Valborg Jørgensen (1872-1949), senere Borchsenius, kom hermed til at stå som indbegrebet af dansk kvindelig ynde. Med "Valkyrien" og "Et Folkesagn" demonstrerede Hans Beck sin sans for at omplante en Bournonville ballet fra de mindre forhold, der havde hersket i 1850'erne til de krav, Gamle Scene stillede til forøget personale og mere dristig dans. Senere kom turen til såvel "Sylfiden" som "Napoli" og den populære "Fjernt fra Danmark". Som det var tilfældet med de andre balletter, kan det her iagttages, at Hans Beck gerne foretog beskæringer i de lange mimiske scener. Derudover kunne han finde på at supplere med mere dans, hvor det skønnedes nødvendigt. Således benyttede Hans Beck lejligheden til at indlægge soli fra Bournonvilles "glemte" orientalske ballet "Abdallah" i pas de six'en i 3. akt af "Napoli" (Billedet herunder), hvorved denne ballet fandt en form, der har holdt sig indtil vor tid.
Af meget stor betydning for eftertiden var det, at Hans Beck for det første erkendte, at nu kunne man ikke uden videre bare huske Bournonvilles balletter, dansestil, mimekunst etc. De gamle dansere var ved at være borte, og hukommelsen stod for at forsvinde, hvorfor Beck foranstaltede, at ældre dansere, der endnu kunne huske noget, skrev ned, hvad de kendte til af øvelser fra træningstimer, af mime og koreografi fra balletterne. Det blev udgangspunktet for det, der kom til at bære navnet Bournonville Skolerne. Bournonvilles træning og den særlige dansestil blev fastlagt og bevaret for eftertiden. Netop disse år lige efter århundredskiftet bragte også en ny opfindelse, der kunne - omend ikke i fuldendt form - fastholde dansens ellers så vanskelige flygtige karakter. De første forsøg med filmen blev også benyttet til at optage dansere fra Den Kongelige Ballet i berømte afsnit fra Bournonvilles balletter. Hoffotografen og filmpioneren Peter Elfelt filmede således Ellen Price, Valborg Borchsenius og Hans Beck i perioden 1903 til 1906. Her på disse strimler, der oprindelig var uden musik, men nu findes med tilføjet klaver akkompagnement, kan man få et indtryk af Hans Beck og Valborg Borchsenius i Tarantellen fra "Napoli" 3. akt og Ellen Price i "Sylfiden". Derudover er der flere klip fra balletter som "Livjægerne på Amager", herunder reelen samt Jockey dansen fra Bournonvilles sidste store ballet "Fra Sibirien til Moskva" fra 1876. Disse film er ikke blot interessante som en dokumentation af en dansestil fra en fjern tid, de er enestående også i en international ballethistorisk sammenhæng. Trods en generel tilfredshed med Hans Beck, Den Kongelige Ballet og det hæderkronede Bournonville repertoire, var der i årene op mod 1. verdenskrig også dem, der ønskede en fornyelse. Danserinden Isadora Duncans (1877- 1927) besøg i København i 1905 viste, at noget nyt og anderledes var på vej andre steder i Europa. Hendes sensuelle barfodsdans provokerede, og rygterne om Serge Diaghilev (1872-1929) og Les Ballets Russes, der fra 1909 og fremefter skabte sensation i Paris, nåede også København. Hans Beck forstod godt kravene til fornyelse. Han havde været med til at sørge for, at f.eks. balletten "Coppelia" - den første egentlige nyhed i mange år - kom op på Det KongeLige Teater i 1896. Men personligt var han ikke rede. Han havde nogle gange haft lejlighed for at overvære "la saison russe" i Paris. Men Bournonvilles trofaste lærling følte sig ikke i stand til at introducere det nye, hvorfor han forlod posten som balletmester i 1915. Nok havde en stadig ung "legende" både takket af som danser og som leder af balletten, men Hans Beck fortsatte med at have betydning - først og fremmest som en vigtig hukommelse og dermed en baggrundsfigur, når det drejede sig om Bournonville balletterne. Gustav Uhlendorff og Emilie Walbom - Fokin og Balanchine. Heller ikke efter Hans Beck var det let at overtage posten som leder af Den Kongelige Ballet. Et enerådende Bournonville repertoire var ikke længere vejen frem. Men der var uenighed om, hvilken fornyelse man ønskede, og i virkeligheden var der næppe den person, der både havde de kunstneriske og ledermæssige egenskaber, der skulle til, for at skabe en virkelig udvikling. Danseren Gustav Uhlendorff (1875-1962) blev balletmester, og ved sin side havde han balletinstruktrice Emilie Walbom (1858-1932), der allerede i 1905 med balletten "Harlekins Millioner" i det små havde introduceret russisk ballet på dansk grund. Den nye balletledelse fastholdt Bournonville repertoiret så godt de kunne, samtidig med at de så sig om efter fornyelse. Med både et koreografisk talent og en vis dristighed tog især Emilie Walbom fat, og hun havde en vis forståelse for blandt andet den fornyelse en koreograf som Mikhail Fokin repræsenterede. Netop for at vise at det nye også skulle have plads, men uden at slippe taget i det gamle, skabte hun sin største succes "Drømmebilleder" som en fri version efter Fokins Schumannballet "Carnaval". (Billedet herunder: Vera Fokina og Mikhail Fokin i Fokins Schumann ballet "Carnaval").
