 |
||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||
|
Fjer og stiletter af Betina Rex (stud.mag.) Artikel i TerpsiChore, dans som scenekunst, efterår 2011. |
||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||
|
|
||||||||||||||||||
|
Kvindekroppen i showdance I den smukke, romantiske by Paris findes der et sted, som siden 1869 har været centrum for farverige, glamourøse optrin. Stedet er Folies Bergére, hvor der er stjernestøv i luften og glitter på kostumerne. Klædt i "fjer og stiletter" danser disse underskønne, smukke mennesker rundt på den franske revyscene med farverige optrædener og fjerprydede kostumer, som er stedets varemærke. Fjer og stiletter, showdans og idealer for kvindekroppen gennem tiderne. Hvis vi kombinerer det med parisiske Folies Bergére, så har vi begyndelsen på et eventyr for danseren og koreografen Helle Bach for små tyve år siden. I hendes forestilling "Fjer & Stiletter" fra foråret 2011 guider hun, med et glimt i øjet og spræl i benene, publikum igennem både historiske såvel som erfarede facts omkring showdansens benhårde branche, samtidig med at hun tager os med på en rejse gennem forskellige perioder i kvindekroppens historie gennem tiderne. At beskrive kvindekroppen i dans igennem tiderne virker umiddelbart som at forsøge at holde en liter mælk i hænderne, uden karton vel at mærke. Sagt på en anden - og mere direkte måde - det er (hvis ikke en umulig opgave) så i hvert tilfælde en meget vanskelig og ikke mindst omfangsrig opgave at give sig i lag med. Til gengæld åbner erkendelsen af dette emnes (næsten) uendelige udstrækning op for en helt konkret og nødvendig måde at forholde sig til det på: nemlig begrænsningens kunst. Og kombinerer man denne nødvendighed af at skære ind til benet med et konkret udgangspunkt, så ser det straks lidt mere overskueligt ud, om end stadig meget omfangsrigt. "Fjer og stiletter" som baggrund for artikel Heldigvis er der for mit vedkommende et fast udgangspunkt at holde mig til, nemlig Helle Bachs forestilling "Fjer & Stiletter". Med denne forestilling som indgangsvinkel vil jeg derfor i min artikel tage udgangspunkt i showdans og de kvindeidealer, der har været fremherskende her, siden stilarten for alvor greb om sig i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Hvordan så disse kvinder ud, og hvilke idealer har været medvirkende til at skabe dette udseende. Som supplement til forestillingen fik jeg lejlighed til at spørge Helle Bach selv, om hendes forhold til kvindeidealer, hvilket der kom en særdeles interessant samtale ud af, som jeg naturligvis også har trukket flittigt på i denne artikel. Helle Bach har ud fra en kombination af egen erfaring og grundig research skabt forestillingen "Fjer & Stiletter" om dét at arbejde som danser på et af showdansens arnesteder: Folies Bergére i Paris. Her dansede hun som showdanser i ca. to år i starten af 1990'erne. I forestillingen "Fjer & Stiletter" guider Helle Bach publikum igennem både historiske såvel som erfarede facts omkring showdansens benhårde branche. Igennem tale og dans viser hun os sin historie og beretter om livet som showgirl på den berømte revyscene Folies Bergére i Paris. Og det gør hun på ægte show- dansermanér. Der er masser af humor i "Fjer & Stiletter". Helle Bach guider os igennem en showgirls ABC, og vi får fortalt og vist, hvordan man som showgirl kan snyde sig til længere ben og en mere snæver talje. Der er historien om den grusomme trappe, der, fordi man hverken kunne se trinene eller sine egne ben, vakte gru og rædsel i alle danserne. Og vi mærker næsten på egen krop, hvordan man får krampe i kinderne af at stå i flere minutter på samme sted, med samme holdning og et smil fra øre til øre. Men "Fjer & Stiletter" er ikke kun sjov og show - det er også alvor med mange facetter. Sammen med en showgirls ABC får vi også en meget illustrativ demonstration af synet på kvindekroppen igennem tiderne, set fra malere og billedhuggeres synsvinkel, udført af Helle Bach.
