Isadora Duncan i København

af Pia Stilling (cand.mag.)

Artikel i DANS

Terpsichore - dans som scenekunst (Forår 2014)

Ruth St. Denis. Orientalske danse

Kurt Jooss. Europæisk fornyer mellem Laban og Bausch

Fra heks til frue. Forandring i Mary Wigmans danse

Merce Cunningham. Legende danseæstetik og frihed

Kunstarternes gensidige inspiration

The Moor's Pavane Jose Limon og hans mesterværk

Dalcroze Eurytmikkens fader

Alvin Ailey, en stil, en tradition

Om Jiri Kylián Silk and knife

Flemming Flindt, verdensmesteren

Da dansen blev ny. Les Ballets Russes

Isadora Duncan i København

Mandsdans og maskulinitet

Eske Holm, dansens alsidige rebel

Nini Theilade, den dansende verdensstjerne

Pina Bausch Tanztheater

Twyla Tharp, Come Fly Away

Balanchines Jewels

John Neumeier som storyteller

Neumeier, langt og kompliceret

Butoh dans

Fjer og stiletter

Isadora Duncan i København

I 2013 er det ikke usædvanligt, at København modtager besøg fra udlandet af dansekompagnier, moderne som klassiske. For mere end 100 år siden var det dog langt fra hverdagskost. Så da Isadora Duncan i 1906 meldte sin ankomst til Danmarks hovedstad, var der stor interesse om besøget.

Isadora Duncan optrådte én aften i København i Odd Fellow Palæet - den 23. april 1906 og fortsatte derefter til Stockholm, hvor hun optrådte en uge. Duncans optræden i København er dokumenteret og beskrevet flere steder. De to store københavneraviser Berlingske Tidende og Politiken bringer begge både omtaler og anmeldelser af Duncans optræden, og ikke overraskende er deres indfaldsvinkel til denne fremmede fugl fra USA helt forskellig. Derudover omtaler Isadora Duncans selvbiografi "Mit Liv" fra 1928 også kort besøget i København.

Isadora Duncan 1877-1927

Amerikanske Isadora Duncan levede fra 1877-1927. Hun opfattes som en af de store fornyere af dans i det 20. århundrede. Hun brød med ballettens konformitet både med hensyn til bevægelser, kostumer, scenografi og valg af musik. Hun søgte tilbage til naturen i sin dans og var således inspireret af vind og bølger. Hendes bevægelser byggede på hverdagsbevægelser som at gå, løbe og springe. Duncan var meget optaget af det gamle Grækenland, og hun optrådte som regel i en enkel "græsk" tunika.

Som akkompagnement til sine danse brugte Duncan musik af blandt andet Bach, Chopin og Tjajkovskij. Dette var en nyskabelse og blev kritiseret i samtiden, fordi hun brugte seriøs klassisk musik til noget så simpelt som dans. Udover at være en reformator inden for dans var Isadora Duncan tillige optaget af kvinders vilkår. Hun var imod ægteskab og hendes tre børn blev da også født uden for ægteskab. Duncan giftede sig alligevel den 3. maj 1922 med en russisk digter. Den 14. september 1927 døde Isadora Duncan under en biltur langs Rivieraen ved, at hendes tørklæde kom ind i bilens baghjul, og hendes halspulsåre blev revet over.

"Mit Liv" - Isadora Duncans selvbiografi

"Mit Liv" udkom i 1928, året efter Duncans død, og er nærmest skrevet som en roman og tegner billedet af en kvinde, der lever for sin kunst på en nærmest religiøs måde. Hun vil reformere verden ved at danse frit, ligesom kvinders vilkår ligger hende meget på sinde. Om hun har skrevet bogen selv er nok tvivlsomt, og i hvert fald kan redigeringen ikke være foretaget af hende selv, idet bogen jo udkom efter hendes død.

Isadora Duncans besøg i København nævnes kun ét sted i bogen. Eneste bemærkning herom er: "I København var det, der overraskede mig mest, det usædvanligt intelligente og lykkelige udtryk på de unge pigers ansigter, når de travede ned ad gaderne, alene og frie som unge mænd med studenterhuer på deres sorte lokker. Jeg var helt forundret. Jeg havde aldrig set så pragtfulde pigebørn. Og man forklarede mig, at dette var det første land, hvor kvinderne vandt stemmeret."

En del ting skurrer i ørerne ved de udsagn, Duncan kommer med her. Det er overraskende, at danske kvinder huskes generelt med sorte lokker. At studenterhuer på samme kvinder skulle præge gadebilledet, kan også undre, især da Duncan var i København i april, hvor årets studenter formentlig ikke var udklækket. Dertil kommer, at i 1910 - bare et par år efter Duncans besøg i København - blev 2.024 unge studenter, svarende til omkring 1 % af en ungdomsårgang. Formentlig har der i denne ene procent derudover været en overvægt af drenge, så omfanget af piger ud af denne ene procent har nok heller ikke været overvældende.

