Kunstarternes gensidige inspiration.

Med det moderne gennembrud i slutningen af 1800-tallet begyndte den gensidige inspiration kunstarterne imellem - komponister, billedkunstnere, forfattere, filmskabere og koreografer.

Billedet tilhøjre: Bronzelampe inspireret af Loie Fuller, lavet af Francois-Raoul Larche.

Ruth St. Denis. Orientalske danse

Kurt Jooss. Europæisk fornyer mellem Laban og Bausch

Fra heks til frue. Forandring i Mary Wigmans danse

Merce Cunningham. Legende danseæstetik og frihed

Kunstarternes gensidige inspiration

The Moor's Pavane Jose Limon og hans mesterværk

Dalcroze Eurytmikkens fader

Alvin Ailey - en stil, en tradition

Om Jiri Kylián Silk and knife

Flemming Flindt, verdensmesteren

Da dansen blev ny. Les Ballets Russes

Isadora Duncan i København

Mandsdans og maskulinitet

Eske Holm, dansens alsidige rebel

Nini Theilade, den dansende verdensstjerne

Pina Bausch Tanztheater

Twyla Tharp, Come Fly Away

Balanchines Jewels

John Neumeier som storyteller

Neumeier, langt og kompliceret

Butoh dans

Fjer og stiletter

Kunstarternes gensidige inspiration.

Jytte Kjøbek (danser og koreograf). Artikel i Terpsichore.

Indtil den 27. april kunne man på Gammelholtegaard se en udstilling af den franske kunstner Fernand Legers' samarbejde med det svenske balletkompagni, Ballet Suedois. Samarbejdet blev etableret i 1920 som en pendant til Diaghilevs Ballet Russes, og som endnu mere rabiat udfoldede en vældig eksperimenteren i samarbejde med moderne kunstnere - både komponister, billedkunstnere, forfattere og filmskabere i Paris.

Dette var et resultat af det moderne gennembrud i slutningen af 1800-tallet, hvor man oplevede et værdisammenbrud foranlediget af industrialiseringens udvikling og ved nytænkning inden for både samfundsvidenskaberne, naturvidenskab og psykologi. Dette fik samtidig også en afgørende betydning for udviklingen af den moderne dans.

Det moderne gennembrud

Med industrialiseringen voksede arbejderklassen og socialistiske teoretikere som Marx kom frem, samtidig med at liberalismen næredes af Darwins skrifter, som f.eks. "Arternes Oprindelse". Stuart Mill udgav bogen om kvindernes undertrykkelse, der for alvor satte gang i kønskampen. Freuds "Drømmetydning" og seksuelle teorier vakte ligeledes furore. Det kristne livsgrundlag, der havde været med til at definere både den enkeltes identitet og moral og synet på kunsten, kom i skred. "Guds død" betød, at individet måtte tage ansvar for sin egen eksistens, hvad der for nogle medførte voldsomme eksistentielle kriser, med vemod og længsel efter det tabte, for andre en følelse af frihed og dyrkelse af det moderne: Teknologien og industrialiseringen som en mulighed for frigørelse og frisættelse af energi.

På alle kunstens områder fremkom nye udtryksformer, inden for billedkunsten fremkom kubismen, især udviklet af Picasso og Braque, der forkastede naturalismen og centralperspektivet, og i øvrigt lod sig inspirere af primitive kulturer og hverdagslivet, som det også ses hos Fernand Leger.

Impressionisterne var optaget af lysets flimrende opløsning af virkeligheden, og ekspressionisterne lod den indre følelse brede sig ud over lærredet i voldsomme farver og forvrængede former. Især i Italien udvikledes futurismen, der dyrkede teknologien på alle måder - farten, flyvemaskinen, industrialiseringen.

Inden for musikken fremstod helt nye former for tonalitet og rytmik ved inspiration fra jazzen.

Bevægelse og transformation som sådan bliver opprioriterede begreber ved indgangen til det nye århundrede, og dansen bliver først nu for alvor estimeret som en kunstart.

Opgør med klassisk ballet

Det er i dette frugtbare kaos, at opgøret med den klassiske ballet finder sted, og nye danseformer udvikles af de første pionerer, først og fremmest Isadora Duncan og Loie Fuller, som for mig at se bliver skabere af hver sin tradition inden for modern dance.

Isadora Duncan søger tilbage til naturen og enheden mellem sjæl og legeme i den græske kultur og lægger vægt på følelsesudtrykket i kroppens bevægelser, mens Loie Fuller bruger kroppen til at skabe et totalt bevægelsesbillede ved hjælp af stoffer og udnyttelse af den moderne teknologi, først og fremmest elektriciteten og muligheden for at arbejde med farvet lys. Hendes krop bliver middel men ikke mål. Herved bliver hendes udtryk mere i slægt med vore dages performance, hvor kroppen indgår i en helhed med andre sceniske elementer. Loie Fuller optrådte på Verdensudstillingen i Paris i 1900 og blev hyldet og afbildet af tidens førende kunstnere både i tegning og skulptur.