Idealer for kvindekrop og danser Min samtale med Helle Bach ledte derfor også i mange retninger, for der var mange interessante spor at forfølge, og emnets omfang taget i betragtning var det svært ikke at lade sig rive med af alle de fantastiske historier og billeder. Netop derfor har jeg efterfølgende bidt mærke i, at vi flere gange i løbet af vores samtale vendte tilbage til to emner: 1) dansens fascination og hyldest af ungdommen, og 2) spørgsmålet om dansens forhold til den naturlige krop, og hvorvidt man overhovedet kan tale om noget sådant. Det er derfor blevet klart for mig efter min samtale med Helle Bach, at det vil være interessant at se nærmere på kvindekroppen i showdans i løbet af de sidste ca. 150 år med skønheden og det til enhver tid fremherskende ideal om dette i baghovedet. Især da dette på ingen måde kan siges at være en særlig objektiv størrelse. Kroppen i showdans siden 1870 Når jeg taler om kvindeidealer i dans, er det selvfølgelig noget af en forsimpling, idet der til alle tider og i alle kulturer hersker såvel normer og idealer som deres modpoler. Samtidig er begrebet dans bestemt også mere nuanceret og komplekst, end jeg her har mulighed for at afdække. Virkeligheden er heldigvis mere pluralistisk, end det er muligt at omfatte i en enkelt artikel. Derfor vil jeg nøjes med at kaste mig ud i forsøget på at give et billede af nogle tendenser i opfattelsen af kroppen i showdance regi med et meget indsnævret blik på, hvordan kvindekroppen i showdans traditionen har set ud siden 1870'erne, for igennem denne smalle ramme at forsøge at vise den diversitet i kropsidealer, der åbenbarer sig for en, når man ser på billeder af dansere ved Folies Bergére gennem det 20. århundrede. Disse kvinder har bestemt været udtryk for, eller ligget under for, alt afhængig af hvordan man vender og drejer det, meget forskellige kropsidealer. Dette er interessant, da den samtid, man lever i, har en tendens til at fortrænge alle andre idealer, end det netop gældende, hvilket illustreres fint af nedenstående personlige erfaring i forhold til showdance. Min måben var nemlig svær at undertrykke, da Helle Bach begyndte at vise mig billede på billede af dansere fra Folies Bergére, der både havde til gården og til gaden og bestemt ikke passede ind i min - indrømmet - nok ret stereotype opfattelse af, hvordan en showdanserindes krop ser ud. Og billederne var knap nok over 100 år gamle! Så meget for normative kropsidealer. Lige såvel som resten af verdens kvinder også har fulgt meget forskellige kropsidealer igennem de sidste 100 år, har dette altså også været tilfældet for de dansende damer på scenen i Paris. Den dansende ungdom Det andet emne, som vedblev at filtre sig ind i vores samtale, var som nævnt, dansens tilsyneladende uafvristelige sammenhæng med ungdommens vitalitet og kraft. For at undersøge dette forhold nærmere er det på sin plads først at skrive sig et par velkendte forbehold bag øret. For der er flere forhold, der gør sig gældende, når det drejer sig om at se på dansen som ungdommens domæne, særligt i forhold til den form for dans som showdance traditionen er et udtryk for. Jeg vil ikke gå dybt ind i denne diskussion, men nøjes med at påpege både en, lidt firkantet sagt, "intern" og en "ekstern" grund til ungdommens dominans. Til en start kan man sige, at en helt central pointe vil være, at kroppens styrke og smidighed, som af naturlige årsager er højest i livets første fase, er en medvirkende faktor til at dyrke ungdommen som ideal. Ikke at en erfaren danser ikke kan være både smidig og stærk, for det kan hun bestemt, men hun vil oftere have småskader og skavanker som følge af et langt sceneliv, hvilke ofte vil føre til, at den yngre danserinde er at foretrække netop på grund af, at der med alderen naturligt hører visse begrænsninger for den fysiske formåen. Mere "eksternt" kan man betragte de til enhver tid fremherskende kropsidealer som et udtryk for, hvordan danserne gerne skal se ud. Som med hønen og ægget er det med dansen og kropsidealer heller ikke helt let at sige, hvad der kommer før hvad, og måske det i virkeligheden også her er en omsonst distinktion at begive sig ud i. I stedet kan man konstatere, at de har en betydelig indvirkning på hinanden, hvorfor det ungdommelige også må siges at have en plads i dansens verden. Muligvis har idealerne for kropsform ændret sig markant i løbet af vores moderne udviklingshistorie, ja, faktisk helt tilbage fra antikken, men centralt i hele denne udvikling står bestandigt den unge (pige)krop. Ganske smukt eksemplificeret i de mange malerier af Venus, som altid, på trods af de forskellige kropsfaconer hun har antaget gennem tiderne, altid er en ung kvinde. Den symbolske værdi, som den unge kvindekrop er ladet med, har muligvis forandret sig fra det livgivende til det æstetiske, men den er ikke desto mindre stadig synlig i eksempelvis showdance, hvor unge, smukke kroppe hyldes som det ypperste ideal. For at komme nærmere et konkret udtryk for disse forskellige kropsidealer er der to primære kilder at rette sit blik mod: nemlig malerier/plakater og fotografier.