Danske kvinder havde heller ikke "vundet" stemmeret i 1906, hvor Duncan var i København, men det kan jo være, de allerede glædede sig! Dette skete først i 1915. Under alle omstændigheder må det også konstateres, at Duncan ikke finder lejlighed til at omtale sin optræden, og i al fairness er en enkel aften muligvis ikke til at adskille fra enhver anden 20 år efter.

Selv om Københavneropholdet ikke fylder meget hos Isadora Duncan, søger hun dog gennem beskrivelsen at sige noget om sin egen interesse for kvinders rettigheder og giver København et image som progressivt.

Om selvbiografier

Der er fordele og ulemper ved selvbiografier. På den ene side er det uomtvisteligt, at hovedpersonen for biografien har været med, da begivenhederne skete. På den anden side opstår der andre problemer. Når en person skriver om sig selv ved slutningen af et langt begivenhedsrigt liv, vil der uvægerligt være forhold, personen har glemt, men måske selv tror at kunne huske. Dernæst kan der bevidst eller ubevidst indtræde en lidt selektiv hukommelse, idet mindre flatterende sider af personligheden måske udelades. På den måde kan en selvbiografi nemt blive ensidig. Dernæst kan der opstå tvivl om, hvorvidt der reelt er tale om en selvbiografi eller om, at en eller flere andre personer rent faktisk har redigeret eller endog direkte skrevet biografien. "Mit Liv" er som nævnt udgivet posthumt og er under alle omstændigheder ikke færdigredigeret af Duncan - om overhovedet.

Endelig kan en person, der skriver om sig selv, skabe et vist "selvimage". Man tegner portrættet af den person, man gerne vil have læseren til at møde.

Ovennævnte sætning vedrørende Duncans besøg i København fra "Mit liv" rejser alt andet lige mistro omkring selvbiografiens troværdighed. Hvis faktuelle oplysninger i bogen generelt skal lægges til grund, skal de formentlig verificeres på anden vis.

Isadora Duncan på Odd Fellow Palæet

Men med hensyn til Isadora Duncans besøg i København kan der hentes oplysninger i den pressedækning, som hendes besøg forårsagede. Både Politiken og Berlingske Tidende var som nævnt på pletten.

Ikke overraskende var dækningen af Isadora Duncans besøg noget mere omfattende i den kulturradikale avis Politiken. Politikens læsere var derfor ikke helt uforberedte, da Isadora Duncan kom til København. Rejsebreve i Politiken fra Berlin og Paris i 1903 og 1905 havde fortalt om myten Duncan, der dansede på bare fødder til såkaldt seriøs klassisk musik, der ikke var skrevet til dans, og at hun "dansede" digte.

I brevet fra 1903 fremgår blandt andet: "En ung Kalifornierinde er kommen her til Berlin med noget ganske nyt fra Dansens Verden og aabenbart med oprigtig lyst til at gennemføre en stor reform. Isadora Duncan er de sidste Dages sensation; hendes Optræden har allerede overfyldt det nye kgl. Operahus et par gange, og de gode Selskaber kappes om hende."

Senere i artiklen citeres Duncan for at have sagt: "Jeg sad en Gang som Barn og stirrede paa en Palme udenfor mit Vindue, det blæste stærkt og stedvis, og jeg saa, hvorledes Bladene bevægede sig fra Piano til Forte efter Vindens Kraft, men stadig i Rytme, fordi det nu en Gang er Palmebladenes Natur. Saa tænkte jeg - hvis nu mit eget Legeme var ligesaa modtagelig for Musik som Palmen for Blæsten, saa ville det ogsaa altid kun bevæge sig efter sin Natur i Dansen."

I brevet fra Paris fortæller skribenten om, at han har hørt om Miss Duncan, at hun vil danse digte og har undret sig over, hvad det vil sige. Han har forhørt sig og fået at vide, at Duncan vil danse i Carnegie Hall for nogle venner. "En indbydelse fik jeg, og i et Atelier med mange persiske Tæpper paa væggen saa jeg en lille spinkel Dame bevæge sig i rytmiske Svingninger og gennem skønne Stillinger prøve at udtrykke Stemningen i Omar 's Hafis 's og Theocratius' Digte, medens disse oplæstes af en Herre med Ravnelokker og flammende Øjne. Det hele var meget usikkert, meget ufærdigt og dog - der var en idé."

Tegning i politiken 24. april 1906

Politiken skriver

Den 6. april 1906 bragte Politiken en foromtale med en tegning af Duncan, den 23. april 1906 et interview og en anmeldelse af forestillingen krydret med en "rapport fra parkettet".