Gæstespillet, hvor et udenlandsk dansepar, som noget yderst usædvanligt fik lov til at optræde på Den Kongelige Ballets scene, var en umiddelbar succes, men det fik ikke følger lige med det samme. En kontrakt mellem Det Kongelige Teater og Fokin blev det ikke til ved den lejlighed. Alligevel kunne man ved premieren på Oehlenschlågers skuespil "Aladdin" i 1919, iscenesat af skuespilleren Johannes Poulsen, spore en tydelig indflydelse fra Fokin i de mange danse, Emilie Walbom havde koreograferet til Carl Nielsens omfattende scenemusik. Netop skuespilleren og sceneinstruktøren Johannes Poulsen var i disse år også en vigtig figur for balletten. Dels blev han gift med en af kompagniets unge stjerner, Ulla Iversen, dels optrådte han ved flere lejligheder med balletten i karakterpartier. Dertil kom at han, der havde fingeren på pulsen, formidlede kontakten til flere væsentlige komponister herunder Jean Sibelius. Balletmester Uhlendorff forsøgte sig også med flere nye værker, men ingen holdt sig på repertoiret i længere tid. Blandt danserne var der flere og flere der hungrede efter fornyelse, ligesom enkelte herunder Elna Lassen drog til udlandet for at lære nyt. Kontakten til Fokin blev genoptaget i 1925, denne gang med henblik på at den russiske koreograf skulle opsætte en hel balletaften. Resultatet blev en ren Fokin forestilling med "Petrusjka" til Stravinskijs musik, "Les Sylphides" (på dansk kaldet "Chopiniana") og Polovetserdansene fra "Fyrst Igor". Aftenen var en overvældende succes. Ballettens moderne gennembrud vandt en af sine første ægte sejre, og Fokins værker viste Den Kongelige Ballets store potentiale såvel rent dansemæssigt som dramatisk. Hertil kom, at Fokins kunst måtte sætte den traditionelle ballet fra 1800-tallet noget i skyggen, som et levn fra fortiden. Fokins krav om ikke at sammensætte balletterne efter færdigsyede regler og med konventionelle trin, men i stedet altid at tage udgangspunkt i ballettens handling, og ud fra den at skabe et originalt Gesamtkunstwerk, hvor scenografi og musik på hver deres måde tjener den grundlæggende idé, blev med forestillingen i 1925 demonstreret så overbevisende, hvorfor det nu stod klart, at Bournonville alene gjorde det ikke. Fokin og Diaghilevs Les Ballets Russes havde fornyet balletten som kunstart, givet den ungdom og sanselighed, vildskab og lyrik. For en betydelig række af unge og lidt mere erfarne dansere var Fokin aftenen også noget af et gennembrud. Fokin kom til at stå for flere af de unge som en inspirationskraft, men de måtte imidlertid væbne sig med tålmodighed, for et større skift i den retning, balletten skulle tage, lod vente på sig. Gustav Uhlendorff blev i 1928 afløst af Kaj Smith, og han havde Fokin beundreren, Elna Jørgen-Jensen, ved sin side, men uden Fokin ved roret gik det i forbindelse med en opsætning af "Ildfuglen" galt, trods det at en anden Fokin beundrer, Elna Lassen, udførte titelrollen. Året efter måtte balletten fejre 100-året for Bournonvilles første balletdigtning. Til festen den 1. september 1929, hvor "Et Folkesagn" stod på plakaten, havde Kaj Smith sammensat en række Bournonville indslag under titlen "Bournonvilleana". Her dansedes flere afsnit fra balletter, der ellers var gledet ud af repertoiret - f.eks. pas de deuxen fra "Blomsterfesten i Genzano" - hvilket er en af årsagerne til, at denne koreografiske perle har overlevet. På længere sig stod det dog klart, at Bournonville ikke var tilstrækkeligt til, at balletten kunne overleve. Rent politisk og ledelsesmæssigt stod Det Kongelige Teater i 1930 i en vanskelig situation. For balletten skete der imidlertid noget, der kunne være blevet epokegørende. Den unge russiske koreograf George Balanchine (1904-1983), der efter Diaghilevs død i 1929 var arbejdsløs, blev engageret som gæsteinstruktør i sæsonen 1930-31. Først satte Balanchine et blandet Fokin-Massine program i scene, hvorefter han i januar 1931 havde premiere på en aften bestående af egne koreografier. Først dansede en gruppe unge fra kompagniet "Apollon Musagetes" oprindelig uropført i 1928, til Stravinskijs musik. "Barabau" uropført i 1925 fulgte efter, og aftenen sluttede med en helt ny koreografi, "Josef-Legende" til musik af Richard Strauss. Her fik de danske dansere og det danske publikum for alvor en demonstration af det nyeste indenfor international ballet. Desværre var publikum langtfra rede til at tage imod. Mesterværket "Apollon" blev mere opfattet som moderne gymnastik end klassisk ballet. Den gik syv gange og kom først tilbage i repertoiret i 1950'erne. Ingen forstod den bizarre "Barabau", og det erotiske i "Josef-Legende" var publikum heller ikke rede til. Fortsættes: Den kongelige Danske Ballet 1748 - 1985 (Del 3). Klik her |
|||||||||||||||
 |
|||||||||||||||
 |
|||||||||||||||
 |
|||||||||||||||
 |
|||||||||||||||
 |
|||||||||||||||