Les Ballets Russes, skabt af den russiske impresario Sergej Diaghilev, viste i en årrække fra 1909 en række revolutionerende forestillinger, hvor mange af tidens moderne kunstnere var involveret. Koreografien var for størstedelen baseret på klassisk balletteknik, men fornyet i ekspressiv retning af Fokine, og den absolut revolutionerende Nijinsky, der sandsynligvis var påvirket af pionererne i den fri dans, men som også selv var genialt nyskabende.

Meget berømt er hans koreografi Sacre du Printemps med musik af Stravinsky med voldsomme atonale klange og synkoperede rytmer, og ligeledes En Fauns Eftermiddag med musik af Debussy. Mange andre af de moderne kunstnere var involveret: Picasso lavede kostumer og scenografi til balletten Den trekantede hat, og andre involverede billedkunstnere var for eksempel Utrillo, Benois, Braque og Matisse.

Hovedkoreografen i Ballet Suedois, skabt af kunstmæcenen Rolf de Marais, var den talentfulde danser Jean Borlin, som blev sendt på studieophold i Tyskland for at få kendskab til den tyske moderne dansetraditon udviklet af Rudolf Laban og Mary Wigman, så forestillingerne i Den Svenske Ballet var betydeligt mere eksperimenterende både bevægelsesmæssigt og genremæssigt end Les Ballets Russes. Især Fernand Legers balletter er interessante, idet man søgte at skabe bevægelige "flade" malerier; den berømteste er La Creation du Monde, en poetisk myte med fantasifulde gudeskikkelser, dyr og Adam og Eva udført som mobile sætstykker, der skjulte danserne totalt. Musikken var af Milhaud og udnyttede jazzelementer. Der blev også skabt musikdramatik i samspil med film af Rene Claire.

Bauhaus var en smeltedigel

I Tyskland skabtes i 1922 skolen for håndværk og kunst, Bauhaus, hvis arbejde har haft stor rækkevidde i udviklingen af moderne kunst og design. Der eksperimenteredes også med teater, både rumligt og stilmæssigt. En af lærerne, Oscar Schlemmer, skabte dans/rum-eksperimentet "Triadische Ballet," som udforskede kroppens bevægelse i rum for eksempel linien, spiralen og udviklede abstrakte kostumer, som gjorde danserne til marionetter. Han skabte også Stokkedans en bevægelig skulptur af stokke som forstørrede og spændte kroppens bevægelser som en skulptur ud i rummet.

Ved Bauhaus arbejdede også abstrakte malere, som for eksempel Klee, Kandinsky og Josef Albers. Sidstnævnte kom efter sin emigration til USA i midten af 50erne i kontakt med John Cage og Merce Cunningham.

Også Alwin Nikolai i New York havde sin inspiration fra Bauhaus. Han udviklede sammen med Murray Louis i 50erne i New York improvisationsteknikker med afsæt i begreber som rum, form, farve. Han udviklede en scenisk form, hvor han selv skabte både koreografi, musik, lys og de sceniske elementer, der kunne være elastiske stoffer, som danserne kunne skabe abstrakte former i. Danserne indgik i helheden som bevægelige kroppe, men ikke som individuelle personer.

Mange af disse arbejder var præget af en helhedstænkning inspireret af Wagners tanke om "Gesammtkunstwerk" (helhedsværket), hvor alle enkeltdele i en forestilling skulle skabe en helhed, som bragte tilskueren i en følelsesmæssig ekstase.

Publikum må tolke

Merce Cunninghams arbejde er et brud med denne helhedstænkning. I sin adskillelse af dans, musik og scenografi træder han som skaber af værket tilbage og overlader tolkningen af det præsenterede til publikum. Denne "Verfremdungsteknik" (fremmedgørende teknik) bliver betegnende for den postmoderne dans, performancekunsten og happeningformen, hvor danseren eller kroppen er tilstede og handler med et scenisk nærvær, men uden at være psykologisk tolkende i "en rolle."

Merce Cunningham samarbejdede med en række fremstående billedkunstnere i New York, som Rauschenberg, Jasper Johns, Andy Warhol, og han var den første koreograf, der udviklede dans for videomediet.

Eksperimenterne fortsatte i Judson Church Dance Theatre, der var en gruppe af både dansere, koreografer, komponister, billedkunstnere og naturvidenskabsfolk. Stadig aktive er Thrisha Brown, Simone Forti, Yvonne Rainer osv.

Samtidig med at koreografen ikke længere ønsker at formidle "et budskab", skabes der også multiperspektiviske forestillinger, dels ved at publikum kan se forestillinger fra alle sider, dels ved spejlende scenografier og ved brugen af video, der giver mulighed for at vise danserne i forskellige synsvinkler på samme tid og ved at fokusere på kropslige detaljer, samtidig med at danseren ses på scenen.

Mange slags kroppe, utrænede som trænede, og i alle aldersgrupper inddrages, og dansen bringes ud i nye rum, både udendørs og i gamle fabrikker og museer.

Happenings blev iværksat af blandt andre Joseph Beuys og Fluxus og herhjemme af Bjørn Nørgaard og Kirsten Dehlholm på Hotel ProForma. Her indgår kroppens bevægelser og handlinger på lige fod med de billedkunstneriske elementer, og i de senere år har Robert Wilsons forestillinger været en stor inspiration for dansere såvel som for billedkunstnere.