Foromtalen 6. april 1906 med overskriften "Danserinden med de nøgne Ben" er en lille appetitvækker, der baserer sig på oplysninger, skribenten må have haft et andet sted fra.

Den 23. april 1906 - dagen for Isadora Duncans optræden i Odd Fellow Palæet - bringer Politiken et interview med hende. Det nævnes i interviewet, at Duncan ser slidt ud, og at hun nærmer sig de 40 år... men Duncan har på det tidspunkt været sidst i tyverne. Hvad interviewerne ikke har vidst, var, at Duncan var gravid i 18. til 20. uge, idet hun 24. september 1906 fødte sit første barn. Det var jo nok en af grundene til, at hun så lidt slidt ud.

Duncan fortæller da også i "Mit Liv", at grunden til turnéen er hendes og hendes skoles ganske betrængte økonomi. Man får indtryk af, at der ikke har været den store kommunikation mellem Duncan og journalisterne, idet hun kun svarer, da talen kommer på hendes fødder. Her udbryder hun heftigt: De må ikke tale om mine nøgne fødder. Jeg vil ikke have, at folk ser på dem. Jeg har genskabt den klassiske dans. Det jeg vil, er dansens renæssance, de skønne linjers spil, det lette henåndede yndefulde, der var over de helleniske kvinders dans. Den klassiske rytme - der har De ordet! Men folk forstår mig ikke, de sidder med deres kikkerter og ser på mine fødder. Lov mig i morgen aften ikke at se på mine fødder!"

Man kan kun gætte på de nærmere omstændigheder, men danskerne og Duncan har været langt fra hinanden og har i interviewsituationen måske haft sprogvanskeligheder. Opholdet optager ikke Duncan. Hun har haft sin graviditet og dårlige økonomi i tankerne.

Politikens anmeldelse begynder lidt "lunkent", idet dansen henlå lidt i mørke. Senere bliver det erklæret, at Isadora Duncans dans er Kunst, og at hun har haft ret til at erklære ballettens florskørter og farvede trikot krig. Endelig overgav både anmelder og resten af publikum sig på nåde og unåde, da Isadora Duncan dansede til "An der schonen blauen Donau" i fuld belysning. Afslutningsvis erklæres, at billedkunstens og tonekunstens venner bør se denne "danserinde", der er disse kunsters indviede præstinde. Hvorfor danserinde står i citationstegn er ikke klart, men måske er Politikens anmelder sit fremsyn til trods alligevel lidt på vagt over for alt dette nye.

Også rapporten fra parkettet omtaler halvmørket, og at man ser dårligt i salen i det hele taget, hvortil kom, at den tribune, Isadora Duncan dansede på, var placeret alt for lavt. Videre ærgrer det den udsendte i parkettet grumt, at det var svært at se Isadora Duncans fødder. "Og det var jo alligevel for deres skyld, man havde taget Kikkert med."

Hun danser nydeligt - "men alt for tilsløret". Moustache fremhæver også "An der schonen blauen Donau", hvor Duncan var i en rød bluse, der gik til over knæet. "Og havde hun bagefter i samme kostume danset til Offenbach kan det godt være, man havde båret hende i guldstol. Nu nøjedes man med at klappe hende en halv snes gange frem".

Endelig citerer Moustache en lidt pudsig bemærkning fra en dame i publikum. "Tænk hun ikke nøs en eneste gang. Og det var egentlig også besynderligt".

Bemærkningen afslører publikums forventninger: Husarerne er ude for at se de bare fødder og er skuffede over, at der ikke var mere at komme efter, selv om man ser hende som den ægte vare i modsætning til Artemis Colonna, (elev af Duncan, der optrådte i januar 1905 i Scala i København).

Politikens "rapport fra parkettet" har en ironiserende tone - man tager ikke Duncan helt alvorligt. I en lidt provinsiel arrogance og mangel på viden om dans ser "Moustache" sig således i sin gode ret til at beklage, at han ikke så mere til Duncans bare fødder.

Politiken leverer endelig en tegning, der næsten er en lille film, idet det er Duncan i tre forskellige stillinger eller attituder, som det er anført som tekst. Man får et indblik i, hvordan hendes tunika har set ud og hendes bevægelser, idet det fremgår tydeligt, at der f.eks. ikke er tale om ballet.

