 |
||||||||||||
 |
||||||||||||
|
Et overblik over Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (Del 4). Af Ole Nørlyng, musik- teater- og ballethistoriker. (Billedet til højre: Flemming Flindt) |
 |
|||||||||||
 |
||||||||||||
|
Stamtræet til den moderne dans Sort dans, jazz. Part 1. Afrikansk musik Sort dans, jazz. Part 2. Fra Afrika til Den nye Verden Sort dans, jazz. Part 3. Fra folkeligt til professionelt Sort dans, jazz. Part 4. Sort dans som kunstart
Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (1). Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (2). Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (3). Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (4).
|
||||||||||||
|
Flemming Flindt Med Flemming Flindt (1936-2009) fik Den Kongelige Ballet i 1966 en leder, der ikke blot havde en karriere som étoile danser ved Pariseroperaen bag sig. Flindt var et "moderne" menneske, der var seriøst optaget af tidens problemer. Han ville, at balletten skulle handle om nutiden, og han ville dermed også gerne tiltrække et nyt og yngre publikum. Et kodeord var "nytænkning". Flemming Flindts baggrund var Den Kongelige Ballet, men hans udsyn var i høj grad internationalt, og han følte sig som verdensborger. I Paris havde han mødt den absurdistiske forfatter Eugène Ionescos, og Flindt koreografdebut blev en genial ballettisering af dennes drama "Le lecon" - balletten "Enetime" i 1963. Den absurde og grusomme handling fremstod som et billede på samtiden, og denne grundidé var også drivkraften i de to følgende Ionesco inspirerede værker "Den unge mand skal giftes" i 1965 til avantgarde musik af Per Nørgård og "Dødens Triumf" i 1971 - en moderne Totentanz i form af et dansedrama om en civilisations undergang, danset til stærkt appellerende rockmusik. "Dødens triumf" var et brag af en forestilling. Foruden meget andet bød dansedramaet på nøgendans af selveste balletmesteren og hans kone, Vivi Flindt, med flere. Denne sensation var også med til at gøre "Dødens triumf" til Den Kongelige Ballets største succes i det 20. århundrede. Ved en genopsætning i 1994 var der stadig publikum tilforestillingen, men i dag vil man især betragte "Dødens triumf" som "a periode pjece". Mere ægte gedigen - men stadig med den typisk Flindtske tone af sex og undergang - var hans Bela Bartok ballet "Den forunderlige Mandarin", der blev den unge Vivi Gelkers gennembrud. Hun var dejlig som en ulykke, og var lige det, Den Kongelige Ballet ellers var så fattig på, sprællevende sexet nutid. Mere af denne nutid dansede sig med Paul Taylors "Aureole" i 1968 ind i repertoiret. Det var ungdomsoprørets år. Efterkrigstidens borgerlige autoriteter blev vist døren, og på balletten smed danserne tåspidsskoene og dansede modern dance på bare fødder. Publikum havde tidligere blandt andet ved et gæstespil med Martha Graham (1894-1991) og hendes kompagni i 1954 stiftet bekendtskab med modern dance, men nu var det de danske dansere, der formidlede den nye fornemmelse for gulv og tyngde, modsat den klassiske ballets stræben efter det vægtløse. Samtidig med at det moderne og internationale blev en betydelig og fast del af Den Kongelige Ballets virksomhed, dansede balletten både det store klassiske repertoire og de gamle Bournonville balletter. 1 1969 satte Flindt sin og scenografen Lars Bo's udgave af "Svanesøen" op på Gamle Scene. Her så man en moderne grafiker og en ligeså moderne iscenesætter fortolke den gamle romantiske handling som prinsens indre rejse. Anden akten lå koreografisk tæt på traditionen, men ellers havde Flindt arbejdet temmelig frit, og sine steder i 3. akten mindede det betænkeligt om, hvad man får at se i Casino de Paris. Side om side med Flindts sans for det ægte sensuelle og den dystre undergang, oplevede man hyppigt balletmesterens hang til show. Denne tendens kulminerede i 1973 med værket "Felix Luna" - et syret show om krig, tros-fanatisme og seksuel frigørelse, hvor der atter blev lokket med nøgenhed og dekadent modeshow. Her gik det imidlertid galt, og resultatet blev en skarp kritik fra en væsentlig del af det danske anmelderkorps. I den klassiske del af repertoiret havde Flindt stor succes, da han indførte "Nøddeknækkeren" på repertoiret i en meget velfortalt version, der var meget dekorativt scenograferet af det danske designverdensnavn Bjørn Wiinblad. Som Bournonville fornyer havde balletmesteren også