Plakaterne Når man fordyber sig i den omfangsrige plakatproduktion, der har været en stor del af Folies Bergéres mastodontiske position i den "kulturhistoriske ikonografi", og dvæler lidt mere ved de enkelte plakater, vil man få øje på de skiftende måder, kvinderne i forestillingerne er afbilledet på. Den myndeslanke danserinde med kilometerlange ben og hatten let på sned fra 1940'erne har ikke megen lighed med den nærmest timeglasformede kvindefigur, som er motivet på en plakat fra slut 1800-tallet. Hos hende er ben og overkrop på det nærmeste lige lange, og hendes positur søger også at få beskuerens øjne til at fæstne sig ved hendes voluminøse barm og struttende popo. Der er flere forhold, der er interessante at hæfte sig ved i denne forbindelse. For det første netop det, at det er plakatmalerier og ikke fotografier, vi har med at gøre. Det vil sige, at de ikke nødvendigvis er reelle gengivelser af, hvordan kvinderne på Folies Bergére rent faktisk så ud, men måske i højere grad et billede på, hvordan man ønskede, at danserinderne og hermed underforstået også ideal kvinden skulle se ud. Taljen er måske malet en smule smallere, end den egentlig var, benene et par centimeter længere end dem, der rent faktisk bar modellen. Et andet interessant aspekt af plakaternes historie er deres "selvstændige" liv i forhold til samtiden, hvor plakaterne ikke blot fungerede som reklamesøjler, der skulle sælge billetter, men i høj grad også selv var en del af den drøm, de skulle sælge. Plakaterne var medvirkende til at konstruere fortællingen om Folies Bergére og de dansende yndigheder, hvilket også kan ses ud af den fascination, disse kunstneriske pragtstykker stadig nyder den dag i dag. Magien er ikke forduftet, nærmere forstærket. Fotografierne For at holde disse malede kvinder op mod nogle mere "realistiske" gengivelser kan man se på fotografier af de dansere, der har befolket den mytiske parisiske scene igennem mere end 100 år. For også her trives forskellighederne i allerhøjeste grad. De kvinder, man ser på fotos fra slutningen af 1800-tallet / starten af 1900-tallet, ligner ingenlunde de kvinder, der indtager scenen på fotografier fra midten af 1900-tallet, som igen er ulig de kvinder, der dansede på Folies Bergére i 1980'erne og 1990'erne. Jeg antager, at fotografiet er et mere "troværdigt" medie end maleriet eller plakaten. Her er det selvfølgelig vigtigt at huske på, at jeg her forholder mig til fotografier fra en epoke forud for photoshops allestedsnærværende retouchering af virkeligheden. På den måde kan fotografierne reelt godt tjene som realistisk gengivelse af, hvordan virkeligheden forholdt sig, og hvordan danserinderne på Folies Bergére rent faktisk så ud for 100 år siden. Hvad der dog er mere interessant at forholde sig til, end selve motivet på fotografierne, er måden, hvorpå motivet præsenteres. Her er der, ikke overraskende, også stor forskel på dengang og nu. Overordnet kan man sige, at man førhen har været meget mere bevidst om det at posere på billeder, eksempelvis kan man se, hvordan mange af fotografierne, både fra kulissen og scenen, viser danserinderne i helfigur, så hele kroppen kan beundres, men også fremstilles i den mest flatterende position. Dette gør det nemt for en nutidig betragter at dvæle ved de fotograferede danserinders "anderledeshed". Deres kropsfacon, deres ansigtstræk, og kostumerne de bærer, danner tilsammen en aura af noget, der er anderledes, end det man ser på fotografier fra 1980'erne og 90'erne. Det er svært at sætte fingeren på præcis, hvad det er, der definerer denne anderledeshed, men at den er der, det er ikke svært at se. Her ledes jeg igen tilbage til, hvor vi startede, nemlig den normative kropsopfattelse og idéen om "den naturlige krop". For er det ikke netop dette forhold, som blikket ned over 100 års showdance kan ses som et direkte billede på? Forstået på den måde, at der øjensynligt er noget, der har ændret sig, men præcist hvad, hvordan og hvorfor, det forbliver skjult for iagttageren. Det er med andre ord ikke til at vide, om det er øjnene, der ser, som er nye, eller om det er kroppen, de betragter, der har forandret sig. Men mon ikke det er en kombination af begge dele? Man kan jo få syn for sagen ved selv at kigge efter. Og hvad enten det er på scenen i Helle Bachs forestilling, eller på internettets uanede mængder af billeddokumentation, så er jeg sikker på, at man vil blive overrasket over et og andet. |
||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||