Tegninger fra Svenska Dagbladet april og maj 1905

Svenska Dagbladet skriver

I Stockholm har man i Svenska Dagbladet en række positive citater fra de danske anmeldere, men artiklen er illustreret af en karikaturtegning af Duncan afbildet med lille ansigt, bred hals, ludende skuldre og brede hofter. De danske og svenske tegninger er meget forskellige, men man gætter, at det er den samme person, idet tunikaen er nærmest identisk hos de to tegnere. Udtrykket er forskelligt. Politiken tilstræber at gengive øjeblikket så tro mod sandheden som muligt. Tegningerne fra Sverige lægger ikke skjul på at være karikaturer, men giver alligevel et indtryk af Duncans bevægelser.

Berlingske Tidende skriver

Berlingske Tidende har ikke på samme måde gødet jorden for Isadora Duncan før hendes besøg. Anmeldelsen i den borgerlige avis fylder knap en halv spalte. Det er ikke så meget. Til gengæld er den spækket med oplysninger og vurderinger.

Tonen slås an i første sætning, hvor anmelderen får "klemt ud", at der har været "forudgående stærk reklame for danserinden Miss Isadora Duncan". Efterfulgt af, at det måske nok er for meget at kalde hende danserinde. Der er ikke tale om andet end "en række plastiske attituder, der prætenderer at gengive Botticellis "Primavera", Peris "Violinspillende engel" og Orpheus klage over Eurydike". Videre viser hun, at hun manglede de mest elementære begreber om, hvad skøn koreografisk kunst vil sige. Det ville hun også selv have erfaret, hvis hun havde været i Det kongelige teater og set enten "Orpheus og Euridike" og endnu mere i Toreadoren.

Anmelderen medgiver dog, at Isadora Duncan besidder en vis plastik, men det kan ikke råde bod på hendes bevægelsers stereotype ensformighed og hendes intetsigende mimik. Hvis der kun havde været tale om et enkelt nummer, havde det måske kunne gå, men en hel aften!

Det konkluderes, at noget tiltalende kunne Miss Isadora Duncans koreografiske præstation ikke bringe et Københavnsk publikum. Men vi fik dog et begreb om, hvad amerikanerne forstår ved kunst.

Anmelderen fra Berlingske Tidende lader sig øjensynligt ikke imponere. Der er intet nyt under solen, hun ved ikke, hvad dans er og dem, der kan lide Miss Duncan omtales som fanatiske beundrere.

Så er der bare lige det med, at man ser, hvad der "spiller" hos amerikanerne. Det går nok ikke bare at overse Miss Duncan, for hun kommer dog fra Amerika.

Et af årets kulturelle begivenheder

At Isadora Duncan kom til Danmark og optrådte her har været en begivenhed, der "har fyldt" hos københavnerne. De har glædet sig, men været skeptiske over for denne her moderne danser. Den store fascination har været Isadora Duncans fødder, som journalisterne ikke kan lade være med at nævne. I det hele taget omtales Isadora Duncans udseende meget.

Det er vel for så vidt ikke så underligt, at det københavnske journalistkorps forholdt sig afventende. Det var ikke hver dag, at en så kontroversiel personlighed kom til hovedstaden. Den klassiske, seriøse dans foregik på det tidspunkt på Det Kongelige Teater, hvor Hans Beck var balletmester og værnede om arven efter Bournonville. Dér dansede ingen på bare tæer eller stillede spørgsmålstegn ved balletten.

Enhver avisartikel fortæller som udgangspunkt om sit emne, men samtidig om den person, der skriver - om fordomme, køn, eventuelt politisk eller kulturelt tilhørsforhold. En journalist er derudover i et vist omfang forpligtet af avisens holdninger. Det er således ikke overraskende, at Politiken virker mere åben over for Duncan end Berlingske Tidende. Anmelderen Ch. K. leverer da også en nuanceret og seriøs beskrivelse af forestillingen i Politikken. Det samme kan man for så vidt også sige om anmeldelsen i Berlingske Tidende, selv om der ikke er mange rosende ord at hente, oganmelderen ikke lader sig rokke fra eget ståsted.

Københavnerne er blevet lidt rystede dengang

Det er svært at sidde i 2013 og tænke tilbage på 1906 og overveje, hvordan dansen tog sig ud hin aften i april i det fine Odd Fellow Palæ. Interessant er det imidlertid at have beretninger fra personer, der rent faktisk har været til stede. Det er danske øjenvidner med en dansk referenceramme, og især anmelderen fra Berlingske Tidende har sin viden om dansen på Det Kongelige Teater med sig i sin anmeldelse. Endelig har de enkelte journalister selvfølgelig haft en personlig tilgang til Isadora Duncan, som de hver især på den ene side er imponeret af, men på den anden side heller ikke vil duperes fuldstændig af.

Københavnerne er blevet rystet lidt i deres grundvold, og Duncans besøg har skabt røre i den stedlige andedam. Man kan tænke, at man ville gyse, forarges og beundre Duncan, men har muligvis ikke betingelsesløst overgivet sig til hendes dans.