betydelige bud. "Kermessen i Brugge" blev opført med en raffineret ny scenografi af franskmanden Jacques Noel. "Et Folkesagn" blev genopsat af den legendariske Hans Brenaa (1910-1988), der netop stod som garant for traditionen, mens scenografien var modernistisk og noget brutal skabt af Svend Johansen. Flindt forsøgte sig også med egne Bournonville gendigtninger. Således var det ikke længere Bournonvilles trin, der blev danset, da han i 1978 gendigtede Bournonvilles gamle spanske ballet "Toreadoren". Bournonville var i det hele taget gået hen og blevet til noget af en magnet. Store udenlandske dansere - som f.eks. Rudolf Nurejev og senere både Michael Baryshnikov, Natalia Makarova og endnu senere Nina Ananiashvili - har alle opholdt sig ved Den Kongelige Ballet, indstuderet Bournonville partier og danset dem på Det Kongelige Teater. Også Bournonville Skolerne fik fornyet opmærksomhed, idet man ved flere lejligheder har forsøgt sig med at sætte træningstrinene sammen, så de kunne fungere som en del af en forestilling. (Billedet herunder: Vivi Flindt i "Dødens Triumf")
Efter Flemming Flindt kom Henning Kronstam 1 1978 forlod Flemming Flindt Det Kongelige Teater, men han vendte nu tilbage i 1991 ikke som balletmester, men som koreograf, hvor han skabte helaftensballetten "Caroline Mathilde" om den danske dronning og hendes dramatiske forhold til sin gemal, den sindssyge kong Christian VII (konge 1766- 1808) - og dennes livlæge Struensee. Et voldsomt royalt trekantsdrama, der siden også har givet anledning til såvel en meget omtalt opera som til en prisbelønnet film. I 1991 blev dramaet danset til originalt komponeret musik af den engelske komponist Sir Peter Maxwell Davies - en ballet der blandt andet også bragte en ny generation af dansere frem til et gennembrud. Således med Rose Gad og Silja Schandorff i titelrollen, Nikolaj Hübbe i rollen som livlægen og Alexander Kølpin som den sindssyge konge. Som balletmester blev Flindt efterfulgt af danseren Henning Kronstam (1934- 1995), der havde den forhenværende solodanser og Bournonville specialist Kirsten Ralov (1922-1999) ved sin side. Deres første store manifestation blev den første internationale Bournonville festival i november 1979, hvor Den Kongelige Ballet markerede hundredåret for Bournonvilles død ved at danse alle de balletter, der var overleveret i ubrudt tradition. Allerede i 1974 havde Flemming Flindt hentet den ganske unge John Neumeier til landet, for at han skulle sætte sin version af en "Romeo og Julie" ballet op, og det blev netop John Neumeiers pragtversion, der kom til at afløse Ashtons ældre udgave på Kongens Nytorv. "Romeo og Julie" var dengang med de ganske unge dansere Ib Andersen og Mette-Ida Kirk i hovedrollerne en enorm succes, og det har den været siden. Med "Romeo og Julie" gav Neumeier Den Kongelige Ballet et af sine stærkeste værker, og det betød et løft for hele kompagniet. Det var derfor naturligt for Henning Kronstam at bede Neumeier om at komme igen med endnu en Shakespeare ballet. I oktober 1980 var der premiere på "En Skærsommernatsdrøm", der med sin radikale skildring af dramaets tre verdener - genialt understøttet af henholdsvis Gyotgy Ligetis elektroniske musik, Mendelssohns velkendte skuespilmusik og populær lirekassemusik - i den grad betog publikum. Nævnes skal det, at Frank Andersen i rollen som Puk fik en stor personlig succes, ligesom det befæstede et nært venskab mellem John Neumeier og Frank Andersen. John Neumeier har sidenhen været en kær og hyppig gæst ved Den Kongelige Ballet. 1 1985 skabte han efter ombygningen af Gamle Scene en helt ny Hamlet ballet til kompagniet, idet han foruden den indlysende Shakespeare inspiration hentede stof fra de danske urkilder til dette drama. Senere har John Neumeier i 2005 skabt en ballet over H.C. Andersens eventyr "Den lille Havfrue", og Den Kongelige Ballet har foruden "Odyséen" danset 5. symfoni af Gustav Mahler i 1994 og flere andre Mahler-værker med koreografi af John Neumeier. Neumeiers tætte tilknytning til Det Kongelige Teater og Danmark er også blevet understreget gennem et venskab med Hendes Majestæt Dronning Margrethe II - Neumeier skabte som gave til regenten en ballet til hendes 50 års dag, og han skabte igen til Det Kongelige Teaters 250 års galla i 1998 en overmåde populær delvis selvbiografisk pas de deux til fire numre af The Beatles med titlen "Yesterday - 1963".
Til det væsentlige hørte også, at Jiri Kyliån (1947-) endelig blev repræsenteret i repertoiret med hans stemningsvibrerende "Verklärte Nacht" til musik af Arnold Schönberg. På den klassisk russiske front sørgede Kronstam for, at "Don Quixote" kom på plakaten. Den gamle spanske Marius Petipa ballet blev sat i scene af folk fra Bolshoi Balletten i Moskva anført af balletmester Jurij Grigorovitj. Egentlig ligger denne form for udvendig virtuositet med masseoptrin og cirkusmusik fjernt fra Den Kongelige Ballets formåen, og man kan måske diskutere om stilen overhoved passer til Den Kongelige Ballet, men "Don Quixote" blev nu en succes, og det var mere end blot en udfordring for danserne. Det var ikke mindst rent dansemæssigt en vældig udfordring, og resultatet var et løft. Henning Kronstam var traditionens mand. Han, der var dybt respekteret blandt danserne, havde øje for, dels hvad der var kompagniets, dels den enkelte dansers stærke side. Dette medførte, at repertoiret generelt var præget af de store dramatisk fortællende balletter med en rollebesætning, der netop tilgodeså dansere med et stærkt dramatisk talent. Lis Jeppesen strålede således både som en tragisk Giselle og en sprudlende Svanilda i "Coppelia", hvor Frank Andersen var den ivrige og meget charmerende Frants. Selv gik Kronstam på scenen som den bedrøvelige ridder i "Don Quixote" og gav dermed den ellers så showprægede ballet et skær af drøm og melankoli. Galeottis gamle bagatel "Amors og Balletmesterens Luner" kom igen i repertoiret, og Bournonville blev passet og plejet, ligesom man ved juletid kunne glæde sig over "Nøddeknækkeren" i Flemming Flindts og Bjørn Wiinblads vellykkede udgave. Mindre held havde balletten med flere tiltag i det moderne repertoire. Både Alvin Ailey, Christopher Bruce, Rudi van Danzig og Hans van Manen satte værker op i Henning Kronstams balletmesterperiode, men ingen af disse anstrengelser fik et længere liv i ballettens repertoire. Og Richard Aistons "Danse fra Pagodernes Rige" til musik af Benjamin Britten blev ren trin udfoldelse uden dramatisk kerne. Til gengæld høstede balletten megen anerkendelse ved flere udenlandske gæstespil. Det kneb måske lidt med at få det franske publikum under et gæstespil i Paris til at synes om Bournonvilles "Kermessen i Briigge", men ellers var Bournonville feberen blandt andet på grund af den første Bournonville Festival i 1979 steget et par grader, og i USA vandt balletten masser af roser, ligesom en gæsteoptræden i Wien i 1982 var en stor succes. Netop i slutningen af 1982 stod balletten ved en tærskel. Det Kongelige Teaters Gamle Scene skulle i de følgende år gennem en omfattende renovering, hvilket indebar, at balletten i flere sæsoner måtte danse i Tivolis Koncertsal. Situationen var ikke ligefrem ønskelig, men man klarede det, og der var da også lyspunkter i de følgende sæsoner, men hverken Henning Kronstam eller Kirsten Ralov havde lovet fornyelse. Dansestandarden fejlede intet, men repertoiret bugnede måske ikke ligefrem af spændende nyheder. Og i 1985 kastede Henning Kronstam, der aldrig egentlig havde ønsket en lederpost, handsken i ringen. Nye kræfter måtte træde til - og nye kræfter kom til. Om artiklen Ole Nørlyng har skrevet og redigeret denne artikel om Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985 på baggrund af en række artikler til en ny bog med arbejdstitlen "August Bournonville, en Dansk Koreografi i Kina", som Frank Andersen er blevet inviteret til at udgive i anledning af Beijing Dance Academy's 60 års jubilæum, hvor han i 2012 blev udnævnt til professor. Bogen udgives i anerkendelse af, at Bournonvillestilen er den bedst bevarede stil fra det 19. århundrede, samt at Eva Kloborg og Frank Andersen har arbejdet i Kina i mere end 18 år med Bournonville-opsætninger for de største kompagnier. Bogen udkom i 2014 i Beijing under en stor festlighed. Fra bogen har Terpsichore tidligere bragt artiklerne Bournonville Festivalerne 1979, 1992 og 2005 i DANS (efterår 2014), samt Tag med tidligere balletmester Frank Andersen i DANS (Forår 2014), samt artiklen Bournonville skolerne, stil og æstetik i DANS (Efterår 2015). |
||||||||||||
 |
||||||||||||
 |
||||||||||||
 |
||||||||||||
 |
||||||||||||
 |
||||||||||||
